15. oktober 2015

Kan det gøres bedre?

Arctic Business Network sætter arktisk byggeskik under lup

Det arktiske klima stiller store krav til byggeriet.
Det er Arctic Business Networks opfattelse, at byggeri og infrastruktur i Arktis bør opføres i en standard, som svarer til andre steder i verden, til sammenlignelige priser, og under behørig hensyn til miljøsikring i en sårbar natur.

Det er baggrunden for, at netværket nu vil give den arktiske byggeskik et serviceeftersyn og komme med forslag til, hvordan den ambitiøse målsætning kan nås.

Det sker på en konference i Aalborg den 4. februar 2016, hvor ABN vil samle centrale arktiske aktører fra bygge- og anlægs-industrien, uddannelsesområdet og offentlige instanser i arktiske lande sammen med globale leverandører til bygge- og anlægsindustrien.

- De seneste års store problemer med blandt andet skimmelsvampe i det grønlandske byggeri viser, at det er på høje tid, at vi ser nærmere på, hvordan vi bygger intelligent og bæredygtigt i Arktis - for det handler nemlig om meget mere end Grønland. Udfordringerne er de samme overalt i Arktis, siger Poul Hededal, formand for Arctic Business Network.

Forberedelserne til konferencen er i  fuld gang. I den kommende uge er der medlemsmøde i Nuuk, hvor konferencen er på dagsordenen. Mødet foregår mandag den 19. oktober klokken 16 - 18 hos Bank Nordik med efterfølgende sammenkomst for medlemmerne. Mødet gentages den 5. november klokken 15 i Aalborg, hvor det er COWI, der er vært for sammenkomsten.

Læs invitation til konference om arktisk byggeskik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar