Arktisk Råd ikke til at komme uden om
Af Jesper Hansen
|
Kongerigets arktisk ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen på Aalborg Universitet. |
- Arktisk Råd er helt uden diskussion det vigtigste
politiske forum, når Kongeriget Danmarks arktiske strategi skal føres ud i
livet. Det fortalte Kongerigets arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen, da
han torsdag holdt gæsteforelæsning på Aalborg Universitet i forbindelse med
Arktisk Råds 20 års fødselsdag.
Arktisk Råd blev dannet i 1996 i Iqaluit, som er hovedstaden
i det delvist selvstyrende canadiske territorium Nunavut. Rådet består af de
otte arktiske stater Canada, Kongeriget Danmark, Finland, Island, Norge,
Rusland, Sverige og USA samt permanente repræsentanter for de oprindelige folk
i Arktis fra seks forskellige organisationer, blandt andet ICC (Inuit) og
samerne.
|
Forelæsningen på Aalborg Universitet var arrangeret af Circla. Her ses Erik Vilstrup Lorenzen med en række af Circla-medarbejdere og studerende. Til højre Jesper Stig Andersen, der er Udenrigsministeriets specialkonsulent i arktiske spørgsmål. |
Helt enestående i international sammenhæng er det, at
repræsentanter for de oprindelige folk indgår i rådet med samme taletid som de
otte stater. Da alle beslutninger i Arktisk Råd skal træffes i enighed, giver
det de oprindelige folk en helt særlig mulighed for at påvirke det politiske billede
i Arktis.
Et andet særkende ved Arktisk Råd er, at nationer uden for
det arktiske område og organisationer kan opnå observatørstatus – og det er en
mulighed, som flere og flere er interesserede i. I øjeblikket har 12 lande
observatørstatus. Det er Frankrig, Tyskland, Holland, Polen, Spanien,
Storbritannien, Kina, Italien, Japan, Sydkorea, Singapore og Indien. Blandt
observatør-organisationerne kan nævnes Røde Kors, Nordisk Ministerråd og WWF.
Interessen for Arktis er stor på den internationale scene i
øjeblikket – og derfor er der også kø for at opnå den eftertragtede
observatørstatus. Der er i øjeblikket 16 nye ansøgere om observatør-status - og
der kommer sikkert flere til, inden rådet holder sit næste ministermøde –
Arktisk Råds øverste organ – til næste forår i Fairbanks, Alaska.
Blandt ansøgerne er der lande som Grækenland, Tyrkiet,
Mongoliet og Schweits. Af organisationer kan nævnes miljøgrupperne Oceana og
Greenpeace, og der er også ansøgninger fra Association of Oil and Gas Producers
og National Geographic Society samt ikke mindst EU, der i en årrække har bejlet
til til observatør-statussen.
Spørgsmålet om observatørerne er i øjeblikket et af de
vigtigste debatemner i Arktisk Råd. De mange observatører bekymrer blandt andet
repræsentanterne for de oprindelige folk, som frygter at miste indflydelse. Det
er desuden et praktisk problem, fordi det altid har været tradition i rådet, at
de fleste møder holdes ude omkring i de ofte meget små arktiske samfund – og
det er simpelthen en udfordring mange steder at finde mødelokaler til op imod
1.000 mødedeltagere.
Arbejdet i Arktisk Råd foregår til dagligt i seks
arbejdsgrupper samt nogle tidsbegrænsede såkaldte task forces, der består af
videnskabsfolk og embedsmænd. Her laves en lang række rapporter, der danner
baggrunden for rådets arbejde.
Et par gange om året mødes man på ambassadør-niveau til de
såkaldte SAO-møder. SAO står for Senior Arctic Official, og Kongerigets SAO er
i øjeblikket den arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen.
Han er ikke alene, men flankeret af repræsentanter for
Grønland og Færøerne. For nogle år siden var det anledning til en mindre konflikt,
da Grønland i en periode valgte at boykotte arbejdet i Arktisk Råd, fordi man ved
ministermødet ikke var garanteret en plads ved bordet, men der er i rådet stor
forståelse for den særlige konstruktion, som Kongeriget Danmark udgør med tre
relativt selvstændige rigsdele, fortæller Erik Vilstrup Lorenzen. Den
grønlandske boykot varede da også kun få måneder, og grønlænderne er i dag
aktive på mange fronter i Arktisk Råd.
Som nævnt er Arktisk Råds højeste myndighed
udenrigsministermødet, der finder sted hvert andet år. Det er her, de egentlige
beslutninger træffes – og her er der sket en væsentlig udvikling, siden den
spæde start for 20 år siden, siger Erik Vilstrup Lorenzen.
- Arktisk Råd har undergået en forvandling fra at være et
meningsdannende forum til et egentlig politisk forum, der træffer bindende
beslutninger.
Gennembruddet kom ved ministermødet i Nuuk i 2011, hvor de
arktiske lande enedes om et samarbejde på SAR-området (Search and Rescue). I de
vidtstrakte arktiske områder er et samarbejde om søredning og lignende
nærliggende, da der kun er meget begrænset kapacitet – og trafikken i de
arktiske farvande er stigende både i form af krydstogtsskibe og i form af
råstofefterforskning.
I 2013 enedes landene om en tilsvarende samarbejdsaftale om
olieforureningsbekæmpelse.
Formandsskabet i Arktisk Råd går på skift mellem
medlemslandene hvert andet år i forbindelse med ministermøderne. I øjeblikket
er USA formand – og formandsskabet skifter i 2017 til Finland. Kongeriget Danmark
har senest haft formandsskabet i perioden 2009-2011.
Arktisk Råd drives i det daglige af et efter international
målestok beskedent sekretariat med 11 medarbejdere. Det ligger i Tromsø i
Nordnorge og holder til i lejede lokaler hos Norsk Polarinstitutt.
I den forbindelse vil jeg godt lige nævne, at sekretariatet
blev grundlagt i 2007, og undertegnede var faktisk den første medarbejder i
sekretariatet overhovedet. Jeg arbejdede i Arktisk Råd i perioden april 2007
til juni 2010 som seniorrådgiver. Jeg havde blandt andet rådets kommunikation
som arbejdsområde, og det var en spændende pionertid, hvor alting – blandt
andet en hjemmeside - skulle bygges op fra bunden. Da jeg forlod rådet og
flyttede til Danmark, var sekretariatet vokset til fire medarbejdere.
Daværende udenrigsminister Per Stig Møller jokede dengang ved
at fremhæve Arktisk Råd som et forbillede for andre internationale
organisationer, der kunne lære af kun at have fire medarbejdere ansat.
Arbejdet i Arktisk Råd har altid været stærkt fokuseret på
de særlige miljøforhold i Arktis – ikke mindst i lyset af klimaændringerne, men
forrige år tog Arktisk Råd initiativ til dannelsen af et særligt Arktisk
Økonomisk Råd, der skal arbejde med erhvervsspørgsmål.
Arktisk Råd er ikke det eneste internationale forum for
arktisk politik. Danmark har sammen med USA, Rusland, Canada og Norge indgået
den såkaldte Ilulissat-aftale, hvor landene er enige om, at spørgsmålet om
grænsedragningerne i Polarhavet skal afgøres på fredelig vis og på et
videnskabeligt grundlag, sådan som det er beskrevet i FN’s Havretskonvention.
Man er også enig om, at den arktiske politik skal formes i Arktisk Råd.
- Der er derfor ikke noget som helst alarmerende i, at
Danmark/Grønland og Rusland har indgivet
overlappende såkaldte submissioner (krav) på kontinentalsoklen i Polarhavet,
siger Erik Vilstrup Lorenzen.
– Det viser jo blot, at Rusland følger spillereglerne.
- Arktisk Råd er også et godt eksempel på, at det kan lade
sig gøre med et fredeligt samarbejde i Arktis. På trods af Krim-krisen arbejder
vi godt sammen med Rusland i netop Arktisk Råd – og det er mit helt klare
indtryk, at det fredelige samarbejde også er i Ruslands interesse, selv om der
i pressen ofte spekuleres i en mulig konflikt i Arktis.
Som nævnt træffes alle beslutninger i Arktisk Råd i enighed
– og det har flere gange været kritiseret, fordi denne konsensus-politik gør
rådet langsomt arbejdende. Det har også været kritiseret, at de skiftende
formandsskaber gør det umuligt at lave en langsigtet arktisk politik, men den
kritik afvises af Erik Vilstrup Lorenzen.
- Netop rådets arbejdsform gør, at der skabes langsigtede og
holdbare løsninger. For mig at se er Arktisk Råd et af de internationale
organer, der har haft den hurtigst voksende indflydelse – og Arktisk Råd er
slet ikke til at komme uden om. Alle er enige om, at det er her, det sker,
mener Erik Vilstrup Lorenzen.
Erik Vilstrup Lorenzens gæsteforelæsning på Aalborg
Universitet var arrangeret af CIRCLA ( Centre for Innovation and Research
in Culture and Learning in the Arctic), som sammen med det nystartede AAU
Arctic er det nordjyske universitets to centre for arktisk forskning.
Artiklen blev bragt som kronik i Nordjyske Stiftstidende 17. april 2016.