4. oktober 2019

Projekt til milliarder

Mange udviklingsprojekter i Nuuk

Konferencen i Industriens Hus havde 80 deltagere,
der hørte om fremtidsplaner til milliarder i Nuuk.
Den grønlandske hovedstad Nuuk stiler mod at nå 30.000 indbyggere i år 2030. Inden da er der masser af projekter, der skal realiseres - blandt andet en ny bydel og ikke mindst den kommende Atlantlufthavn.

Kommunaldirektør Lars Møller Sørensen,
Kommuneqarfik Sermersooq, kan glæde sig over, at det
bliver nemt at finansiere Nuuks udvikling frem mod 2030.
- Renten over hele verden er lav, så vi har ingen udfordringer med at finansiere udviklingen af den grønlandske hovedstad, men der er udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft.

Det konkluderede kommunaldirektør Lars Møller Sørensen, Kommuneqarfik Sermersooq, da Dansk Industri i samarbejde med den grønlandske hovedstadskommune onsdag satte fokus på udviklingen af Nuuk. Det skete ved en konference med titlen "Nuuk Byudvikling - et projekt til milliarder".

Direktør Jens B. Frederiksen fra byudviklingsselskabet
 Siorarsiorfik (NCD) har mange projekter på vej.
Konferencen, der havde 80 deltagere, bød blandt andet på et oplæg fra direktør for Siorarsiorfik - Nuuk City Development,Jens B. Frederiksen, der fortalte om nogle af de mange byggeprojekter, som udviklingsselskabet er i gang med at udvikle.

Det drejer blandt andet om en ny byskole i Nuuk med plads til 1200 elever, en fordobling af kapaciteten på Hans Lynge-skolen i Qinngorput samt skole og daginstitutioner i den helt nye bydel Siorarsiorfik. Der skal også laves en vej eller tunnel til Siorarsiorfik. Siorarsiorfik er desuden involveret i en udvidelse af Nuuk Center, mange byggemodningsprojekter samt byggeri af flere boliger i samarbejde med det kommunale boligselskab Iserit.

Direktør Jacob Nitter Sørensen lover flere og billigere
afgange fra Nuuk til Danmark, når den nye lufthavn
står færdig.
Flere af konferencens oplæg koncentrerede sig om udviklingsmulighederne i forbindelse med Nuuks kommende storlufthavn, som af bestyrelsesformand Johannus Egholm Hansen fra KAIR blev betegnet som en gamechanger.

- Fremtiden vil byde på billigere flybilletter og flere afgange til Danmark, lovede direktøren for Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.

Direktør Arnannuaq Gerstrøm fortalte om
generationsskiftet  i Usisaat med støtte fra blandt
 andet Vækstfonden og Greenland Business.
Endelig bød konferencen på et meget personligt oplæg fra Arnannguaq Gerstrøm fra transport-virksomheden Usisaat, der med hjælp fra blandt andre Vækstfonden og Greenland Business både er i gang med et generationsskifte og byggeriet af et helt nyt domicil.

Konferencen samlede deltagere fra byggebranchen, turistsektoren, politikere og embedsmænd samt investorrepræsentanter, så der var også rig mulighed for netværke og skabe nye kontakter.

Der blev også netværket på konferencen. Her er det direktør
John Rasmussen, Sikuki, sammen med MF Aaja Chemnitz Larsen, IA
 samt direktør Hans Bak, Upfront Communication.
Lars Møller Sørensen fik sig en snak om fremtidsplanerne
med direktør Thomas Hjort, Arctic Group.