Lidt af en logistisk udfordring
Iqaluit er blandt andet hjemsted for Nunavuts parlament. Foto: WikiPedia |
Iqaluit er hovedstad i Nunavut-provinsen, der omfatter det nordøstlige Canada. Byen har knap 7.000 indbyggere og ligger på den østlige side af Baffin Island - nærmest over for grønlandske Nuuk på den modsatte side af Davisstrædet.
Udenrigsministermødet samler omkring 400 deltagere med embedsmænd, observatører og presse - og der venter sekretariatet i Arktisk Råd en større logistisk opgave. I sekretariatet mindes vicedirektør Nina Buvang Vajaa stadig udenrigministermødet i Nuuk i 2011:
- Det var en stor udfordring af skaffe overnatning til de 400 deltagere - specielt da Hillary Clinton skulle deltage med et meget stort følge. Vi måtte blandt andet ty til bed and breakfast - hvilket man ikke er vant til i de kredse.
- Kabalen gik kun med nød og næppe op, fordi vi fik assistance af den danske marine. Iqaluit er kun halvt så stor som Nuuk, så det bliver nok også noget af et puslespil. Men selvfølgelig løser vi opgaven som altid, sagde Buvang til ABN-bloggeren, da vi forleden besøgte Arctic Council-sekretariatet i Tromsø.
I følge Expedia.com er der cirka 160 hotelværelser i Iqaluit, som nemmest nås via fly fra Ottawa. Air Greenland har de seneste år haft en sommerrute med ugentlige afgange fra Nuuk til Iqaluit.
Det kommende ministerrådsmøde finder sted i Iqaluit den 24. og 25. april. Det var i øvrigt også i Iqaluit, at Arktisk Råd under ganske beskedne forhold i sin tid havde sit allerførste møde i 1998.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar