17. september 2014

Balladen om Grønland

Ny bog om Grønland og Rigsfællesskabet


Af Jesper Hansen

Journalisten Martin Breums nye bog, Balladen om Arktis, der udkommer i dag, er slet ikke så ringe en bog, som vi siger i Nordjylland.

Rigsfællesskabets største fjende er uvidenhed. Uvidenhed hos danskere om Grønland og vice versa gør, at mange blot betragter fællesskabet som en købmandsforretning, hvor kassen skal stemme hver aften.

Rigsfællesskabet, den fælles historie og familie- og venskabsbåndene tværs over Atlanten er meget mere - og derfor kan nye bøger, der sætter fokus på Grønland og forholdet mellem Rigsfællesskabets dele, kun hilses velkommen.

Martin Breum, der bedst er kendt som TV-vært og en række programmer om Grønland og Arktis, kommer pænt hele vejen rundt i den løbende debat - og leverer indsigt og viden om udfordringerne i det dansk-grønlandske forhold. På 248 sider når vi både at besøge bygdefiskeren og komme ind bag forhandlingerne, intrigerne og rænkespillet på de bonede gulve.

Martin Breum.
Bogen falder i to dele - en interviewdel, hvor Breum besøger en række grønlændere for at høre om deres syn på Rigsfællesskabet og en mere analytisk del, hvor vi kommer på en hæsblæsende tour de force i Rigsfællesskabets historie og ikke mindst den række af uenigheder mellem den danske og grønlandske regering, som har præget mediebilledet de seneste år.

Man mærker tydeligt, at Breum befinder sig godt på de bonede gulve - og andendelen er absolut bogens bedste del, hvor forfatteren demonstrerer overblik over det til tider vanskelige stof.

Knap så velskrevet er interviewdelen, hvor forfatterens lidt nøgterne, rutineprægede journalistiske, men loyale tilgang savner noget af den poesi, som især den gruppe af danskere som anmelderen selv tilhører, og som har boet mange år i Grønland, oplever. Det kan altså nemt blive lidt for alvorligt, så man overser de lyse sider.

Uden humor er bogen dog ikke - og især et par kostelige anekdoter om Jonathan Motzfeldt løfter stemningen.

Jeg kan heller ikke sige mig fri for at føle, at Breum ind i mellem strammer den traditionelle journalistiske konfliktorientering en tand for meget.For Grønland er så meget mere. Blandt andet et grundlæggende fredeligt sted med en høj grad af kulturel samhørighed og en tradition for ikke at hænge det snavsede vasketøj til tørre.

Det er selvfølgelig journalistisk rigtigt, når Breum tager udgangspunktet i Aleqa Hammonds til tider voldsomme retorik i løsrivelsesdebatten, men historisk set er der ikke noget nyt i retorikken. Hammonds forgængere - Lars Emil Johansen og Hans Enoksen især - har jo også raset mod Danmark og Rigsfællesskabet.

Det nye er - og her har Breums bog en vigtig mission - at Grønland fik selvstyre i 2009. Det er vigtigt for debatten, at man forstår den kendsgerning - og Balladen om Grønland er en af de første bøger om Grønland, der er skrevet efter selvstyrets indførelse.

Bogen er imponerende aktuel. Redaktionen sluttede i sommerferien - men både Ukrainekonflikten og den voksende uenighed mellem Danmark og Canada i Nordpols-spørgsmålet er omtalt.

Jeg vil også godt uddele en særlig rose til Breum og Gyldendal for håndværket. Det er ikke lykkedes mig at finde nævneværdige trykfejl eller fejl i det hele taget. Dog savner jeg en oplysning i omtalen af Puerto Rico på side 213 om, at der ved en folkeafstemning i 2012 var flertal for, at østaten skulle søge optagelse i USA.

Jeg vil anbefale Balladen om Grønland til alle, der interesserer sig for Grønland og Rigsfællesskabet. Desværre er stoffet nok lidt for tungt, hvis man ikke interesserer sig for sagen. Og det var måske en ide for Breum at bruge sin uomtvistelige journalistiske tæft til at skrive en bog mere om Grønland - for begyndere.

For som sagt - uvidenhed er Rigsfællesskabets største fjende.

Martin Breum: Balladen om Grønland - Trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma. 248 sider, vejl. pris 249,95 kr. Udgivet af Gyldendal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar