23. september 2014

Mamaq!

Succes med food-festival

12-årige Malte Thode Andersen blev valgt som bedste
 amatørkok med sin cremede fiskesuppe.
Foto: Sermersooq Business Council.
- Det gik over al forventning, fortæller direktør Ulla Lynge fra Sermersooq Business Council om weekendens food-festival i den store hovedstadskommune.

Food-festivalen løb af stabelen samtidig i kommunens fire byer - foruden Nuuk også Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit - og overalt mønstredes der fint fremmøde og stor entusiasme for de lækre grønlandske råvarer.

Størst var tilstrømningen naturligvis i Nuuk, hvor Katuaq lagde hus til begivenhederne. Her kunne befolkningen blandt andet lytte til foredrag om grønlandsk mad af Anne Sofie Hardenberg, der tidligere på året gæstede Arctic Business Network og fortalte om sit arbejde for at fremme brugen af grønlandske råvarer.

Sermersooq Food Festival blev en succes over
 al forventning for Sermersooq Business Council,
fortæller direktør Ulla Lynge. Foto: Sermersooq Business
 Council
Food-Festival er et nyt initiativ fra Sermersooq Business Council. Festivalen skal sætte fokus på og formidle viden om de lokale råvarer - og ikke mindst inspirere til at starte nye virksomheder inden for fødevaresektoren.

- Derfor blev festivalen også rammen om en opskriftskonkurrence, hvor folk kunne præsentere deres egne opskrifter og smagsprøver til et større publikum. Publikum kunne uddele "kokkehuer til deltageren og dermed kåre deres favoritter - ud fra devisen at succes avler succes, fortæller Ulla Lynge.

Konkurrencen bød på mange godbidder til lækkersultne ganer. Blandt de vindende retter var der mange lækkerier som spidskål med kammuslinger og rødfisk, laksetatar, pulled rensdyr og stegt hvalkød med "rysteribs" lavet af sortebær og kvan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar