I Norge kan de...

Tanker om Arktis og Nordjylland

Af Jesper Hansen

Fram-senteret i Tromsø er i dag hjemsted
for flere end 300 arktiske arbejdspladser.

I skrivende stund befinder jeg mig i Tromsø – hvor jeg tidligere har boet og arbejdet.

Tromsø kaldes ofte for Nordens Paris. Med en fortid som hvalfangstcentrum og en nutid som universitetsby er antallet af værtshuse efter norske forhold bemærkelsesværdigt stort – og folk i Tromsø er generelt mindre bornerte end nordmænd flest.

For den triste kendsgerning er jo, at der ikke er så meget pænt at sige om vort norske broderfolk – bortset fra at de altså er så flinke og rare, at det sommetider næsten gør ondt at se på. Det norske køkken – i det omfang det overhovedet giver mening at tale om et sådant – er med få undtagelser en omsejlende katastrofe, kvinderne er ikke særligt feminine i deres fremtoning antageligt på grund af overdrevent skiløb , og priserne er gruopvækkende høje. 22 kroner for en øl og sådan er det hele vejen. Men flinke, rare og ”tolle” folk er de…

Folk i Tromsø er nu noget helt særligt – entreprenante og stædige og præget af den barske natur her 700 km nord for polarcirklen. Byen markedsfører sig også som Porten til Ishavet. Den ligger lige for, når man i mange år har været det fysiske bindeled til Svalbard.

Det var Tromsø, fangstmændene fra Svalbard kom til, når de var på permission ofte med en isbjørneunge under armen til stor moro for gutterne på værtshuset – altså lige til bjørnen blev lidt større.

Derfor vrimler det med isbjørne i Tromsø – selv om dyret aldrig har haft hjemme her. På alle hoteller og i mange butikker er en udstoppet isbjørn en del af udsmykningen – og det lokale bryggeri Mack brygger naturligvis en isbjørneøl.

Det var også Tromsø, der var udgangspunktet for mange af Roald Amundsens ekspeditioner, så byen har en lang historie i norsk polarforskning. Det var baggrunden for, at Tromsø i sin tid fik tildelt Norsk Polarinstitutt som led i en generel udflytning af norske statsinstitutioner. Instituttet driver polarforskning – blandt andet også på Antarktis - og er rådgivningsorgan i forvaltningen af Svalbard.

Da instituttet skulle flyttes til Tromsø, fik man ideen til Norsk Polarsenter - det nuværende Fram-senter. Et stort kontorhus med i dag over 300 arbejdspladser, hvor en lang række virksomheder med tilknytning til nordområderne og polarforskningen er samlet. I tilknytning er der et mindre oplevelsescenter, Polaria, med akvarier, sælarium og naturligvis store tableauer fra polarforskningens historie.

Fram-senteret er et kraftcenter i international klasse inden for polarforskning og forvaltning – og modtager hver dag besøgende fra hele verden – også selv om det er både dyrt og besværligt at komme til Tromsø.

Det er hverken dyrt eller besværligt at komme til Nordjylland – og med Aalborgs rolle som ”Porten til Grønland” kunne jeg godt forestille mig et polarcenter i den nordjyske hovedstad. Et hus som samler alle de nordjyske institutioner, der har med Grønland at gøre – og som også kan tiltrække institutioner fra andre landsdele og måske endda fra udlandet. Samtidig kunne dette center også blive hjemsted for nogle af Aalborg kommunes indsatser for at hjælpe grønlændere og ikke mindst Det Grønlandske Hus i Aalborg.

For resten kunne vi også lade os inspirere af Tromsø på en anden måde. På byens havn står en kæmpeskulptur, der forestiller Roald Amundsen, som en hyldest til Norges store, måske største søn.

Nu er de fleste danske polarhelte som Knud Rasmussen foreviget i mange andre sammenhænge – men hvad med at lave en skulptur, der hylder vore dages polarhelte? Her tænker jeg på alle de grønlandske studerende, der tager til Aalborg fjernt fra hjemmet for at få en uddannelse, så de kan vende hjem og være med til at bygge fremtidens grønlandske samfund.

Et par ideer, som jeg håber vil spire i fremtiden – udtænkt i en sen nattetime under tunge regnskyer mellem fjeldene omkring Tromsø, og mens jeg venter på bare et lille glimt af lidt nordlys.

For hvis de kan i Norge, så kan vi også i Nordjylland.

Artiklen er redaktørens private tanker - og er bragt som klumme i Nordjyske Stiftstidende 5. september 2014.