12. februar 2014

Havfruevand

Den lille havfrue skal sælge vand

Danish Mineral Water.
Nuuk virksomheden Arctic Ice Cap Water, der fremstiller og sælger vand af gletcheris fra Ilulissat, har netop lanceret et nyt produkt med navnet Danish Mineral Water.

Produktet henvender sig til den prisbevidste del af markedet og er et traditionelt drikkevandsprodukt. Det supplerer dermed gletchervandet fra Ilulissat, der er et helt unikt kvalitetsprodukt, og som er prissat derefter.

Som led i markedsføringen af det nye produkt har Arctic Ice Cap Water allieret sig med familien Eriksen - efterkommerne af billedhuggeren Edvard Eriksen, der skabte den berømte havfrue-skulptur ved Langelinie i København.

Arctic Ice Cap Water har opnået eneret på at bruge den lille havfrue i markedsføringen af Danish Mineral Water.

I lighed med virksomhedens hovedprodukt skal Danish Mineral Water tappes på Carlsbergs tapperi i Saltum i Nordjylland. Produktionen af begge produkter begynder i midten af februar.

- Vi er i gang med salget, og de første ordrer er i hus for levering af Arctic Ice Cap Water og Danish Mineral Water, oplyser CEO Peder Pedersen til ABN-bloggen.

Firmaet satser på de store markeder i Østeuropa og Kina. Hovedproduktet Arctic Ice Cap Water, der også har givet navn til virksomheden, stammer fra strandede isfjelde i Diskobugten.

Nuuk-virksomheden er medlem af Arctic Business Network.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar