Den svære arbejdskraft-debat

Mere udefrakommende arbejdskraft – ja tak!

Hvorfor lytter politikerne ikke til erhvervslivets behov? Det spørgsmål rejser ph.d. studerende Verena Gisela Huppert, som forsker i rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft i Grønland. Hun følger naturligvis med i debatten om udenlandsk arbejdskraft i Grønland. Kort før jul tog hun bladet fra munden og opfordrede i en kronik i Sermitsiaq de grønlandske politikere til at øge importen af arbejdskraft, så man kan nå det politiske mål om selvstændighed.

Af Verena Gisela Huppert

Verena Gisela Huppert.

Øget selvstændighed kræver et raskt erhvervsliv. Hvordan kan de grønlandske politikere på den en side kæmpe for øget selvstændighed, og på den anden side gøre livet usandsynligt svært for erhvervslivet ved at løbende stramme reglerne for udefrakommende arbejdskraft?

Med den nyeste stramning ønsker politikerne ”at endnu flere jobs bliver besat med grønlandsk arbejdskraft”. Man kunne mene at politikerne løbende glemmer, at når erhvervslivet vælger at ansatte udefrakommende, så er det faktisk et påtvunget valg.

Når arbejdsgiver efterspørger kompetencer, som der ikke findes lokalt, kalder man det et kompetencegab. Gabet i Grønland er både et kvalitativt og et kvantitativt gab – kvalitativt da der mangler nogle specifikke kompetencer, og kvantitativt da der ikke er nok kompetencer generelt.

Grundene til gabet er mange: Et lavt uddannelsesniveau og mangel af kompetencer; geografiske forhold som gør at kompetencerne ikke altid ligger der hvor jobbene er; et social sikkerhedsnet, hvor lavt uddannede ’tjener’ mest ved at være arbejdsløs; sociale forhold som gør at folk ikke er arbejdsparate; udvandring af uddannet lokalbefolkning. Derfor har erhvervslivet lige nu ikke brug for mindre udefrakommende arbejdskraft, men endnu mere.

Hvorfor lytter politikerne ikke til erhvervslivets behov? Er arbejdskraftens fødested blevet vigtigere end et erhvervsliv, som kan skabe grundlag til den gode fremtid, som hele Grønland ønsker?

Selvfølgelig skal vi uddanne og opkvalificere flere lokale, og det er vi godt i gang med! Flere og flere uddannelser kan tages her i landet, og uddannelseskvaliteten bliver bedre. Majoriaq’er i hele landet gør desuden en stor indsats for at flere kommer i job. Men: Uddannelse tager tid! Ved at begrænse udefrakommende arbejdskraft før den grønlandske arbejdsstyrke er stærk nok til at klare sig selv begrænser vi den positive udvikling, som vi ellers kunne have.

Desuden er forestillingen om et arbejdsmarked med 100% grønlandsk arbejdskraft absolut urealistisk – som et lille land vil der altid være behov for arbejdskraft udefra, især specialister. I de politiske diskussioner og især i sprogdebatten bliver Island ofte nævnt som det perfekte eksempel. Men hvad der ikke bliver nævnt er, at Island de facto har 18% udefrakommende arbejdskraft – fordi der ikke er nok lokale, som kan varetage opgaverne.

I Grønland er antallet af udefrakommende arbejdskraft faldet fra 25% af arbejdsstyrken i 1977 til 10% i 2016 - et tal, som er helt normalt i andre nabolande, og som slet ikke er så farligt, som politikerne kan få det til at lyde.

Grønland har brug for mere udefrakommende arbejdskraft, imens de lokale uddanner sig. I stedet for at spilde tiden med at bremse erhvervsudviklingen burde politikerne beskæftige sig med endnu flere reformer på uddannelses- og socialområde – og samtidigt begynde at lytte til erhvervslivets behov og åbne op for mere og nemmere tilgang af kvalificeret arbejdskraft. Hver eneste medarbejder bidrager til udviklingen, lige meget hvor personen kommer fra, og hvor længe personen bliver. Hvorfor er Grønlands arbejdsmarkedspolitik kørt fast i en hetz mod udefrakommende arbejdskraft, og ikke mere løsningsorienteret?

Verena Hupperts ph.d.-projekt er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Arctic Consensus, Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Erhverv. Verena er født og opvokset i Sydtyskland og uddannet fra Goethe Universität Frankfurt, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Hun bor i Nuuk sammen med sin islandske kæreste.