7. marts 2019

Aftale på plads

Nu sendes lufthavnene i licitation

Lars Løkke Rasmussen, Kim Kielsen og Johannes E. Hansen
 giver håndtryk på aftalen, der betyder, at man om få år
 kan flyve direkte til den grønlandske hovedstad.
Foto: Tusagasiivik
- Om få år kan man flyve direkte til Grønlands hovedstad Nuuk og isfjeldenes by Ilulissat. Det her bliver vigtige skridt på vejen mod et stærkere og mere selvbærende Grønland. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen torsdag, da den endelige underskrift blev sat på aftalen om statens engagement i Kalaallit Airports.

Aftalen indebærer, at staten overtager en tredjedel af selskabet. Samtidig stiller man et lavtforrentet lån på 450 millioner kroner til rådighed for anlægsprojektet, ligesom man garanterer for yderligere 450 millioner kroner, som skal lånes i den nordiske investeringsbank. Garantien betyder, at også dette lån bliver lavt forrentet.

Hos Kalaallit Airports er der glæde over aftalen:

-Vi glæder os over, at se resultatet af de seneste to års målrettede arbejde med at forberede udbuddet af lufthavnsprojekterne i Nuuk og Ilulissat i overensstemmelse med de tidligere politiske beslutninger, og ikke mindst til at komme igang med selve byggeriet, siger Peter Wistoft, direktør for Kalaallit Airports, og fortsætter:

- Forberedelsen af udbuddet og fremskaffelsen af finansieringen har været en process, hvor der har været trukket meget store veksler på vores medarbejdere, ledelse og rådgivere, samt på en række af Selvstyrets og kommunernes embedsmænd, som har været med i myndighedsbehandlingen af projekterne, og vi er meget taknemlige for den store og kompetente indsats, der er blevet ydet af alle.

- Tilbudsprocessen foregår hen over foråret. Tilbuddene skal indleveres senest den 15. maj 2019, og det er forventningen at den vindende entreprenører vil være udpeget i løbet af sommeren 2019, således at mobilisering af anlægsarbejderne kan gå i gang hurtigt derefter.

Ifølge udbudstidsplanen skal begge lufthavne anlægges samtidig, men udbudsmaterialet giver mulighed for, at entreprenørerne også kan indlevere alternative tilbud, hvor anlægsarbejderne udføres helt eller delvist forskudt.

- Hvis besparelsen ved at udføre anlægsarbejderne i Nuuk og Ilulissat forskudt af hinanden er tilstrækkelig store til at det er interessant, og at det kan afhjælpe andre udfordringer, så som risikoen for mangel på arbejdskraft, vil bestyrelsen naturligvis overveje denne mulighed, siger Peter Wistoft.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar