CSR i praksis
Kirsten Ørgaard fra Mælkebøtten modtager en check på 275.000 kroner til årets sommerlejr. Steffen Ulrich-Lynge og Karsten Høy fra Arctic Contractors bestyrelse er de glade givere. |
Sommerlejren foregik på et feriecenter på Falster - og det var andet år i træk, at Mælkebøtten havde børn på sommerferie i Danmark.
- Mælkebøtten ønsker at skabe et indholdsrigt liv for børn og unge, og at de skal opleve glæden ved at være positivt sammen med andre, siger Kirsten Ørgaard, der er direktør for Mælkebøtten.
- Børn og unge, der er anbragt i Mælkebøtten eller vores botilbud Ilasiaq, har af økonomiske og sociale årsager ikke de samme muligheder for at rejse på ferie som deres jævnaldrende.De kommer aldrig eller sjældent væk fra byen, hvor de bor og går i skole.
Sommerlejrene er blevet mulige takket være støtte fra Arctic Contractors. Her fortæller direktør Peter Kofoed, at virksomheden ønsker at tage et ansvar for de socialt udsatte børn i Grønland:
– Omsorgssvigtede børn og unge er et samfundsmæssigt problem, alle har ansvar for at løse. Vi er en del af fællesskabet, så naturligvis støtter vi op om det lokale samfund og bidrager til at løse de problemer der fylder meget.
Mælkebøtten er etableret i 2006 som være- og aktivitetssted for børn og unge i Nuuk. Mælkebøtten omfatter udover selve børne- og ungehuset en boenhed – kaldet Ilasiaq – som døgntilbud for børn, der af sociale årsager ikke kan bo hjemme i en periode. Medio august åbner også en bo-enhed for teenagere.
Greenland Contractors udfører de mange civile opgaver på Thule-basen i Nordgrønland – med alle de opgaver der skal løses når et helt samfund skal fungere under hårde arktiske forhold, langt fra alting. Greenland Contractors har 400 grønlandske og danske medarbejdere og ejes af Grønlands Selvstyre og entreprenørfirmaet MT Højgaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar