26. oktober 2018

Ny arbejdsgruppe

Fortsat debat om Kangerlussuaq

Kangerlussuaq er et grønlandsk trafikknudepunkt
 - i hvert fald indtil videre. Endnu er der ikke taget
 stilling til lufthavnens fremtid.
Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Simon Simonsen har netop besøgt Kangerlussuaq for at mødes med bygdebestyrelsen i Kangerlussuaq, Qeqqata kommunes borgmester Malik Berthelsen, og beboerne i Kangerlussuaq for at drøfte, hvordan der i fællesskab kan skabes en bæredygtig fremtid for bygden.

Baggrunden for besøget er alvorlig. Hvis lufthavnspakken bliver vedtaget i Inatsisartut, vil det betyde store ændringer i Kangerlussuaqs nuværende status, som den eneste Atlantlufthavn, der året rundt transporterer passagerer til og fra Grønland.

- Jeg tror, at der er gode muligheder for at udvikle turismen i Kangerlussuaq-området, ikke mindst efter at en del af området er blevet udpeget til et verdensarvsområde af Unesco, forklarede Simon Simonsen.

- Vi blev enige om, at det er nødvendigt at samle alle input i en arbejdsgruppe, der skal kikke på alle de muligheder, der er, og hvordan forslagene kan realiseres, så de bliver økonomisk bæredygtige, foræller Simon Simonsen.

Borgmester Malik Berthelsen, Qeqqata Kommunia, er tilfreds med besøget:

- For det første er jeg glad for, at Simon Simonsen har formået at tage til Kangerlussuaq for at se med egne øjne, hvilke muligheder, der findes i Kangerlussuaq og fordi han tror på, at der er gode muligheder for udvikling af bygden og desuden er jeg tilfreds med, at Naalakkersuisut ønsker at bibeholde landingsbanen på minimum 1500 meter, i stedet for at omdanne landingsbanen til en heliport, men jeg skal gøre opmærksom på, at vi selv ønsker, at landingsbanen fortsat skal være på 2810 meter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar