Opgiver en samlet løsning
Nyt byudviklingsselskab i Nuuk. |
Planen indebærer op mod 1600 ny boliger (heraf 400 kommunale), op til tre nye skoler, op til tre nye skolefritidsordninger (AKO’er), op til 10 integrerede børneinstitutioner, en vejforbindelse mellem Qinngorput og Siorarsiorfik, udvikling af øvrig infrastruktur, erhvervsarealer, erhvervslokaler samt muligheden for et overdækket stadion.
Oprindeligt var byudviklingsprojektet tænkt som et samlet projekt, som skulle tiltrække udførende konsortier bestående af institutionelle investorer og entreprenørvirksomheder. Nu bliver byudviklingsprojektet i stedet opdelt i både store som mindre udbud.
- Der er en risiko for, at en stor samlet pakke med et sammenhængende udbud vil komplicere og fordyre byudviklingen. Med den nye model kan vi høste gevinsten ved i højere grad at få mindre og store lokale entreprenører til at byde på udbuddene og gerne i konsortier med andre, siger Lars Møller-Sørensen, kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq.
- Med et kommunalt byudviklingsselskab bliver processen mere dynamisk og mindre låst. Vokser elevantallet på Nuuks skoler for eksempel ikke i det tempo, vi regner med nu og her, kan vi tilpasse efter det og både skalere op og ned. Med et samlet udbud er der en risiko for at binde sig for en meget stor sum penge i meget lang tid. Mens politikerne udstikker de langsigtede mål og udviklingsplaner, er byudviklingsselskabet helt tæt på og udfører løbende de praktiske og konkrete opgaver, siger Lars Møller-Sørensen.
Kommuneqarfik Sermersooq indskyder 5 millioner kroner i aktiekapital i det nye selskab og 20 millioner kroner i ansvarlig lånekapital. Derudover får selskabet overført ejerskabet af fire af kommunens boligafdelinger, der er vurderet til 1,3 milliarder kroner.
Kommunens byudviklingsselskab får navnet ”Siorarsiorfik – Nuuk City Development”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar