ABN faciliterer processen
Af Poul Hededal, formand for Arctic Business Network
Aalborg var sidste uge hjemsted for en konference,
hvor 60 aktører i den grønlandske byggesektor diskuterede fremtidens arktiske
byggeri og arktisk byggeskik. Der var repræsentanter fra alle dele af
byggeprocessen – bygherrer, entreprenører, ingeniører, arkitekter, leverandører
– og konferencen blev åbnet af det grønlandske landsstyremedlem for boliger,
byggeri og infrastruktur, Naalakkersuisoq Knud Kristiansen.
Det anslås, at der i de kommende år venter en renovering af
den offentlige grønlandske boligmasse i størrelsesordenen 6 – 12 milliarder
kroner – en opgave der skal håndteres af en byggesektor, der normalt omsætter
for knap en milliard kroner om året.
Udfordringerne er massive, blandt andet fordi en stor del af
den eksisterende boligmasse er plaget af problemer med dårligt indeklima,
skimmelsvamp og i øvrigt slet ikke lever op til tidens krav om
energieffektivitet.
Men hvad forstår vi egentlig ved arktisk byggeskik? For nogle er det små
pittoreske træhuse i mange forskellige farver og for andre er det tressernes
boligblokke, som findes i mange grønlandske byer.
Kendsgerninger er, at den arktiske byggeskik har lige så
mange udtryk som byggeskikken i andre samfund. Hver tid har sine tendenser, som
præger byggeriet.
Ser vi historisk på det, er inuitterne kendt for igloerne,
men det har aldrig været en egentlig bolig – kun en nødløsning på rejser. Da
Hans Egede i 1721 kom til Grønland, boede befolkningen i tørvehytter om
vinteren og drog så på fangstrejser om sommeren, hvor man boede i telt. Inden
man tog af sted på sommerturen, sørgede man omhyggeligt for at tage taget af
tørvehytten, der så i løbet af den tørre grønlandske sommer blev ordentlig
ventileret og tørret.
Den praksis blev ændret efter Hans Egede. I takt med de nye
tider fik flere og flere grønlændere adgang til skydevåben. Det var en stor
lettelse i jagten på det daglige kød, og det var ikke længere nødvendigt at
drage på lange fangstrejser om sommeren. Derfor blev taget heller ikke taget af
tørvehytterne – og det blev med tiden forvandlet til fugtige og usunde boliger,
der var de rene tuberkulose-fælder.
Det var situationen efter anden verdenskrigs isolation, hvor
det moderne Grønland skulle skabes. Grønlands Tekniske Organisation (GTO)
udviklede en serie selvbyggerhuse, som kan ses over alt i landet den dag i dag,
og som mange i dag opfatter som et symbol på ”rigtigt” grønlandsk byggeri, selv
om al træ skal importeres til Grønland.
Træ er et velegnet byggemateriale i Grønland. Det er let at
transportere – og det har gode egenskaber til at modstå det barske klima. Træ
kan modstå store temperatursvingninger, og det er nemt at arbejde med. Det
ville måske være naturligt at bruge sten, men de få stenbygninger, der findes i
Grønland er alle bygget af de første danskere i Grønland. Grønlands ældste
eksisterende hus – Hans Egedes Hus i Nuuk bygget i 1728 – er bygget af
natursten.
På grund af befolkningstilvæksten, befolkningskoncentrationen
og fortsat store problemer med tuberkulosen var behovet for boliger i tresserne
næsten umætteligt. Derfor begyndte man i slutningen af årtiet at bygge de store
og ofte uglesete boligblokke –akkurat som i Danmark, hvor beboelser som
Gjellerup og Voldsmose skød op overalt.
Blokkene løste en stor del af opgaven, tuberkulosen
forsvandt, folk fik tag over hovedet, men alle er i dag enig om, at den form
for byggeri har en række indbyggede svagheder. Manglende vedligehold cementerer
billedet af de gamle blokke som et arnested for alle typer sociale problemer.
Efter at det grønlandske Hjemmestyre blev indført i 1979
skete der derfor et skift, hvor man forsøgte at forene det gamle træbyggeri med
moderne byggemetoder – og der blev bygget adskillige farvestrålende
etageejendomme med træbeklædning. Desværre er der også betydelige
vedligeholdsproblemer i det byggeri – og det er nok her, at nogle af de største
udfordringer er inden for de kommende års renovering.
Udviklingen af byggeriet fortsatte op gennem halvfemserne og
til vore dage, hvor det især er punkthuse med store glasarealer, der præger
byggeriet. Flere grønlandske byer har alvorlig pladsmangel, der gør punkthusene
til en velegnet løsning. Især i Nuuk bygger man i højden, og her er punkthusene
skudt op som paddehatte de seneste 15 år.
Det er situationen i dag – og så er vi tilbage ved
torsdagens konference, der var arrangeret af Arctic Business Network, der er et
netværk af grønlandske og danske virksomheder.
Bæredygtighed er et centralt ord i den arktiske debat. Hele
verdens retter i disse år øjnene mod den arktiske verden. Fokus er på miljø,
klimaforandringer og ikke mindst den skrøbelige arktiske natur. Men
bæredygtighed er ikke bare natur. Det er også økonomiske og sociale
perspektiver i bæredygtighedsspørgsmålet.
Konferencen havde den grundlæggende præmis, at byggeri og
infrastruktur i Arktis bør opføres i en standard, som svarer til andre steder i
verden, til sammenlignelige priser af lokale aktører, og under behørig hensyn
til miljøsikring i en sårbar natur.
Det blev slået fast, at de lave grønlandske temperaturer i
sig selv ikke er en udfordring med moderne byggematerialer. Den store
udfordring for den grønlandske byggesektor ligger i det ekstreme vejr, hyppige
temperaturskift og voldsomme storme. Vindstyrker på over 40 m/s sekundet
forekommer ofte adskillige gange i vinterhalvåret. Det kan bogstavelig talt få
vand til at løbe opad – og det er indlysende, at det giver udfordringer.
En anden udfordring er det, som forskerne kalder ø-drift.
Det dækker over, at Grønland består af 75 små og store samfund uden vej
imellem. De fungerer derfor som øer, hvor alt skal importeres – og hvor det
ikke er muligt for arbejdskraften at pendle. Der er ingen fast infrastruktur og
intet forsyningsnet, så alt skal skabes fra bunden – ofte uden mulighed for at
tilkalde eksperter og specielt udstyr.
Konferencen slog fast, at der på nuværende tidspunkt findes
en betydelig kompetence i at tackle den form for problemer. Og det er her, vi
skal finde kernen i det, der gør arktisk byggeskik unik: En indsigt og en erfaring
med, hvad der virker koblet med en kulturel bagage er overleveret igennem
generationer. Byggeskik er ikke statisk, men en løbende proces, hvor nogle
rutiner gøres til traditioner, mens andre sorteres fra.
Set i forhold til Danmark er den grønlandske byggesektor ung,
men den statslige styring, som GTO var udtryk for, betød, at der var en
betydelig erfaringsopsamling hos enkeltpersoner og også i organisationen, men
siden GTO’s opløsning i 1992 er den viden blevet spredt ud på et betydeligt
antal virksomheder og organisationer.
En af opgaverne
bliver derfor at få samlet og sat ord på den viden og få den delt. Det skal
blandt andet ske gennem forskning og uddannelse. Men i et samfund med
begrænsede ressourcer, skal man også fokusere ressourcerne. Derfor blev det blandt
andet blev det foreslået, at Grønland skal koncentrere sin uddannelsesindsats
på mennesker, der kan lede byggeprocesserne, så byggeriet kan ske på lokale
præmisser og med respekt for både grønlandsk kultur og natur.
Der er behov for et omfattende analysearbejde, når fremtidens
arktiske byggeskik skal formes. Det skal undersøges, hvornår det er fornuftigt
og bæredygtigt at renovere – og hvornår det er mere fornuftigt at sanere og
bygge nyt.
Det var et krav blandt konferencedeltagerne, at konferencen ikke bliver en enestående begivenhed, men starten på en proces, hvor alle i
byggeprocessen deltager og deler viden.
Arctic Business Network har påtaget sig at facilitere den
proces – og allerede nu er vi i gang med at planlægge flere møder i Grønland
til efteråret. Det er nu, vi skaber fremtidens byggeskik i Arktis.
Artiklen er en kronik, som blev bragt Nordjyske Stiftstidende søndag 7. februar 2016.
