8. januar 2014

Nye boretilladelser

Øget tro på olie ved Grønland

Grønland tiltrækker fortsat oliefolket.
Foto: Harald Petterson/Statoil ASA
Umiddelbart før jul besluttede Naalakkersuisut at tildele eneret til efterforskning og udnyttelse af olie og gas i fire felter i Grønlandshavet ved Nordøstgrønland.

Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Jens-Erik Kirkegaard er godt tilfreds med, at der fortsat er interesse for at lede efter olie i Grønland:

- Jeg noterer med stor tilfredshed, at vi kunne tiltrække de største olieselskaber i verden til at lede efter olie og gas i vores område. Det øger troen på, at de finder olie og gas i kommercielle mængder.

Jens-Erik Kirkegaard understreger, at efterforskningen skal ske efter de højeste standarder, når det drejer sig om at tage hensyn til havmiljøet og havets levende ressourcer. Netop selskabernes systemer til at håndtere sikkerhed, sundhed og miljø har sammen med erfaring og finansiel styrke haft afgørende indflydelse på tildelingen af koncessioner.

Tilladelserne er givet til følgende konsortier:

  • Statoil, ConocoPhillips og NUNAOIL får eneret til efterforskning og udnyttelse af olie og gas til Grønlandshavet Blok 6 (”Avinngaq”)
  • ENI, BP, DONG og NUNAOIL får eneret til efterforskning og udnyttelse af olie og gas til Grønlandshavet Blok 8 (”Amaroq”) 
  • Chevron, GreenPex, Shell og NUNAOIL får eneret til efterforskning og udnyttelse af olie og gas til Grønlandshavet Blok 9 (”Umimmak”)
  • Chevron, GreenPex, Shell og NUNAOIL får eneret til efterforskning og udnyttelse af olie og gas til Grønlandshavet Blok 14 (”Nerleq”)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar