10. juli 2019

Ny direktør i Vækstfonden

Godt øje til Grønland

Den nybagte direktør Rolf Kjærgaard glæder sig
til at komme til Grønland. Foto: Vækstfonden
Vækstfondens bestyrelse har udnævnt fondens nuværende investeringsdirektør, Rolf Kjærgaard, til ny administrerende direktør. Rolf Kjærgaard tiltrådte 2. juli 2019, hvor han afløste Christian Motzfeldt, der efter godt 18 års virke ønskede at stoppe.

Den nye direktør har et godt øje til Grønland:

- Siden Vækstfonden gennem en lovændring i 2016 fik mulighed for at operere i Grønland, har vi opbygget en række vigtige partnerskaber og holdt møder med både erhvervsliv, netværk og organisationer, fortæller han til den grønlandske avis Sermitsiaq.

- Det grønlandske erhvervsliv står med store muligheder for udvikling – især i brancher som råstoffer, turisme og fiskeri, hvor der findes mange højtspecialiserede virksomheder, som vi gerne vil være med til at udvikle.

- Men vi er også opmærksomme på, at der er mange virksomheder inden for handel og håndværk, som kan udvikles. Specielt i forbindelse med lufthavnspakken er der en række virksomheder inden for bygge- og anlæg, som får brug for kapital, når de store anlægsopgaver går i gang.

Rolf Kjærgaard er økonom fra Københavns Universitet, 1996 og University of California, Berkeley, 1994. Rolf Kjærgaard har været ansat i Vækstfonden i næsten 18 år, de seneste fire år som investeringsdirektør med ansvar for Vækstfondens tre forretningsområder: VF Udlån, VF Fonde og VF Venture. Før da var Rolf Kjærgaard national ekspert i EU-kommissionen og specialkonsulent i Erhvervsministeriet. Hjemmet på Frederiksberg deler 48-årige Rolf Kjærgaard med sin hustru og sin datter på 15 år.

Rolf Kjærgaard har endnu ikke været i Grønland: - Men det kommer – og jeg glæder mig, siger den nybagte direktør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar