2. juli 2019

Motor fundet på indlandsisen

Vigtig brik til efterforskning af flyhavari

En Airbus A-380 fra Air France tabte
en motor nær Nuuk i 2017. Foto: Air France
Som vi tidligere har skrevet. tabte en Airbus 380 - verdens største passagerfly - fra Air France en af sine fire motorer i luften over Nuuk 30. november 2017.

Siden har De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) søgt efter motoren på indlandsisen på vegne af den danske og franske havarikommission, og nu er eftersøgningen lykkedes, meddeler GEUS på sin hjemmeside.

Flymotordelen på 150 kg og omkring 1 m3 titanium var begravet under cirka fire meter sne og is midt i et område med gletsjerspalter.

- Eftersøgningen involverede mere end 13 uger i Grønland med syv ugers lejr på indlandsisen og arbejde i et område med gletsjerspalter til fods, på snescooter og med robot. Arbejdet foregik også om natten og med risiko for isbjørne i temperaturer ned til -35°C og vind op til 25 m/s og vindstød op til 32 m/s, fortæller lederen af feltarbejdet Ken Mankoff, der er seniorforsker ved GEUS.

Arbejdet med at få flymotordelen op og ud involverede to dages lejr på en lille ø af solid is mellem gletsjerspalterne. Holdet brugte kædesave, skovle, en elektrisk kran og en varmekanon til at grave og smelte sig frem til flymotordelen og få den ud af isen.

Folk fra Islands Search and Rescue (ISAR) team hjalp med at få delen ud. Greenland Guidance gav logistisk support til feltkampagnerne og Air Greenland leverede helikopterhjælp. Arbejdet var bestilt af den danske og franske havarikommission, og den franske havarikommission har nu fået en vigtig brik til undersøgelserne af det opsigtsvækkende motorhavari.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar