24. april 2017

Peter Freisleben slipper tøjlerne

Arctic Group skal have ny direktør

Peter Freiesleben går i gang med sin tredje karriere.
Arctic Groups administrerende direktør Peter Freiesleben har netop opsagt sin stilling for at kunne koncentrere sig om at planlægge og indlede en tredje karriere, meddeler selskabets bestyrelsesformand Stig Bøgh Karlsen.

Peter Freiesleben har været selskabets administrerende direktør siden 2008 og har været ansvarlig for en betydelig udvikling i selskabets aktiviteter både i Nordatlanten og med nye aktiviteter i Østafrika og Kina. Peter Freisleben har også været en markant profil i Arctic Business Network, hvor han har deltaget i en lang række arrangementer og projekter.

Arctic Group er gået i gang med at finde en ny direktør, men fortsætter samarbejdet med Peter Freiesleben om nogle konkrete projekter over de kommende måneder, hvor Peter Freiesleben vil stå til rådighed for selskabet.

I en overgangsfase vil Stig Bøgh Karlsen virke som arbejdende bestyrelsesformand i Arctic Group ligesom selskabets to ejere, Poul Jørgen Nielsen og Ole Nielsen, vil påtage sig konkrete opgaver i den overordnede ledelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar