Valget i dag
Af Jesper Hansen
 |
Nu skal det være slut med, at politikerne
regerer efter bakspejlet. |
I dag er der valg til Inatsisartut – det grønlandske parlament.
Valget blev udskrevet, da den farverige landsstyreformand Aleqa Hammond måtte trække sig på grund af nogle uregelmæssige rejseafregninger.
Hun er ikke den første og næppe heller den sidste politiker, som løb ind i problemer med rod i bilagene. Det kender vi også fra Danmark. Men når det nu gik så langt, at regeringen måtte kaste håndklædet i ringen, skyldtes de nok især Hammonds medietække, der bragte hende længere og længere ind i en medieskabt virkelighed fjernt fra den almindelige grønlænder – Benjamin og Sakæus, som er det grønlandske udtryk for Maren i Kæret.
Medierne elskede Hammond, der altid var god for en slagkraftig overskrift – især når hun snakkede om grønlandsk selvstændighed. Til gengæld kneb det på hjemmefronten, hvor den grønlandske økonomi sank i grus, mens Inatsisartut snakkede, diskuterede og skændtes, så det bragede – og det grønlandske samfund fremstod som voldsomt ustabilt. Politikerleden i Grønland er endnu større end i Danmark – og det siger dog noget.
Det er synd – for dybest set er det grønlandske samfund både stabilt og homogent. Derfor har valgkampen på mange måder været både befriende og luftrensende. Lederne af de største partier – regeringspartiet Siumuts Kim Kielsen og oppositionspartiets Inuit Ataqatigiits Sara Olsvig – har begge ført en forholdsvis afdæmpet valgkamp med stor vilje til dialog.
Det er mit store håb, at valget vil rense luften – både internt i Grønland, men også i forholdet til Danmark. Uanset om vi har rigsfællesskab eller ej, er Danmark og Grønland tæt forbundne kulturelt og mentalt. 300 års fælles historie kan ikke viskes væk med et pennestrøg.
I Danmark er der mindst 15.000 velintegrerede grønlændere og i Grønland lever der omkring 5.000 lige så velintegrerede borgere af dansk afstamning. Både grønlandsk og dansk radio spiller jævnligt Gustav Winkler og Kim Larsen – og i det hele taget er der tætte bånd mellem mange grønlændere og danske.
I debatten hævdes det ofte, at Grønland ikke kan klare sig uden Danmark, men jeg vil hævde, at det modsatte også gør sig gældende. Danmark kan ikke klare sig uden Grønland. Verdens største ø og kontrollen over en god del af Arktis giver Danmark international status og indflydelse – og hensynet til Grønland og Færøerne gør, at Danmark er stort set det eneste vestlige land, der har en afbalanceret og ædruelig holdning i miljøspørgsmål som hval- og sælfangst.
Vi kan i øvrigt lære meget af grønlænderne. For eksempel er en sygdom som anorexi fuldstændig ukendt i Grønland. Grønlandske kvinder står ved deres udseende – buttede eller ej – og ældes i øvrigt med ynde. Jeg er grønlandsk gift, så jeg ved, hvad jeg taler om.
Her i huset har vi Rigsfællesskab, så det batter. Vi taler både dansk og grønlandsk indbyrdes, vi flager ved højtiderne med begge flag, pladesamlingen består af lige dele dansk og grønlandsk musik – og jeg ynder at omtale min søde kone, Dina, som hjemmestyret.
Jeg håber, at vi efter valget kan lægge den hårde retorik i skuffen og samarbejde om fremtidens Grønland. Det løser ingen problemer, når medierne omtaler Grønland som en bananrepublik, lige som den ensidige fokus på alkohol og børnemisbrug heller ikke løser problemerne.
Ikke at de ikke findes – men i stedet for blot at pege på problemerne, bør Danmark og danskerne gå ind i at løse dem. Med respekt for det grønlandske selvstyre, der er en følge af, at Danmark anerkender grønlænderne som et selvstændigt folk, bør vi gå ind i en dialog med Grønland om, hvordan vi sikrer danske statsborgere i hele Rigsfællesskabet ens og lige adgang til sygehusbehandling og tandlæger.
Det er simpelthen ikke i orden, at for eksempel de danske behandlingsgarantier på kræftområdet kun gælder danske statsborgere bosat i Danmark.
Først når vi har ens standarder på sundhedsområdet og spørgsmålene om børns rettigheder giver det i virkeligheden mening at tale om et fællesskab.
Det kræver gensidig respekt og dialog – og at alle både danske og grønlandske politikere bider hovedet af al skam og fortidige positioner for at løse Grønlands økonomiske og strukturelle problemer.
Valgkampen i Grønland har afsløret stor bevidsthed om landets problemer – og fordums drømme om milliarder fra undergrunden er begravet.
Jeg tror derfor, at det nyvalgte Inarsisartut og det danske Folketing fra i morgen har en historisk chance for at styrke Rigsfællesskabet mellem ligeværdige parter.
Lad os glemme fortidens synder og mangel på gensidig respekt – og puste nyt liv til et 300 år gammelt slægtsskab, der betyder meget mere for os, end vi umiddelbart forestiller os.
Artiklen er redaktørens private tanker - og er bragt som klumme i Nordjyske Stiftstidende 28. november 2014.
