11. december 2015

Mennesker betyder alt

Livlig debat på årets sidste møde i North Denmark Arctic Dialogue

Direktør Lise-Lotte Terp fra Arctic Consensus bød
velkommen. Til venstre Simon Bergulf fra Danmarks
Skibsrederforening og til højre Lea Holm fra Arctic
Consensus.
Den menneskelige dimension betyder alt, konkluderede Terkel Petersen fra EU's udenrigskontor, EEAS, på debatten på årets sidste møde i North Denmark Arctic Dialogue, som fandt sted onsdag i Bruxelles.

Mødet med overskriften "A Regional Perspective on Business Development in the Arctic" fokuserede på organisationers og netværks rolle i den arktiske erhvervsudvikling - altsammen med det formål at definere deres rolle i en kommende arktisk strategi for EU.

Derfor var blandt andre formanden for Arctic Business Network, Poul Hededal, på talerlisten. Hededal fortalte om netværkets 80 medlemsvirksomheder, der alle er dybt engageret i erhvervsudviklingen i især Grønland. Netværket har stået bag en række møder og konferencer, der netop har fokuseret på kompetenceudvikling og lokalt engagement. Hededal understregede også, at nærvær i Arktis og forståelse for kultur og samfund er vigtige komponenter for netværket, der foruden medlemmer i Grønland og Danmark også har medlemmer i Island og Canada.

Moderator var Damien Degeorges. Til højre
 MEP (A) Jeppe Kofod, der bød velkommen til
 EU-parlamentet.
Arctic Business Network arbejder også sammen med andre netværk og organisationer. I den efterfølgende debat blev det understreget, at denne vinkel er vigtig - ikke mindst fordi det arktiske samarbejde har fået en særlig erhvervsvinkel efter dannelsen af Arctic Economic Council.

- Netop Arctic Economic Council er et område, der har stor prioritet hos Danmarks Rederiforening, fortalte Simon Bergulf fra foreningen, der også lægger betydelige kræfter i arbejdet med IMO, der netop har søsat den såkaldte polar code, som er et regelsæt for skibstrafik i Arktis.

Der var stor interesse for mødet, der foregik
 i EU's parlamentsbygning i Bruxelles.
- Men det er vigtigt, at vi ikke bare ser på Arktis som et område, man kan sejle igennem i fremtiden, hvis klimaet bliver varmere. Det er vigtigt, at vi også forstår, at Arktis er en destination, sagde Bergulf, der understregede, at danske søfolk og skibsredere har adskillige års erfaring med sejlads i Arktis.

Stine Bylin Bundgaard fra Arctic Educational Network fortalte om netværkets aktiviteter, som er koncentreret om Seashow - en sejlende uddannelsesmesse langs den grønlandske vestkyst.

Rasmus Bertelsen fortalte om Barents-regionen.
Dagens sidste taler var Rasmus Gjedssø Bertelsen fra Aalborg Universitet, der er født i Island, og som i øjeblikket er fungerende professor i International Politik på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.

Bertelsen talte om uddannelse og kompetencer som vigtige komponenter i erhvervsudviklingen og fremhævede hele Barents-regionen som et eksempel på, at det er mennesker og ikke klima og topografi, der former udviklingen.

North Denmark Arctic Dialogue er en møderække, der arrangeres af Arctic Consensus for at skabe fokus på Nordjyllands rolle i den arktiske udvikling. Arrangementet onsdag eftermiddag havdc samlet 50 deltagere fra både organisationer, EU og det diplomatiske korps.

Efter selve mødet var Arctic Consensus vært ved en netværksreception, hvor de arktiske kontakter og relationer blev udbygget.

Terkel Petersen fra EU's udenrigskontor
rundede debatten af.
Simon Bergulf fra Danmarks Rederiforening, Stine Bylin Bundgaard fra
 Arctic Educational Network og Poul Hededal aftaler
 det praktiske inden mødet.
Der var stor norsk interesse for arrangementet. I midten
 Eli Jonsvik fra den norske EU-mission og Oddgeir Danielsen fra
Northern Dimension Partnership.
Rasmus Bertelsen uddyber sine nordnorske erfaringer
over for Terkel Petersen og Poul Hededal.
Allan Frost fra Arctic Import og bestyrelsesmedlem
i Arctic Business Network networker med Rasmus
 Bertelsen og Anne Britt Larsson fra Nordanmarks EU-kontor.

Vedvarende bygdeenergi

Igaliku bliver grøn forsøgsbygd

Der er grønt i Igaliku - og nu gør
 Nukissiorfiit bygden endnu grønnere.
Det grønlandske forsyningsselskab, Nukissiorfiit, har besluttet at opføre et såkaldt pilotanlæg i Igaliku.

Anlægget skal teste, om en kombination af solpaneler, vindkraft, en batteribank og en dieselgenerator kan fungere tilfredsstillende i en grønlandsk sammenhæng og sikre en stabil og økonomisk attraktiv elforsyning i bygde-Grønland.

Planen er, at Igaliku om sommeren hovedsagelig skal forsynes med el fra solpaneler og vindkraft. Sol og vindkraft er ikke stabile, så en batteribank skal sikre en jævn forsyning over døgnet. Den eksisterende dieselgenerator vil samtidig fungere som back-up til solen og vinden, men håbet er, at dieselgeneratoren vil stå stille i sommermånederne.

 I vinterperioden har solen ikke kraft nok, men vinden vil stadig kunne udnyttes, og sammen med dieselgeneratoren sikre Igalikus elforsyning. Batteribanken vil også sikre en optimal drift af dieselgeneratoren, således batterier oplades i løbet af dagen, hvorefter bygden forsynes fra batteribanken om natten. Det vil spare dieselolie, og samtidig forlænge levetiden for generatoranlægget.

 Projektet kommer i udbud i januar 2016 og ventes taget i brug i august 2016, så der kan høstes nogle erfaringer inden anlægssæsonen i 2017 planlægges. Igaliku er valgt på baggrund af terrænets beskaffenhed, antal soltimer og de gode adgangsforhold hele året.

Bliver projektet en succes, vil kombinationen af sol, vind, batteribank og dieselgenerator blive testet i andre bygder i 2017 og 2018, så Nukissiorfiit får et solidt beslutningsgrundlag for brugen af vedvarende energikilder i resten af landet.

Kombinationen af sol, vind og en batteribank i samspil med en konventionel dieselgenerator ventes at kunne spare omkring 50 pct. af Igalikus nuværende dieselforbrug på omkring 55.000 importerede liter årligt, forlænge dieselgeneratorens levetid og skåner samtidig miljøet.

8. december 2015

ABN-formand til Bruxelles

Poul Hededal blandt oplægsholderne i North Denmark Arctic Dialoque

Poul Hededal taler i Bruxelles.
Når Arctic Consensus i morgen afvikler den næste session i North Denmark Arctic Dialoque i Bruxelles er Arctic Business Networks formand Poul Hededal blandt talerne.

Sessionen er blevet til i et samarbejde mellem Arctic Business Network og Arctic Consensus, der under overskriften temaet Arctic Policy: a regional perspective on business development in the Arctic sætter fokus på erhvervslivets rammevilkår i Grønland, med henblik på at skabe fokus på Arctic Consensus og ABN’s interesser i forhold til EU’s arktiske strategi.

Udover ABN-formanden bliver der også indlæg fra Ole Christensen, MEP (A), Lise-Lotte Terp, Direktør, Arctic Consensus, Simon Bergulf, Director EU Affairs, Danish Shipowners’ Association, Rasmus Gjedssø Bertelsen, Senior Researcher, Aalborg University og Ramon Van Barneveld, Policy Officer, DG MARE, European Commission.

North Denmark Arctic Dialogue blev etableret i 2014 for, at skabe opmærksomhed omkring Nordjyllands rolle i forhold til Arktis og Grønland, i Danmark og EU. North Denmark Arctic Dialogue er Nordjyllands dialogforum der afholder konferencer i henholdsvis Bruxelles, København og Aalborg. Siden etableringen er der opnået stor opmærksomhed omkring Nordjyllands rolle i forhold til Arktis. Fremadrettet skal forummet i langt højere grad fokusere på, at drøfte arktiske spørgsmål med henblik, på udvikle og styrke Nordjyllands rolle som arktisk region.

Målgruppen for arrangementerne er erhvervsfolk, politikere og embedsmænd i EU og danske ministerier, ambassadører, ngo’ere med arktisk fokus, nordjyske og grønlandske erhvervsfolk. På mødet i Bruxelles forventes der deltagelse fra Europa Parlamentarikere samt Kommissionens embedsfolk der er i gang med at udfærdige EU’s arktiske strategi.

Kapital til Lilleholm

Grønlandsk iværksætter har succes på hjemmemarkedet

Lilleholm Foods producerer blandt andet
moskusprodukter som denne mørbrad.
Greenland Venture hjælper fødevarevirksomheden Lilleholm Food i Maniitsoq og øger sin ejerandel til 40 procent. Lilleholm Food bruger kapitaltilførselen til at investerere i flere produkter til hjemmemarkedet, meddeler Greenland Venture i en pressemeddelelse.

Lilleholm blev etableret i 2012, og iværksætterånden hersker stadig i virksomheden, der på kun tre år er virksomheden vokset til cirka 25 medarbejdere. Lilleholm er blevet kendt i Grønland for nyskabende produkter og færdigretter og for et utraditionelt og tæt samarbejde med detailhandel og medarbejdere.

Lilleholm har også haft succes
 med blandt andet snacks af rejer.
Med kapitaludvidelsen tager Lilleholm næste store skridt: Greenland Venture investerer i Lilleholm Food for at give virksomheden mulighed for at udvide og strømline sin produktion samt udvikle og afsætte nye produkter. Jens Møller fra Lilleholm fortæller:

- Vi er overvældet over den interesse og tillid, forbrugerne har vist os indtil nu. Derfor tager vi næste skridt i samarbejde med Greenland Venture. De bringer os kapital, som vi skal bruge til at vokse – men de bringer også ny viden og kompetence ind i bestyrelsen, og det er lige så vigtigt for os – vi har brug for nogen at sparre med i vores udvikling. For selv om ambitionerne er klare, er ydmygheden fortsat til stede.

Jens Møller og Hanne Anette Jensen, der sammen står bag Lilleholm, siger:

- Vi satser på de fødevarer, det grønlandske hjemmemarked efterspørger. Vi har ikke ambitioner om at blive blandt de største, men vi vil lave ordentlige varer og være en stabil virksomhed, hvor vi så vidt muligt undgår korttidsansættelser.

- De medarbejdere vi har, er motiverede og dygtige, og de kæmper hver eneste dag – dem gør vi alt for at holde fast i, siger Jens Møller.

Virksomheden Lilleholm Food ApS har hovedkontor i Maniitsoq, hvor 16-17 personer i dag på heltidsbasis forarbejder sæl, hval, moskus og forskellige arter af fisk. I Napasoq syd for Maniitsoq er 6-8 personer beskæftiget med saltfisk og vintertørret torsk. Til januar starter Lilleholm med produktion i slagteriet i Kangerlussuaq. Lilleholm laver såvel traditionelle fødevarer og udskæringer som nye produkter, der ikke er set på denne måde før: grønlandske snacks, 5-dages pakker til familier, moskus-spareribs til fest og moskuspizzaer til hverdag – og mange flere. Lige nu eksporterer Lilleholm saltfisk til Portugal, og næste skridt er ørreder til Belgien og Tyskland.

Succes i Aalborg

Polarforskningskonferencen var en stor succes

Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel Randi
Vestergaard Evaldsen åbnede andendagen på Polarforskningskonferencen.
På Aalborg Universitet kan lektor Robert C. Thomsen næsten ikke få armene ned efter sidste uges Polarforskningskonference.

Polarforskningskonferencen var
præget af dialog og stor spørgelyst.
- Det nye koncept blev accepteret, og vi oplevede mange spændende debatter, dialog og engagement – og det er godt for polarforskningen. Som forskere skal vi ikke sidde isoleret, men inddrage omverdenen. Vi ønsker at møde folk, der står med begge ben i virkeligheden, for det er dem, der ved, hvor skoen trykker, siger Thomsen.

Polarforskningskonferencen havde samlet godt 100 deltagere fra Danmark og Grønland - og både erhvervsliv og forskning var stærkt repræsenteret.

- Det var ganske imponerende med den store deltagelse fra Grønland. Det gav netop den dialog, som er så vigtig - og jeg helt sikker på, at det nye koncept for Polarforskningskonferencen er kommet for at blive, slutter Robert C. Thomsen.
Aalborg Universitets lektor Anne Merrild Hansen sluttede konferencen
med en spændende fortælling om, hvorfor mange grønlandske
erhvervsprojekter løber af sporet.

4. december 2015

Polarforskerne indtog Aalborg

Forskere og erhvervsliv diskuterer grønlandsk erhvervsudvikling

Polarforskere og det arktiske
 erhvervsliv til konference i Aalborg.
Godt hundrede af Kongerigets skarpeste hjerne var forsamlet i auditoriet, da årets Polarforskningskonference torsdag åbnede på Aalborg Universitet.

Konferencen samler både forskere og erhvervsliv fra Grønland og Danmark til to dages forelæsninger og diskussioner under overskriften "Bæredygtighed i grønlandsk erhvervsudvikling". Forskerne og erhvervsfolkene stiller skarpt på nogle af de store udfordringer, som udviklingen på verdens største ø byder på i en tid præget af klimaændringer og globalisering.

Det er ikke hver dag, at erhvervslivet og forskerne mødes så direkte, men konferencen byder på et realitetstjek for begge parter - og er et enestående forum for at etablere nye alliancer og netværk til gavn for det grønlandske erhvervsliv og samfund.

Prorektor Inger Askehave fra Aalborg Universitet
havde fundet sælskindsblusen frem til åbningstalen.
Det er første gang, at Aalborg Universitet er vært for den årlige Polarforskningskonference - og det var en stolt prorektor Inger Askehave, der kunne byde velkommen til konferencen med en historisk gennemgang af de tætte bånd mellem Nordjylland og Grønland.

- Grundlaget for det, som senere blev til Den Kongelige Grønlandske Handel (KNI) blev skabt af Hals-købmanden Jakob Severin i 1700-tallet, fortalte hun.

Torsdagens forelæsninger og workshops havde overskrifterne "Grønland i den globale markedsøkonomi: kompetencer og bæredygtighed" og "Udviklingsperspektiver- og initiativer: bæredygtighed og rammer".

Polarforskningskonferencen fortsætter fredag med temaet "Koordination og styrkelse af samarbejdet mellem forskningsmiljøerne og erhvervslivet".

Konferencen er arrangeret af Polarsekretariatet under Uddannelses- og forskningsministeriet, Aalborg Universitet, Forum for Arktisk Forskning og Aalborg Universitet i samarbejde med blandt andre Arctic Business Network.
Konferencekoordinatoren Robert C. Thomsen
 fra Circla, Aalborg Universitets arktiske center.
Dagens første forelæster var erhvervskundedirektør i
Grønlandsbanken Jesper Hansen, der gav konferencedeltagerne
 en grundig indføring i den grønlandske økonomi.
Forskningskoordinator Steen Lund fra Naalakkersuisut
 fortalte om rammerne for forskning i Grønland. 
Rebekka Knudsen fra Københavns Universitet, Ellen Arnskjold fra
Arctic Business Network og direktør Maliina Abelsen diskuterede arbejdsliv
og social ansvarlighed i Grønland.

3. december 2015

Optimisme i Grønland

Årets sidste ABN-møde

Direktøren for Grønlands Erhverv, Brian Buus
 Pedersen, mødte Arctic Business Network.
Det var en veloplagt direktør for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen, der onsdag eftermiddag lagde op til debat, da Arctic Business Network holdt årets sidste møde i Aalborg.

Buus Pedersen har været med i den grønlandske udvikling i en menneskealder. Han startede i slutningen af firserne i det daværende grønlandske Hjemmestyre, som dengang var på randen af ruin - så det var manden fra maskinrummet, der gav mødedeltagerne et godt indblik i den grønlandske økonomis udfordringer og muligheder og fortalte om det grønlandske erhvervsliv på tærsklen til 2016.

Brian Buus Pedersen ser ganske optimistisk på fremtiden. Blandt andet går fiskeriet godt i øjeblikket, men der ligger fortsat en stor opgave i at holde Grønland fri af det meget omtalte Dødens Gab, som skyldes, at befolkningstallet falder og gennemsnitsalderen stiger.

Dagen sluttede med Rasmus Lyberth.
Mødet foregik hos Business Institute, der har domicil i en af Aalborgs mest markante bygninger - forsikringsselskabet Fremtidens hovedkontor fra 1936. Den gang var bestyrelseslokaler pompøse med træpaneler og pejs - og ABN-medlemmerne kunne for en stund opleve suset fra Mads Skjerns tid i det flotte mødelokale.

Mødet blev indledt af netværksleder Ellen Arnskjold, der blandt andet kunne fortælle om ABN's nye hjemmeside, der meget belejligt var gået i luften samme dag.Arnskjold kunne i øvrigt se tilbage på et år, hvor netværket har været i god udvikling - og hun kunne notere tre nye medlemmer siden sidste møde.

Efter selve mødet var der spisning, og en del af netværket fortsatte til Skråen, hvor den karismatiske grønlandske sanger Rasmus Lyberth var på scenen, hvor han fejrede sin nyudnævnte titel, som årets danske sangskriver. En hædersbevisning, som Lyberth opnåede i weekenden ved Danish Music Award.

Mødet var ganske velbesøgt med 30 deltagere.
Årets sidste ABN-møde havde samlet godt 30 tilhørere.

2. december 2015

Konference som brobygger

Årets Polarforskningskonference bygger bro mellem erhvervslivet og videnskaben

Robert C. Thomsen er koordinator og Martin Breum
er moderator, når årets Polarforskningskonference
 løber af stabelen i Aalborg.
- Vi vil bygge bro mellem grønlandsk og dansk forskning – og så vil vi bro bro mellem erhvervslivet og forskerne. Sådan forklarer lektor Robert Christian Thomsen fra Aalborg Universitet målet med årets Polarforskningskonference, der finder sted den 3. og 4. december i Limfjordsbyen.

Konferencen byder på en perlerække af indlæg og paneldebatter med grønlandske deltagere. Blandt andre GE-direktør Brian Buus Pedersen, AWG-direktør Maliina Abelsen, professor Minik Rosing, rektor Tine Pars, erhvervschef i Grønlandsbanken Jesper Hansen, direktøren for Pinngortitaleriffik Klaus Nygaard og Ellen Arnskjold, netværksleder i Arctic Business Network.

Polarforskningskonferencen er en videreudvikling af den årlige Polarforskningsdag, som Polarsekretariatet og Forum for Arktisforskning under Uddannelses- og Forskningsministeriet arrangerer. Det er anden gang nogensinde, at begivenheden afvikles uden for København.

- Aalborg Universitets særkende har altid været den problemorienterede forskning og det tætte samarbejde med erhvervslivet. Det har vi ønsket også at udbrede til arktiske forskning, fortæller Robert Christian Thomsen, der til daglig forsker i områder som national identitet og kultur-turisme i Arktis. Thomsen er også leder af det arktiske center ved Aalborg Universitet, CIRCLA.

- På konferencen går vi målrettet efter, efter at de grønlandske stemmer bliver hørt. Som forskere skal vi ikke sidde isoleret, men inddrage omverdenen. Vi ønsker at møde folk, der står med begge ben i virkeligheden, for det er dem, der skal fortælle, hvad vi skal forske i, siger Thomsen.

Konferencen er blevet til i et tæt samarbejde med Arctic Business Network:

- Erhvervslivet har udvist stor interesse for konferencen. Vi har fået solid opbakning fra en referencegruppe, der har bestået af repræsentanter for blandt andet Naalakkersuisut, Nordisk Råd, Arctic Business Network, Arctic Consensus og Arctic Winter Games, forklarer Robert C. Thomsen.

Konferencen har overskriften "Vidensbidrag til en bæredygtig udvikling i Grønland" og løber af stabelen 2. og 4. december i Aalborg Universitets konferencecenter Create på havnefronten. Moderator på debatterne er ABN-medlemmet Martin Breum.

Se programmet for Polarforskningskonferencen.

Sæl som julegave

Julekampagne startet af Inuit Sila

Sådan præsenterer Inuit Sila julekampagnen
på Facebook. Foto: Inuit Sila
Et par luffer eller en pels af sæl er simpelthen alletiders julegave. Det mener de hos græsrodsbevægelsen Inuit Sila, der netop har søsat årets julekampagne til fordel for de grønlandske fangere.

- Kampagnen skal få folk til at tænke over hvor vi får vores ressourcer fra. Inuit sælskind er 100% bæredygtige og kommer fra sælfangere der lever med og af naturen, hedder det fra organisationen, der er oprettet, efter at EU har lukket for den almindelige handel med sælskindsprodukter.

Fangerne har svært ved at sælge deres skind til hovedmarkedet i EU, fordi der her er mistillid mod sælskind. En mistillid, der stammer fra film af blandt andet sælunger, der aflives med køller. Det ledte i 2009 til et importforbud mod sælskind. Den grønlandske sælfangst er undtaget fra forbudet, fordi grønlænderne betragtes som oprindelige inuitter.

- Problemet er bare, at forbrugerne i EU ikke kan kende forskel, siger fangerne. Derfor er skindeksporten til EU faldet med 90 procent - og ifølge Inuit Sila er det eneste svar at lempe på forbuddet og iværksætte en massiv oplysningskampagne.

Udover julekampagnen er Inuit Sila netop gået sammen med fiskerne i Østersøen for at få åbnet for sælfangst, da sælerne truer fiskerne på erhvervet. Efter en fredning er antallet af sæler i Østersøen øget drastisk.

Hvis vi med denne alliance kan få de nordiske politikere, der sidder i EU-Parlamentet, til at støtte os, så er det en god måde at styrke vores sag, siger Leif Fontain fra KNAPK til Politiken.

De hastigt voksende sælbestande er ikke alene et problem i Østersøen, men også i farvandene omkring Arktis. Det anslås, at der nu er omtrent 17 millioner i farvandene mellem Grønland og Nunavut.

Aaja ønsker grønlandsk investeringsfond

Finansminister Claus Hjort ikke afvisende

Claus Hjort Frederiksen er positiv over for IA's ønsker,
 siger Aaja Chemnitz Larsen. Foto: IA-folketingimi
IA-medlemmet af det danske Folketing, Aaja Chemnitz Larsen, holdt tirsdag møde med den danske finansminister Claus Hjort Frederiksen for blandt andet at præsentere partiets ønsker om en grønlandsk investeringsfond. Claus Hjort var ikke afvisende over for ideen:

- Claus Hjort var meget enig i, at vi hjemme Grønland har brug for at få mere gang i investeringerne, og jeg nævnte i den forbindelse, at det er mit langsigtede mål at få en investeringsfond med bidrag fra både Danmark og Grønland. Et andet mål for mit parti, og jeg selv, er at vi skal have etableret frivilligt beredskab, så Forsvaret inddrager den grønlandske befolkning i beredskab på land og til søs, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Folketingsmedlemmet har den seneste tid holdt møder med en række af de danske ministre. Det er et led i en ny strategi fra det store grønlandske oppositionsparti.

- Vi gik til valg på at være Grønlands frie stemme og at IA ikke repræsenteres af danske partier i Folketinget, men repræsenterer sig selv. Der er derfor en klar forventning om at være med ved forhandlingsbordet fremadrettet. Det er jo altså os der er valgt i Grønland, der har det indgående kendskab, og derfor ved hvor skoen trykker mest på hvilke områder. Ministeren var meget lydhør og udtrykte forståelse, så generelt var det et meget positivt møde, siger Aaja Chemnitz Larsen, der godt er klar over, at årets finanslov ikke giver de store muligheder:

- Finansloven er lukket, men finansministeren vil se på hvilke muligheder der er for at få særbevillinger på de områder, som jeg som folketingsmedlem har fremhævet. Finansministeren virkede generelt positiv og vi afventer nu hans svar på vores udspil