9. marts 2015

Islandsk turistboom

Briterne er tilsyneladende vilde med Island

Stor vækst i antallet af britiske turister til Island.
Turistfolk, turismeorganisationer og Naalakkersuisut har længe haft et godt øje til Island, når man skal finde på ideer til at skabe vækst i den grønlandske turist-industri.

Det er der ikke noget at sige til, for den islandske turistindustri boomer i øjeblikket. Det viser trafiktallene fra Keflavik. I januar 2015 fløj 62.700 udenlandske turister ud af Keflavik. Det er en stigning på 34,5 % i forhold til januar 2014, skriver NORA.

Omkring en tredjedel af turisterne til Island kommer fra Storbritannien forfulgt af USA og Frankrig. Antallet af januar-turister i Island er tredoblet over de seneste fem år - og Storbritannien tegner sig for hovedparten af væksten.

6. marts 2015

Efter PDAC

Post-PDAC-møder i Arctic Business Network

ABN samler erfaringerne fra PDAC.
Nu skal erfaringerne samles efter årets PDAC. Hvad blev der sagt, og hvad har vi lært?

Arctic Business Network arrangerer i den kommende uge møder i Aalborg og Nuuk, hvor nogle af deltagerne i Canada fortæller om resultaterne.

På mødet i Aalborg vil Karen Langhøj og Bo Møller Steensgaard fra GEUS fortælle om konferencen og messen med særlig vægt på, hvad der blev sagt om Grønland. Mødet foregår på Aalborg Havn i kantinen på Langerak onsdag den 11. marts kl. 16 - 18.

Senere samme dag gentages arrangementet i Nuuk. Her er det Kisser Thorsøe og Majken Djurhuus fra GEUS, der på podiet. Mødet i Nuuk foregår hos Arctic Base Supply kl. 16 - 18.

Tilmelding pr. mail kan ske til contact@arcticbusinessnetwork.com.

Canadisk formandsskab lakker mod enden

Sidste SAO-møde inden ministermødet i Iqaluit

SAO'erne forsamlet i Whitehorse en sidste gang inden
ministermødet i Iqaluit. Foto: ACS/Linnea Nordström
- Vi har for alvor sat indbyggerne i Arktis på rådets dagsorden, og Arktisk Råd har bidraget til at gøre livet lettere for befolkningen.

Sådan konkluderede Leona Aglukkaq, canadisk minister for blandt andet Arktis og formand for Arktisk Råd, efter at rådet i denne uge holdt sit sidste SAO-møde inden ministermødet i Iqaluit til april. Mødet fandt sted i Whitehorse, Yukon, 2. - 5. marts.

Mødet var præget af arbejdet med at færdiggøre rapporter og oplæg til ministermødet. Det drejer sig om forslag, der skal styrke bæredygtig udvikling, beskytte biodiversiteten, forbedre katastrofeberedskabet samt overvågning og beskyttelse af havmiljøet. Den udsendte pressemeddelelse omtaler ikke nærmere, hvordan man vil nå disse mål. SAO-møderne er normalt lukket for offentligheden.

Formanden for SAO'erne, canadiske Vincent Rigby, er tilfreds med indsatsen.

- Vi er nu klar til at levere resultater. Som altid er jeg imponeret over de arktiske staters vilje til samarbejde, sagde chef-SAO'en ved mødets slutning.

The Galve i Nuuk 2011.
Det kommende ministermøde i Arktisk Råd finder sted i Iqaluit den 24. og 25. april. Mødet markerer slutningen på Canadas to års formandsperiode, og Canada skal overdrage "The Galve" til USA, der bestrider formandsskabet i Arktisk Råd i perioden 2015 - 2017.

"The Galve" er det officielle symbol på formandsskabet i Arktisk Råd. The Galve er en autentisk høvdinge-hammer fra Alaska, som har fulgt Arktisk Råd siden den beskedne start for knap 20 år siden netop i Iqaluit.

The Galve kan ses på billedet, som er fra ministermødet i Nuuk i 2011. Det er Carl Bildt, den daværende svenske udenrigsminister, som stolt løfter the Galve op som symbol på, at Sverige overtog formandsposten fra Danmark/Grønland/Færøerne.

5. marts 2015

Internet of Things

Den grønlanske delegation har set fremtiden


Af Ellen Arnskjold

Brian Buus Pedersen byder 
velkommen til fremtidsseminar.
Sidste indslag på den grønlandske delegationens program under PDAC 2015 i Toronto bød onsdag på fremtidsseminar på innovationscenteret MaRS.

GA-direktør Brian Buus Pedersen indledte med de meget væsentlige betragtninger omkring Sustainable Mining. Det vil sige en bæredygtig mineindustri i Grønland, som selvfølgelig skal være konkurrencedygtig, opbygge viden og kompetencer, men som grundlæggende bygger på udvikling, der er funderet i en økonomisk, social og miljømæssig udvikling. 

Efter Buus fulgte to paneldebatter:

Paneldebatten introducerede begrebet
 "Internet of Things".
Den første paneldebat havde det bemærkelsesværdige tema: Internet-of-Things, som er et nyt udtryk for, hvordan mange enheder og lag af informationer, procedurer og systematikker kan kobles sammen ved hjælp af teknologisk udvikling.

Ved at koble ting sammen kan opnås effektivitet, øget produktivitet, bedre økonomisk afkast – og et større sikkerhedsnetværk kan udbredes i en produktionsproces. For eksempel hvis man ser på minedrift, er der en lang række positive effekter ved at sætte fokus på at forbinde systemer, som i dag fungerer decentralt og ikke taler med hinanden.

Den anden paneldebat handlede om Green Tech med udgangspunkt i, at miner fremover får skærpede krav til miljø og effektivitet fra myndighedernes side. De krav, som tidligere blev stillet, bliver overhalet af nye højere krav. Det bevirker, at det enkelte mineselskab tinges til at se på nye Green Tech løsninger hos leverandører - for eksempel med fokus på energi- og vandforbrug, oprensning, genanvendelse mm. 

Arrangementet havde samlet 50 deltagere fra den grønlandske delegation og canadiske virksomheder.

PDAC 2015 er forbi - og Ellen Arnskjold sidder i flyet på vej mod Danmark. Det var hermed sidste blogindlæg fra Toronto. Redaktøren takker for indsatsen.

4. marts 2015

Pris for nikkelefterforskning

Efterforskning ved Maniitsoq gav resultat i form af pris


Af Ellen Arnskjold og Jesper Hansen

- And the prize goes to... Chefgeolog Henrik Stendal
 afslører årets prospector. I baggrunden
naalakkersuisoq Anda Uldum.
Det blev North American Nickel, der løb med prisen som årets "Prospector and Developer". Det skete traditionen tro ved Naalakkersuisuts PDAC-reception, som i år fandt sted tirsdag aften.

Det amerikanske nikkel-firma får prisen, der officielt hedder "Prospectors and Developers Award of the Year 2015" for sit arbejde med en meget lovende licens ved Maniitsoq, hvor selskabet er i gang med et større efterforskningsprogram.

Det officielle Grønlands reception var ganske velbesøgt. Receptionen samlede repræsentanter fra en række efterforskningsselskaber, virksomheder i den grønlandske delegation samt officielle repræsentanter. Også Danmarks ambassadør i Ottawa og hans stab på generalkonsultatet i Toronto deltog i receptionen.

En grønlandsk fedstensfigur er det synlige
 bevis på prisen som årets prospector.
Onsdag er PDACs sidste dag. Den grønlands delegationen deltager i et halvdagsseminar under overskriften Mining Innovation.

North American Nickel leder efter efter nikkel og andre forekomster så som kobber og platin i et område nær Maniitsoq. I sæsonen 2014 var 34 mand beskæftiget på sitet, heriblandt en del lokal arbejdskraft, der assisterede med logistik og planlægning. Man kan læse mere om North American Nickels efterforskning ved Maniitsoq her.

3. marts 2015

Grønlandsk firma skal stå for minesikkerhed

Nyudviklet videosystem skal passe på rubiner


Af Ellen Arnskjold og Jesper Hansen

Bent Olsvig Jensen fra TNGG og Lars
Andersen fra ISS Greenland underskriver
aftale om sikkerhed ved rubinminen.
True North Gems Greenland og ISS Greenland benyttede mandagen på PDAC til sammen at underskrive et såkaldt Memorandum of Understanding. Det er en slags kontrakt, hvor parterne enes om, at ISS Greenland skal stå for sikkerhedsarbejdet på TNGGs kommende rubinmine i Aappaluttoq nær Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk.

Aftalen omfatter blandt andet et helt nyudviklet videoovervågningssystem, som populært sagt forstår at skelne mellem normale og unormale bevægelser i mineområdet. Hvis der sker noget unormalt i området, går alarmen hos ISS Greenland i Nuuk, hvor vagthavende så kan dirigere en af minens vagter til det kritiske område.

For en sikkerheds skyld er der backup på systemet i både Danmark og Sverige. Hvis ISS-folkene i Nuuk af en eller anden grund ikke reagerer på hændelsen, bliver der alligevel taget hånd om problemet..

Rubiner er ikke alene kostbare og kræver stor sikkerhed.
De er også smukke på smukke piger, synes Jens B.
Frederiksen fra TNGG her at tænke.
.
Aftalen mellem mineselskabet og ISS Greenland omfatter også adgangs- og personkontrol i forbindelse med minen og sorteringsafdelingen i Nuuk samt sikkerhed i forbindelse med transporter.

Blandt deltagerne i den grønlandske delegation på PDAC er der stor tilfredshed med aftalen.

- Det er lige sådan en solstrålehistorie, vi har brug for. Det er vigtigt at vise, at grønlandske virksomheder har noget at byde på som underleverandører til mineindustrien, lyder det.

Ingen grund til alarm

Grønland går tilbage i anseelse blandt mineselskaberne 


Af Ellen Arnskjold og Jesper Hansen

Her falder dommen over Grønland. Det blev til
et fald på ni pladser til nummer 32, men der er ingen
grund til alarm, mener iagttagere.
The  Fraser Institute, som er et privat analyseinstitut, foretager hvert år en analyse af holdningen til de geopolitiske forhold i et mineland.

Grønland kom i 2014 ind på en plads som nummer 32 blandt verdens mest attraktive minelande. Det er et fald på ni pladser i forhold til 2013, hvor Grønland blev nummer 23.

Kenn Green fra The Fraser Institute. Vi beklager
den forringede billedkvalitet.
Det er andet år i træk, at Grønland er faldet i vurderingen, men det er ikke foruroligende, mener Ken Green fra Fraser Institute

- Det er naturligt for lande, hvor mining ikke har været en etableret industri i en årrække. Når det så begynder at rykke tættere på, så begynder det at påvirke holdningerne. Det er et udtryk for at det er nyt for mineselskaberne at være i denne fase og det er nyt for administrationen at håndtere projekterne, som nu ikke længere blot er i de begyndende faser af efterforskning.

Årsagen til det grønlandske fald skyldes ændringerne i skatteforhold, bekymringen om adgangen til de geologiske data samt udfordringerne med at få kvalificeret arbejdskraft.

Grønlands placering på den internationale hitliste blev præsenteret for den grønlandske delegation på PDAC søndag.

Greenland is the preferred adress

Hvor er Grønland på vej hen som mineland? 


Af Ellen Arnskjold, Netværksleder Arctic Business Network

PDAC foregår i Metro Toronto Convention Center. 
Bæredygtig minedrift var overskriften for den grønlandske delegations årlige arrangement under PDAC-dagene i Toronto. Arrangementet blev holdt søndag.

Der var indlæg fra de syv mest fremskredne projekter i Grønland: True North Gems (Rubin forekomsten ved Fiskenæsset), North American Nickel (nikkel forekomst ved Manitsooq), Hudson Ressources (White Mountain ved Kangerlussuaq), GME (sjældne jordarter ved Narsaq), Tanbreez (sjældne jordarter i Sydgrønland) og Greenland Ressources (Guldforekomst ved Storø, Nuuk)

Der blev udtrykt bred tilfredshed med samarbejdet mellem projekter og myndigheder. Mange af projekterne har nu været undervejs i mange år, så der begynder at ske noget nu. Projekterne skal til at realiseres. Således meddelte både Flemming Knudsen (Hudson Ressources) og Ironbark (Citronenfjord), at de er meget langt i en proces med at ansøge om udvindingstilladelse, men endnu ikke har søgt.. Greg Barnes (Tanbreez) oplyste, at selskabet allerede har indgivet ansøgningen om udnyttelsestilladelsen.

- Greenland is the preferred adress in the future, som et af mineselskaberne udtrykte det.

Der blev meldt om fremgang i den grønlandske minesektor.
Ved arrangementet blev det også understreget, at samarbejdet mellem Danmark og Grønland er en unik investeringsmæssig alliance, da man drøftede investeringsmulighederne.

Venture North, et canadiske finansieringsinstitut, understreger, at Grønland har en oplagt mulighed for at skaffe kapital til udvikling af projekter. Forholdet til Danmark giver en særlig adgang til at skaffe kapital, så man opfordrer danske pensionskasser, kapitalfonde og investeringsbanker i Norden og Europa til at se nærmere på at udlåne kapital til projekter.

Se flere billeder fra PDAC:

Folkene i GA's stand er klar til en snak med PDAC-gæsterne.
Naalakkersuisuts stand har meget at byde på.
Deltagerne i den grønlandske delegation kan se
frem til travle dage på verdens største råstofmesse.
Et fugleperspektiv over det enorme udstillingsareal.
Hudson Ressources er tæt på at søge
 udvindingstilladelse til minen ved Kangerlussuaq.
Legetøj til store drenge.
Netværksleder i Arctic Business Network, Ellen Arnskjold, blogger dagligt
fra verdens største råstofmesse PDAC i Toronto i Canada. Her holder hun
en guldbarre på 12,5 kilo til en værdi af 2.750.000 kroner.

2. marts 2015

Ny mødedato

Mediebilledet i Grønland

Mediebilledet i Grønland.
Arctic Business Network var i sidste uge desværre nødt til at aflyse et medlemsmøde i København på grund af sygehuset.

Netværksleder Ellen Arnskjold fortæller, at der nu er fundet en ny dato for mødet med titlen "Mediebilledet i Grønland". Det bliver mandag den 16. marts kl 15-17 på Grønlands Repræsentation, 5. sal, lokalet Nuuk, hvor man kan møde oplægsholderne Naimah Hussain, Jan Boman samt Kevin McGwinn fortælle om mediebilledet i Grønland.

Minister ser på grænsehindringer

Vækst, vælfærd og værdier i Arktis

Carsten Hansen med nordiske kolleger på
besøg hos NORA. Foto: NORA
Carsten Hansen, den danske minister for by, bolig og landdistrikter vil gøre det nemmere for færinger at flytte rundt i Norden. Samtidig lover han at se nærmere på de udfordringer, færøske firmaer oplever, når de eksporterer til de øvrige nordiske lande.

Det lovede ministeren, da han sidst i februar besøgte sekretariatet hos NORA - det nordiske atlantsamarbejde - i Tórshavn på Færøerne.

Besøget fandt sted i forbindelse med, at Danmark 2015 har formandsskabet i Nordisk Råd. Formandskabsprogrammet lægger specielt vægt på vækst,velfærd og værdier i Arktis.