13. september 2019

Tilfredse iværksættere

Iværksætterne fik resultater med hjem

Nukiga Erhvervsdage 2019 samlede 100 grønlandske
iværksætter, garvede erhvervsfolk, politikere og eksperter.
Mandag og tirsdag arrangerede Nukiga i Aarhus en konference rettet mod de grønlandske iværksættere. Konferencen havde særligt fokus på iværksætternes rolle i en bæredygtig udvikling.

Arrangementet bød på en lang række pitches, indlæg fra scenen og workshops. Konferencen havde godt 100 deltagere, der talte både iværksættere, garvede erhvervsfolk, politikere og eksperter. Da regnskabet blev gjort op efter de to dage var deltagerne tilfredse:

- Det har været to spændende dage, hvor jeg virkelig har lært meget. Jeg har fået en mentor, som jeg skal holde møde med, inden jeg vender tilbage til Grønland. Så jeg synes, at det er fantastisk, at vi på den måde kan samarbejde tværs over Nordatlanten, mener tegneren og grafikeren Maria Kreutzmann.

 Netop samarbejde var et tilbagevendende tema på konferencen. Både fra indlægsholderne og fra gulvet blev det igen og igen fremhævet, at man som iværksætter skal turde give lidt af sig selv til andre i samme situation – lige som investorer og erhvervsråd skal samarbejde for at hjælpe iværksætterne bedst muligt.

Det budskab har direktør Juliane Henningsen fra Arctic Circle Business taget til sig:

- Jeg tager hjem til Sisimiut med en konkret aftale med Íverksetarahúsid i Klaksvig om, at vi kan bruge deres platform til crowdfunding-projekter. Vi skal også samarbejde med færingerne om kompetenceudvikling – og så vil vi fortsætte samarbejdet med Nukiga om at etablere et virtuelt væksthus og et fablab (et laboratorium til produktudvikling), siger Juliane Henningsen.

- Jeg har fået et stort netværk. Jeg er kommet i kontakt med flere samarbejdspartnere til fødevareklyngen Nerisa i Nuuk – og jeg har også fået kontakt til flere, der ønsker at bruge vores nye Foodlab i Nuuk, fortæller Anne Nivika Grødem, projektleder i fødevareklyngen Nerisa under Sermersooq Business Council.

Direktør i Nukiga Morten Larsen, sammenfatter de to dages konference:

- Det har været fantastisk at opleve, hvordan snakken er gået og alle har fået et større netværk. Det giver ny viden og også konkrete afsætningsmuligheder for iværksætterne. Vi har fået bevist, at iværksætterne er et vigtigt bidrag til at fremme FNs verdensmål nr. 17, der netop handler om at etablere partnerskaber på tværs af kulturer og landegrænser, siger Morten Larsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar