13. september 2019

Nyt erhvervsudviklingsselskab i syd

Kommune Kujalleq skal udvikles

Viceborgmester Simon Simonsen, Kommune Kujalleq,
glæder sig over samarbejdet med erhvervslivet.
Et nyt selskab, Innovation South Greenland A/S, skal skabe erhvervsudvikling i Kommune Kujalleq.

Udover at rådgive kommunen og erhvervslivet skal selskabet også rådgive iværksættere i Sydgrønland. Her kan flere forventede mineprojekter give attraktive arbejdspladser med gode indtjeningsmuligheder, og så er det kommunens ambition at udvikle turismen sammen med de lokale aktører og Visit Greenland.

 Også fiskeriet skal styrkes til gavn for de lokale fabrikker og fiskere, ligesom lufthavnen i Qaqortoq vil skabe lettere tilgængelighed til Sydgrønland, mener Kommune Kujalleq.

- Det glæder mig, at der er skabt et konstruktivt samarbejde mellem erhvervslivet og kommunen. Dette vil bane vejen for, at vi kan få gavn af de fremtidige aktiviteter og projekter, hvor det er afgørende at vi i fællesskab samarbejder, siger Simon Simonsen, 1. viceborgmester og formand for kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalg.

- Ud over et konstruktivt samarbejde og dialog mellem erhvervslivet og kommunen, er det afgørende at have en solid planlægning, der skaber grundlaget for erhvervsudvikling i Sydgrønland, og som imødekommer de behov, erhvervslivet har for at opnå den ønskede udvikling, siger bestyrelsesformand Rasmus Christian Rasmussen.

Bestyrelsen i Innovation South Greenland er sammensat af erhvervsfolk fra Nanortalik, Narsaq, Narsarsuaq, Qaqortoq og 1. viceborgmester Simon Simonsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar