5. januar 2015

2015

Tid for nytårstaler

I modsætning til statsministeren huskede Dronningen
både Færøerne og Grønland i sin nytårstale.
Det har været nytår, og vi skriver nu 2015. Traditionelt er det tid for nytårstaler - og specielt i Grønland ser man hvert år frem til Dronningens nytårshilsen.
Dronning Margrethe bebudede blandt andet, at hun i 2015 vil besøge både Færøerne og Grønland:

"I det forløbne år har Grønland oplevet både politisk søgang og økonomiske udfordringer. Sådan havde man ikke forestillet sig det for blot et år siden. Vi håber alle, at det nye år må blive en ny begyndelse for det grønlandske samfund.

Trods alle vanskeligheder har den grønlandske hjertelighed og det gode humør ikke forandret sig. Det stod lysende klart under Kronprinsfamiliens besøg i Grønland i sommer. Det blev for Kronprinsparret et glad gensyn og for deres børn en oplevelse, som de aldrig vil glemme, og som vil bringe dem tilbage til Grønland gang på gang. Vi, der som forældre og bedsteforældre kunne følge rejsen på afstand, varmede det om hjertet. Jeg vil gerne, sammen med Prinsgemalen, bringe en tak til alle i Grønland for den gæstfri modtagelse, Kronprinsfamilien fik overalt.

Det forgangne år har ikke været noget dårligt år for Færøerne. Det skorter ikke på initiativ og gå-på-mod blandt færingerne. De kender de vilkår, naturen byder dem, og man har godt fat om de udfordringer, som det internationale samfund betinger.

Sammen med Prinsgemalen sender jeg mine varmeste hilsener og gode nytårsønsker til alle på Færøerne og til alle i Grønland. Til sommer vil vi sammen besøge både Færøerne og Grønland; det ser vi frem til med stor forventning."

Modsat Dronningen nævnte statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin nytårstale hverken Færøerne, Grønland eller Rigsfællesskabet med et eneste ord. Det fik formanden for foreningen Rigsfællesskabet, Nauja Lynge til at fare i blækhuset og kommentere de to nytårstaler. På Facebook skrev hun 2. februar blandt andet:

"Statsministerens nytårstale indeholdt intet om hvad hun har tænkt sig, at gøre for rigsfællesskabet. Det undrer mig meget. Der blev talt om snart sagt alle mulige andre – alle fik et ord med lige fra sydafrikanere til sosu hjælpere. Hvorfor hørte vi ingenting om, hvad der er på programmet for at skabe ligeværdighed i rigsfællesskabet, at nedbryde de mange grænsehindringer imellem landene i rigsfællesskabet eller hvad med integrationspolitik i vores eget rigsfællesskab. Det rigsfællesskab som betyder så uendeligt meget for Danmark. Når Danmark er på den internationale arena, har Danmark kun betydning pga rigsfællesskabet. Dertil kommer, at vi er i familie med hinanden på godt og på ondt.

Dronningen nytårstale talte klart og tydeligt til os alle og på en meget nærværende måde. Vi er ikke i tvivl om, at hun tillægger både Grønland og Færøerne meget stor betydning. Vi fik også en lille opsang ”vi skal tale op”. Det er jeg meget enig i. Vi skal tale op i stedet for at tale ned. OG så skal vi øve os i først at nævne alt det, vi har til fælles og først herefter alt det, vi ikke kan enes om. Jeg tror det vil være med til, at flytte fokus positivt."

P.s.: Redaktøren af denne blog vil godt benytte lejligheden til at sende en hilsen med ønsket om et godt nytår til alle bloggens læsere samt både Dronningen og statsministeren...

22. december 2014

God jul

Julehilsen fra formanden

Poul Hededal,
Formand for Arctic Business Network
Interessen for Arktis har været støt stigende de seneste år, og 2014 blev ingen undtagelse. Snarere tværtimod for interessen er større end nogensinde før.

I Arctic Business Network mærker vi selvfølgelig også denne interesse. Blandt andet da vi i slutningen af november holdt netværksmøde i Aalborg og samlede over 100 tilhørere til et foredrag om Rigsfællesskabet med forfatteren og journalisten Martin Breum. Interessen blev hjulpet godt på vej af den grønlandske regeringskrise, der endte med valget til Inatsisartut i slutningen af november, og netop i disse dage er en ny grønlandsk regering tiltrådt.

Meget er forandret siden sidste år. Drømmen om det store råstofeventyr forsvandt med rapporten ”Til gavn for Grønland” – og i årets løb stod det klart, at den grønlandske økonomi står med store udfordringer de kommende år.

Det er mit håb, at den nye grønlandske regering tager problemerne alvorlige. De er ikke uløselige, hvis man satser på fortsat udvikling af erhvervssamarbejdet i Rigsfællesskabet. Her er der vilje til vækst og samarbejde – og der er også plads til nye iværksættere, der vil bidrage til at gøre den grønlandske økonomi bæredygtig.

Vi arbejder fortsat med at udvikle Arctic Business Network. I foråret holdt vi generalforsamling i Nuuk og kunne samtidig byde vort første canadiske medlem velkommen i fællesskabet. I sommerens løb styrkede vi ledelsen ved at samle netværkslederen og sekretariatet i skikkelse af Ellen Arnskjold, der nu er fuld gang med et strategiarbejde, der skal resultere i resultater og værdiskabelse for både medlemmer og samfund. Desuden har vi styrket kommunikationen med bloggen, hvor der hver dag er nyheder af interesse for medlemmerne – og som efterhånden også er blevet citeret i medierne en del gange.

I skrivende stund er vi ved at lægge sidste hånd på programmet for 2015. Her kan man se frem til møder i Nuuk, Aalborg og København, hvor vi vil byde på arrangementer inden for indsatsområder som råstoffer, fødevarer og arktisk byggeskik samt en række andre arrangementer med fokus på erhvervsinteresser i det arktiske område.

2015 bliver helt sikkert også et spændende år i det arktiske. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde.

Glædelig jul og godt nytår.

Poul Hededal
Formand for Arctic Business Network

Julehilsen fra Grønland

Juletræf i Biffen

Ikinngutigiits kor varmede op til
Julehilsen fra Grønland i Biffen i Aalborg.
Verdens største adventskrans i Sisimiut.
Julehilsen til og fra Grønland er en af årets helt store begivenheder inden for Rigsfællesskabet. Siden 30'erne har Danmarks Radio sørget for, at hilsnerne er føget tværs over Atlanten mellem Danmark og Grønland.

For de fleste er juletiden tæt kædet sammen med familien - og da mange grønlændere har familie i Danmark og vice versa, dækker Danmarks Radio et stort behov med denne juletradition, der de seneste mange år er sendt i TV.

Som noget nyt havde Danmarks Radio rykket teltpælene, kameraerne og studieværterne til Grønland, hvor programmet blev sendt fra Grønlands Kulturhus, Katuaq, i Nuuk med indslag fra kysten. Blandt andet fulgte de mange seere 2.000 sisimiumiut, der satte verdensrekord med verdens største adventskrans.

Endnu en gang var det den grønlandske sangsnespurv Julie Bertelsen, der var vært - og hun gav da også en enkelt prøve på sin sangkunst. Som medvært havde hun skuespilleren Mike F. Thomsen.

Også som noget nyt havde Danmarks Radio arrangeret komsammen i biografer, hvor grønlændere og grønlandsinteresserede kunne følge showet på storskærm.

I Aalborg foregik det i Biffen, der måtte tage to sale i brug til den store begivenhed. Efter showet samledes publikum fra begge sale og tog den grønlandske nationaljulesalme Guuterput en ekstra gang.

Ikke et øje var tørt.

Det er en tradition at vinke til kameraet,
når der er Julehilsen til Grønland.
Julestemning i Biffen i Aalborg.
Ramasjang-vært Kristian Gintberg bød velkommen til seerne i Aalborg.
Efter showet samledes deltagerne fra Biffens to sale
 til en ekstra Guuterput sammen med Ikinngutigiit-koret.

Årets julegave til snetosser

Turen går til Murmansk

Den lave rubelkurs gør Murmansk til et oplagt
feriemål for de arktisk interesserede. Foto: euron/flickr
Faldende oliepriser og Krim-krisen har sendt både den norske krone og den russiske rubel ud på en veritabel rutchetur.

Det er en oplagt chance for alle, der drømmer om nye arktiske oplevelser - for selv om den ultimative arktiske ferie naturligvis går til Grønland, er der også masser af oplevelser i andre dele af Arktis.

Netop nu er det billigere end nogensinde før at besøge Murmansk. Et af byens største hoteller, Meridian, har netop halveret værelsespriserne og byder på et almindeligt hotelværelse til kun 45 euro. En overnatning i en suite kan fås for 81 euro. Også byens øvrige hoteller har sænket priserne markant, skriver Barents Observer.

For tre år siden blev hotelpriserne i Murmansk opgjort til de højeste i Arktis, men nu er et ophold i Murmansk inden for manges rækkevidde.

Kendte danskere ønsker sæl til jul

Julegave til fangererhvervet

Kendiskokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg opfordrer
sammen med en stribe andre kendte danskere familien
 Danmark til at give sælskindsprodukter i julegave.

Foto: Inuit Sila
Det betrængte grønlanske sælfangererhverv får i juletiden en hjælpende hånd fra en række kendte danskere og folketingsmedlemmer.

Det er organisationen Inuit Sila, der har fået en stribe kendisser til at opfordre danskerne til at give sælskindsprodukter i julegave.

Blandt de medvirkende er kokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, der siger:

- Vi bærer med stolthed sælskindet fra Grønland og svigter derved heller ikke fangerne der har så hårdt brug for at kunne sælge skindene fra deres bæredygtige fangst. Faktisk er sælskind ofte mere naturvenligt end det meste andet tøj.

- Dertil kommer at sælskind er noget af det mest geniale på kroppen både i frost, kulde og storm. Sælskind fra Grønland indgår i en smuk helhed med naturen, hvor hele dyret bliver brugt, kød og spæk bliver spist og skindet syet til tøj. Kun ved at råbe højt nok kan vi få folk til at forstå at sælskind fra Grønland er bæredygtigt og fint at bære i det offentlige rum, siger de kendte kokke.

Man kan læse om andre kendte danskeres begejstring for sælskind på Inuit Silas Facebook-side.

Iværksætterpris til Maniitsoq El-Service

Grønlandsbanken sætter pris på energibesparelser

Maniitsoq El-service satser på LED-pærer
til den grønlandske julestjerne.
Grønlandsbankens Erhvervsfond uddelte torsdag fondens iværksætterpris til Maniitsoq El-service v/Jesper Jensen, Knud Ingemann Laursen og Jesper Christensen.

Virksomheden får prisen for sit arbejde med at energibesparende belysning:

- Erhvervsfondens bestyrelse har valgt at tildele Iværksætterprisen 2014 til Maniitsoq El-service, der via sit datterselskab LED Solar Greenland i Qaqortoq har lagt et stort arbejde i at udvikle og installere energibesparende solcelleanlæg, varmepumper, vindturbiner og LED belysning, siger fondens formand Kristian Lennert.

- Maniitsoq El-service har som privat virksomhed vist, at selskabet tør gå nye veje og har evnet at udvide sit forretningsområde fra traditionel el-installatør til også at beskæftige sig med alternative energikilder. Det er specielt en af selskabets ildsjæle - Jesper Christensen - der på kort tid har formået at tilegne sig en stor viden og faglig kompetence i vedvarende energiformer. De mange installationer, der i dag bidrager positivt til miljøet i form af reduceret CO2 udledning og samtidig giver en forbedret rentabilitet, kan findes i byerne Narsaq, Qaqortoq, Nuuk, Maniitsoq og Aasiaat.

Med prisen følger en pengegave på 25.000 kroner.

11. december 2014

Satser på Nordamerika

Visit Greenland målretter turiststrategien

Hundeslædeture er blot en lille del af Grønlands
 tilbud til turisterne, der i fremtiden blandt andet
 vil komme fra Nordamerika.
- Vi vil i fremtiden satse betydeligt på Nordamerika. Det sagde Visit Greenlands administrerende direktør Anders Stenbakken onsdag eftermiddag, da han præsenterede Grønlands turismestrategi 2015 - 2018. Det skete ved turistorganisationens årlige julearrangement i København.

Satsningen skyldes, at Visit Greenland har registreret en betydelig stigning i interessen for Grønland blandt Nordamerikanske internetsurfere.

- Vores hjemmeside er blevet en betydelig succes, og næste år runder vi garanteret en million unikke besøgende, hvilket er en firedobling siden starten i 2012. Væksten er især kommet fra Nordamerika - og hvor danskerne tidligere var den største gruppe, tegner Nordamerika sig med 27 procent for langt de fleste besøgende, siger Stenbakken.

- Det betyder, at vi i de kommende år vil satse på at opbygge et salgsnet på måske 10 eller 15 rejsebureauer fortrinsvis på den amerikanske østkyst. Rejsebureauerne har i forvejen et godt tag i en eventyrlysten kundegruppe - og de skal nu uddannes til at sælge rejser til Grønland.

Danmark er fortsat Visit Greenlands største marked, og det er planen at fortsætte den hidtidige indsats med udgangspunkt i kontoret i København.

Endelig vil Visit Greenland i de kommende tre år fokusere på Island. Ikke så meget islandske turister, men for at få en bid af de mange tusinder transitpassagerer, der årligt kommer igennem Keflavik på vej over Atlanten.

Her er Grønlands nye regering

Naalakkersuisut præsenteret

Det ny Naalakkersuisut. Foto: Tusagassiivik.
På et pressemøde sent onsdag eftermiddag præsenterede Kim Kielsen den nye grønlandske regering efter valget til Inatsisartut den 28. november. Regeringen er en koalition mellem Siumut, Atassut og Demokraterne.

Kim Kielsen bliver formand for Naalakkersuisut samt naalakkersuisoq for justits- og indenrigsanliggender. 

Demokraternes formand, Anda Uldum, får ansvaret for finanser og råstoffer.

Atassuts formand, Knud Kristiansen, bliver naalakkersuisoq for bolig, infrastruktur og trafik.

Martha Lund Olsen (S) bliver naalakkersuisoq for familie.

Nivi Olsen (D) bliver naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, ligestilling og kirke.

Mala Kuko Høy (A) får ansvaret for natur og miljø.

Doris Jakobsen (S) bliver naalakkersuisoq for sundhed.

Vittus Qujaukitsoq (S) får ansvaret for erhvervs- og udenrigsanliggender.

Karl-Kristian Kruse (S) bliver naalakkersuisoq for fiskeri og fangst.

Traditonelt bevilges medlemmerne af Naalakkersuisut orlov fra Inatsisartut og det giver dermed plads til følgende suppleanter i Inatsisartut:

Atassut: Siverth K. Heilmann, Steen Lynge
Demokraterne: Michal Rosing, Tillie Martinussen
Siumut: Jess Svane, Vivian Motzfeldt, Jens-Erik Kirkegaard, Pitsi Høegh

Scener fra et ægteskab

Brudstykker af debatten

Hans Egede skuer fortsat udover Kolonihavnen i Nuuk.
I forbindelse med valget i forrige uge til Inatsisartut har der været en livlig debat i danske media om Grønland og Rigsfællesskabet.

Blandt andet sammenlignede den radikale grønlandsordfører Helle Løvgren Mølvig og specialkonsulent Sanne Fandrup i Jyllandsposten Rigsfællesskabet med et ægteskab, hvor ægtefællerne ikke snakker sammen og i øvrigt er ved at være godt trætte.

Poul Hededal, formand for Arctic Business Network.
Det affødte en kommentar i avisen fra formanden fra Arctic Business Network, Poul Hededal, der slog fast, at der både er gnist og tænding i forholdet mellem det grønlandske og det danske erhvervsliv. Han opfordrer politikerne til at bygge videre på de bestående samarbejder.

Sanne Fandrup, der i øvrigt til daglig arbejder i Naalakkersuisuts Danmarkskontor, når hun ikke er radikal politiker, sendte derfor en mail til Hededal, hvor hun præciserede den radikale position:

"Vores indlæg sigter mod at beskrive den lidt ligegyldige holdning til Rigsfællesskabet, som er udbredt i den helt almindelige danske offentlighed og befolkning. Den sigter bestemt ikke mod specifikke interesseorganisationer som Actic Business Network. Tværtimod er jeres samarbejde forbilledligt i forhold til at se de muligheder, som samarbejde kan rumme. Det er netop vigtigt at få sat ord på perspektiverne - som du også gør i dit indlæg.

 Det, vi gerne vil, er at sparke lidt liv i danskernes relation til de to øvrige parter i Rigsfællesskabet, og løfte blikket fra nogle meget kedelige klicheer om 'de andre' som desværre stadig fylder alt for meget."

Specialkonsulent Sanne Fandrup.
 Foto: Det Radikale Venstre, Ballerup
I sit svar til Sanne Fandrup konstaterer ABN-formanden, at parterne nok ikke er så langt fra hinanden og i virkeligheden er ude i samme ærinde. Hededal slår fast, at debattens til tider skingre tone skyldes en politisk italesætning af Rigsfællesskabet, der er problematiserende og båret af negative budskaber. Han har dette budskab til politikerne:

"- Måske skulle de politiske aktører lægge deres ører lidt nærmere til jorden og lytte efter, hvad der rent faktisk foregår herude
 - Måske skulle de politiske beslutningstagere rette deres fokus mod de gode historier og understøtte at udvikle på bestående styrker
  Måske skulle de politiske objektiver stille skarpt på mulighederne og ikke kun på problemerne
- Måske skulle man i højere grad søge efter det der gavner, og ikke blot det, der er opportunt
- Måske.."

Og så slutter Poul Hededal:

-Man har jo lov til at ønske. Det er snart jul.

Uddraget af Sanne Fandrups mail er bragt med hendes tilladelse.

10. december 2014

Arctic Economic Council danner danske arbejdsgrupper

Arbejdet i rådet tager form

Arbejdsgrupperne skal blandt andet
 arbejde med råstofudvinding
.
Siden Arctic Economic Council blev dannet lige efter sommerferien, har man arbejdet på at give rådets arbejde form og indhold.

I Danmark har Udenrigsministeriet udnævnt Dansk Industri som Danmarks medlem i rådet. I DI er det chefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, der står med tovet i hånden. Han fortæller:

- På det seneste møde blev det besluttet at etablere et antal arbejdsgrupper, som skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan fremme arktiske erhvervsmuligheder indenfor nærmere afgrænsede emneområder.

Områderne er:

1. Stewardship in the Arctic, hvilket dækker over hvordan man sikrer en ansvarlig og bæredygtig erhvervsudvikling i Arktis under inddragelse af den oprindelige befolkning,
2. Maritim transport
3. Råstofudvinding
4. Hvordan man skaber bedre erhvervsmuligheder på tværs af Arktis
5. Erhvervsscenarier 2040
6. Vedvarende energi

Peter Bay Kirkegaard har netop opfordret blandt andet råstofklyngens medlemmer til at gå ind i arbejdet. Han siger:

- For at fremme danske, grønlandske og færøske virksomheders interesser i dette arbejde har vi behov for jeres deltagelse i en eller flere af disse arbejdsgrupper. Deltagelsen vil forudsætte et vist aktivitetsniveau forstået derhen, at man vil skulle deltage i et eller flere arbejdsgruppemøder samt løbende give input til arbejdet. Arbejdsgrupperne aftaler selv, hvor ofte man skal mødes og om dette sker virtuelt eller fysisk – man vil selv skulle dække eventuelle rejseudgifter. Det er dog min fornemmelse, at det meste af arbejdet vil kunne klares pr. e-mail/telefon.

Hvis man er interesseret i at deltage i arbejdet, kan Peter Bay Kirkegaard kontaktes på telefon (+45) 3377 4685.