28. juni 2018

Aspiranter på "bootcamp"

Siriustræning til skipperaspiranter

Bootcampen bød både på fysisk træning og
 personlig udvikling. Foto: Rooyal Greenland
15 aspiranter i Royal Greenlands trawlerflåde deltog i maj måned i en bootcamp med fokus på personlig udvikling, hvor de blandt andet blev trænet af en forsvarets Sirius-instruktører.

Bootcampen, der bød på hårde fysiske strabadser og personlig udvikling, er et led i Royal Greenlands strategiarbejde med udvikling af lokale officerer. Bootcampen blev afviklet over tre dage på sportshotellet Comwell Rebild Bakker Bootcampen der gik under navnet ” Bootcamp Kaassassuk” blev afviklet i et samarbejde mellem bemandings- og HR afdelingen i Royal Greenland og instruktør for Sirius-patruljen og Flyvevåbnet, Linda Larsen.

- Bootcampens formål er at styrke deltagernes personlige egenskaber ved teamarbejde og fysiske aktiviteter. Vi vil gerne have psykisk stærke ledere inden for de udfordrende og ansvarsfulde opgaver i vores trawlerflåde, derfor blev deltagerne udfordret på det personlige plan, med individuelle- og teamopgaver der ligger uden for deres personlige komfortzone, siger bemandingschef i Royal Greenland, Mika Heilmann og forklarer:

 - Bootcampen er et led i Royal Greenlands bestræbelser på at fostre dygtige og stærke lokale ledere i Royal Greenlands trawlerflåde. Deltagerne er maskinmesterstuderende, maskiniststuderende, fish-tech elever, fiskeskippere, kommende fiskeskippere og kommende fabrikschefer på trawlere.

Fodboldpenge til grønlandske børn

Turen går til Qasigiannguit

Foreningen Grønlandske Børn sender grønlandske børn
fra Aalborg til Qasiannguit med hjælp fra
 fodboldklubben AaB.
Foreningen Grønlandske Børn har modtaget en check på 85.908 kroner fra Hele Nordjyllands Håndsrækning, der der er en pris indstiftet af den nordjyske fodboldklub AaB, der donerer en del af indtægterne fra salget af billetter på Aalborg Stadion.

De mange rare penge blev modtaget af teamleder Jeppe Bülow Nielsen fra Grønlandske Børns afdeling i Nordjylland. foreningen arbejder både i Grønland og Danmark med fokus på de grønlandske børns trivsel.

- Vi er jo en organisation, der arbejder både i Grønland og i Danmark, men ikke mindst i Nordjylland har vi arbejdet hårdt for at styrke mulighederne for de grønlandske børn, der bor her i regionen. Og det er også dem, der får glæde af håndsrækningen. Denne sommer tager vi nemlig til Qasigiannguit i Nordgrønland med en gruppe børn, der er anbragt i Aalborg Kommune, fortæller Jeppe Bülow Nielsen til TV2-Nord.

Foreningen Grønlandske Børn har eksisteret siden 1924 og har Hendes Majestæt dronning Margrethe 2. som protektor. Aalborg er den by i både Grønland og Danmark, hvor foreningen har flest aktiviteter.

27. juni 2018

Grønlandske rubiner i nordjyske smykker

Guldsmed ønsker sig grønlandsk guld til grønlandske rubiner

De grønlandske rubiner er på stikkerne - ørestikkerne -
hos guldsmed Iben Rasmussen. Foto: Iben Rasmussen
Aalborg-guldsmeden Iben Rasmussen har som en af de første kastet sig over de grønlandske rubiner fra Greenland Rubys mine i Aappaluttoq nær Qeqertarsuatsiaat. Hun er begejstret for de røde smykkesten:

- De grønlandske rubiner er noget helt særligt. De har en speciel glød i farven, som gør dem helt unikke. Og så bliver det jo ikke dårligere af, at der en speciel historie bag rubinerne, siger Iben Rasmussen.

Den nordjyske guldsmed lægger nemlig vægt på rubinernes historie.

- Jeg blev optaget af historien om de grønlandske rubiner, da jeg for flere år siden så et opslag om dem på Facebook - og jeg har fulgt udviklingen siden. Da en af mine kunder også var interesseret, begyndte jeg at undersøge mulighederne - og jeg har altså været heldig og fået et lille parti, som allerede er brugt.

- Jeg har fået flere bestillinger på smykker med de grønlandske rubiner, så nu prøver jeg at skaffe flere. Jeg håber at få dem inden jul, så jeg kan lave den perfekte julegave til mine grønlandsk-orienterede kunder. Iben Rasmussen har blandt andet fremstillet ringe og ørestikker med de grønlandske rubiner.

- Jeg har aldrig selv været i Grønland, men mange danskere har jo en særlig tilknytning til den store ø - og det er med til at gøre mine smykker med grønlandske rubiner populære blandt kunderne, forklarer Rasmussen, der producerer unika-smykker - altså smykker der kun laves i et eksemplar og gerne på bestilling.

Iben Rasmussen håber også, at Nalunaq-minen i Kirkespirdalen genåbner - eller der kommer ny guldudvinding andre steder i Grønland.

- Det vil være helt enestående, hvis jeg får mulighed for at lave smykker med grønlandsk guld og grønlandske rubiner, siger den nordjyske guldsmed.

Se også Iben Rasmussens hjemmeside.

Penge til grønlandsk Zoo-projekt

Store planer i Aalborg

Sådan præsenterer Aalborg Zoo planerne om en
stor, grønlandsk afdeling, der skal fylde en tredjedel af haven.
Spar Nord Fonden donerer fem millioner til "Ekspedition Sikumiut", som er Aalborg Zoos kommende grønlandsprojekt, der skal omfatte en tredjedel af havens areal.

Med "Ekspedition Sikumiut" kan Aalborg Zoo blive verdens første zoologiske have med en afdeling, der alene har fokus på Grønland. "Ekspedition Sikumiut" er et utraditionelt zooprojekt, fordi det ikke kun sætter fokus på dyrene, men det samlede Grønland, herunder naturen, menneskene og ikke mindst den grønlandske kultur. Det bliver en helt ny måde at gå i Zoo på, hvor man som gæst vil føle sig henført til Grønland, fortæller den zoologiske have i Aalborg i en pressemeddelelse.

- Udover at vi vil præsentere alle Grønlands landlevende pattedyr, er et af de absolutte nøgleord i grønlandsprojektet formidling af den grønlandske kultur. Her vil man blandt andet kunne opleve en grønlandsk bygd og tale med fangeren, der deler ud af sine erfaringer med sælfangst eller møde kunsthåndværkeren, der laver tupilakker, og i den dunkle Tupilakskov med arktiske ulve vil der for de modige være mulighed for at opleve de grønlandske myter og fortællinger, forklarer Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

- For Spar Nord Fonden er det netop denne unikke tilgang, der har været medvirkende til fondens støtte til projektet. Vi har lagt vægt på, at vi ikke bare støtter et nyt dyreanlæg, men en sammenhængende fortælling om dyr, mennesker og kultur i Grønland, siger Steffen Nørgaard, direktør i Spar Nord Fonden.

Udover publikumsdelen omfatter projektet også en forskningsstation, der i samarbejde med Aalborg Universitet skal opbygge og formidle viden om Grønland:

- Donationen fra Spar Nord Fonden sikrer sammen med støtte fra Aalborg Kommune, AAU og Aalborg Zoo's Bygge- og udviklingsfond en bred lokal opbakning, der danner et solidt fundament for den videre proces med at søge fondsmidler til "Ekspedition Sikumiut, oplyser Henrik Johansen. 

Ny selskabslov i Grønland

Gode advokatråd til ny lov

Peter Schriver, Nuna Advokater.
Den 1. juli træder den ny grønlandske selskabslov i kraft. Det skriver advokat Peter Schriver fra Nuna Advokater i et nyhedsbrev.

Selskabsloven, som erstatter anpartsselskabsloven og aktieselskabsloven, indeholder en række nyskabelser og muligheder for grønlandske selskaber. Der er blandt andet tale om en nedsættelse af kapitalkravet for ApS'ere fra 125.000 kroner til  50.000 kroner samt mulighed for delvis indbetaling af selskabskapitalen. Loven rummmer også mulighed for at etablere iværksætterselskaber, der kan stiftes for 1 krone i startkapital samt en række administrative lettelser ved fusion og spaltning.

Nuna Advokater mener, at man især skal være opmærksom på, at selskaber fremover ud over den ejerbog (tidligere aktionærfortegnelse), som allerede føres af selskabet også registrere de ejere, som ejer 5% eller mere af selskabets samlede kapital eller stemmerettigheder i Det Offentlige Ejerregister hos Erhvervsstyrelsen.

Det samme gør sig gældende i visse tilfælde panthavere med pant i kapitalandele. Kravet om registrering gælder også ejerforholdene i eksisterende grønlandske selskaber. Som udgangspunkt skal registrering være foretaget inden den 1. juli 2018, hvor loven træder i kraft. Erhvervsstyrelsen har dog efter forespørgsel åbnet op for muligheden om, at indføre en overgangsordning – men intet herom er offentliggjort i skrivende stund.

Manglende overholdelse af registreringspligten straffes med bøde, oplyser Nuna Advokater.

Nyhedsbrevet fra Nuna Advokater kan ses her.

25. juni 2018

Ny centerleder

Centerleder skal udvikle grønlandsk universitetscenter

Susanne Andersen i spidsen for
Arctic DTU. Foto: Henrik Skourup.
Den 1. august tiltræder Susanne Hanson stillingen som centerleder for Arctic DTU. Hun kommer fra en ledende stilling hos Teknologisk Institut og har mange års erfaring med arktisk forskning.

- Forståelse for de fysiske, klimatiske og samfundsmæssige rammer er afgørende, når vi arbejder med forskning og teknologiudvikling målrettet arktiske egne. Susanne Hanson kombinerer faglig viden om arktiske forhold med en strategisk forståelse, der giver DTU et godt udgangspunkt for at styrke og udvide vores aktiviteter i såvel Grønland som resten af Arktis,  forklarer DTU’s forskningsdekan, Katrine Krogh Andersen.

 En af Arctic DTU’s opgaver bliver at videreføre planen om at udvide DTU’s aktiviteter i Sisimiut, så der kommer et decidereret universitetscenter i byen. Denne plan er kendt som Vision 125 og bliver udviklet i løbende samarbejde med Naalakkersuisut.

Susanne Hanson har erfaring med forskning i geofysik i såvel Arktis som Antarktis. Hun kommer også med erfaring fra flere internationale forskningsinstitutioner,

Affald centraliseres

Penge til affald

Det skal undersøges, om der kan
 etableres en central affaldshåndtering i Grønland.
De grønlandske kommuner er i stigende grad gået over til at pakke og transportere affald fra flere og flere bosteder i stedet for at opbevare og nedbryde affaldet på den lokale dump. Naalakkersuisut ønsker at støtte denne udvikling og støtter derfor kommunerne i 2018. Kommunerne får især støtte til projekter, hvor affald fra flere og flere byer og bygder fragtes til en miljømæssig bedre håndtering på godkendte forbrændingsanlæg i de større byer.

Selvstyret støtter i år blandt andet affaldstransport fra Kangaatsiaq, Qasigiannguit, Aasiaat, Uummannaq, Upernavik, Kulusuk, Kuumiut og bygder i Kommune Kujalleq.

Derudover modtager Kommuneqarfik Sermersooq støtte til at lave et forsøgsanlæg til behandling af olieforurenet jord, og Qeqqata Kommunia får støtte til forbedringer af modtageplads og projektering af kontrolleret deponi i Sisimiut.

 Naalakkersuisut har ud af de 13,5 mio. kroner reserveret en pulje på 4,5 mio. kroner til nye fælleskommunale løsninger på affaldsområdet. Disse midler kan blandt andet bruges til at undersøge, om det er muligt at etablere et eller flere centrale affaldshåndteringsanlæg.

22. juni 2018

Great Greenland fortsætter ny strategi

Ny bestyrelsesformand

Direktør i ACR og bestyrelsesformand i Great Greenland,
Juliane Henningsen, til nationaldagsfest i Sisimiut.
Direktøren for Arctic Circle Business, Juliane Henningsen, sætter sig i formandsstolen i den gamle grønlandske skindproducent, Great Greenland i Qaqortoq.

Henningsen blev valgt til formandsposten på det konstituerende møde i bestyrelsen den 20. juni, hvor hun erstatter Bruno Olesen, der er udtrådt af bestyrelsen. Juliane Henningsen blev fornyligt nyvalgt til bestyrelsen sammen med direktør Niels Eli Boassen.

Den øvrige bestyrelse i Great Greenland består af næstformand Tommy Ege Kristensen, Anette Grønkjær Lings og Erik Sivertsen.

Great Greenland, der blev stiftet i 1985, er Grønlands eneste garveri - og virksomheden er især kendt verden over for sælskindsprodukter i luksusklassen. Selskabet meddeler, at den nye bestyrelse vil fortsætte arbejdet med den handlingsplan, som blev påbegyndt i det nye år. Her vil fokus blandt andet være på øget indhandling langs hele kysten. Indhandlingen af skind har været faldende, selv om der er øget efterspørgsel.

Billeder af en nationaldag

Fest for den grønlandske kultur

Den grønlandske nationaldag begynder altid
med flaghejsning i både byer og bygder.
Den 21. juni, sommersolhverv, er Grønlands nationaldag - og den dag bliver fejret overalt i Grønland - og mange steder i Danmark også.

Det er en dag med store traditioner, selv om dagen som tradition kun har 35 år på bagen. Grønlands nationaldag blev indført i 1983 fire år efter at Grønland havde fået det såkaldte hjemmestyre - den selvstyreordning, der i 2009 blev udvidet til et egentligt selvstyre.

Traditionerne indbefatter flag - masser af flag - taler, gudstjenester, kaffemikker, konkurrencer i sælflænsning, kajakopvisninger og masser af sang og musik.

Det grønlandske flag på en af Aalborgs bybusser.
Nationaldagen er også flagdag, og siden 2016 har alle statslige bygninger i Kongeriget Danmark flaget med det grønlandske flag  på dagen. Skikken har bredt sig, og i Aalborg kunne man blandt andet også se det grønlandske flag på bybusserne.

Blogredaktøren opholder sig i øjeblikket i Sisimiut - og vi bringer et par fotos fra Grønlands næststørste by sammen med et par fotos fra Aalborg, hvor dagen blev fejret både i Det Grønlandske Hus og til en stor folkefest i Aalborg Zoo.
I de fleste grønlandske byer er gudstjenester
 en del af nationaldagsprogrammet.
Man møder naturligvis til nationaldagen i sit stiveste puds.
Ingen nationaldag uden kaffemik.
Nationaldagsfesten i Aalborg Zoo er en af de største
 markeringer af den grønlandske nationaldag i Danmark.

20. juni 2018

Ny i mediebestyrelse

Bestyrelsesrokade

Til februar indtræder Ulla Lynge
i Mediehuset Sermitsiaq AG's bestyrelse.
Der er lagt op til udskiftninger, når Mediehuset Sermitsiaq AG holder generalforsamling til februar. tidligere direktør i Sermersooq Business Council, Ulla Lynge, indtræder i bestyrelsen i stedet for Jørgen Ejbøl, oplyser mediehuset.

På generalforsamlingen fratræder Jørgen Ejbøl som formand for mediehusets bestyrelse. Det sker på grund af aldersgrænsen på 70 år. Ny bestyrelsesformand bliver 65-årige Jens Bruun, der kom ind i bestyrelsen i 2017. En erfaren mediemand med godt 25 år på Jyllands-Posten og 10 år i direktionen i JP/Politikens Hus, herunder flere år som koncerndirektør.

Ulla Lynge er i dag medlem af blandt andet bestyrelsen for Nuuk City Development og næstformand i Grønlands Økonomiske Råd. til august tiltræder hun i øvrigt som sekretariatschef i CSR Greenland.

Udover Lynge og Bruun vil bestyrelsen bestå af de hidtidige medlemmer, Klaus Nygaard, direktør i Naturinstituttet samt medarbejderrepræsentant Jette Andersen.