22. juni 2018

Great Greenland fortsætter ny strategi

Ny bestyrelsesformand

Direktør i ACR og bestyrelsesformand i Great Greenland,
Juliane Henningsen, til nationaldagsfest i Sisimiut.
Direktøren for Arctic Circle Business, Juliane Henningsen, sætter sig i formandsstolen i den gamle grønlandske skindproducent, Great Greenland i Qaqortoq.

Henningsen blev valgt til formandsposten på det konstituerende møde i bestyrelsen den 20. juni, hvor hun erstatter Bruno Olesen, der er udtrådt af bestyrelsen. Juliane Henningsen blev fornyligt nyvalgt til bestyrelsen sammen med direktør Niels Eli Boassen.

Den øvrige bestyrelse i Great Greenland består af næstformand Tommy Ege Kristensen, Anette Grønkjær Lings og Erik Sivertsen.

Great Greenland, der blev stiftet i 1985, er Grønlands eneste garveri - og virksomheden er især kendt verden over for sælskindsprodukter i luksusklassen. Selskabet meddeler, at den nye bestyrelse vil fortsætte arbejdet med den handlingsplan, som blev påbegyndt i det nye år. Her vil fokus blandt andet være på øget indhandling langs hele kysten. Indhandlingen af skind har været faldende, selv om der er øget efterspørgsel.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar