13. juni 2018

Rigsmøde på Færøerne

EU og Nordisk Ministerråd på dagsordenen

Det årlige rigsmøde fandt sted på Færøerne. Foto: Wikipedia
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, den færøske Lagmand Aksel V. Johannesen og Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen holdt 11. og 12. juni det årlige rigsmøde, som i år foregik på Færøerne.

På mødet diskuterede man blandt andet det fremtidige samarbejde i forhold til EU efter Brexit og desuden mulighederne for at Færøerne og Grønland kan tale deres egen sag i internationale sammenhænge. Det er i dag sådan, at udenrigspolitiske spørgsmål varetages af Danmark på hele Rigsfællesskabets vegne, og det kan give store udfordringer blandt andet i forhold til EU, hvor hverken Færøerne eller Grønland er medlemmer - og hvor der ofte er store værdier på spil for netop de to nordatlantiske rigsdele.

Man kom også ind på problemet i forbindelse med det kommende danske formandsskab i Nordisk Ministerråd. Færøerne har længe ønsket at blive selvstændigt medlem her, men det kommer næppe på tale i en overskuelig fremtid.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde efter mødet, at man havde aftalt at finde en model til formandsskabet, der giver de to nordatlantiske rigsdele indflydelse på, hvad der kommer på dagsordenen i Nordisk Råd.

Efter rigsmødet holder Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen onsdag særskilte drøftelser i København med henblik på at sikre finansieringen af de grønlandske infrastruktur-projekter. Her skal især forholdet til mulige kinesiske investorer drøftes.

Trofæjagt i Kangerlussuaq

Planer om hyttebyggeri i jagtområdet

Trofæer fra Kangerlussuaq. Foto: Qeqqata Kommunia
Naalakkersuisut har uddelt ti koncessioner til trofæjagt i området ved Kangerlussuaq.

Koncessionerne er alle gået til lokale operatører, der med koncessionerne har fået mulighed for langsigtet planlægning og investeringer. Koncessionshaverne vil nu gå i gang med at bygge hytter i tilknytning til jagtområdet. På nuværende tidspunkt drejer det sig om seks nye hytter/lodges, og samtidig har en af koncessionshaverne planer om at udvide en eksisterende hytte.

 - Turismen er et bærende element i Qeqqata Kommunias erhvervsstrategi, og her har det stor betydning, at vi nu kan tilbyde trofæjægere en oplevelse for livet i de smukke arktiske omgivelser ved Kangerlussuaq. Med koncessionsprincippet giver vi lokale fangere og jægere mulighed for at blive turistoperatører – og dermed sikrer vi et erhvervsliv, der er stærkt lokalt forankret, siger borgmester Malik Berthelsen fra Qeqqata Kommunia.

Uddelingen skete efter en offentlig udbudsrunde, hvorefter et bedømmelsesudvalg bestående af Qeqqata Kommunia, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og Departementet for Erhverv og Energi har foretaget en samlet vurdering af de indkomne ansøgninger. Vurderingen er foretaget på baggrund af vurderingskriterierne: Aktivitetsplan, sagkundskab og erfaring, finansieringsplan og grønlandsk forankring.

12. juni 2018

Sanering i Grønnedal

Lupiner skal udryddes

På billedet skimtes vejen til kryolitminen
i Ivigtut. Foto: Forsvaret.dk
Kommuneqarfik Sermersooq og Forsvarets Bygningstjeneste indgik mandag en aftale om at sanere en del af bygningsmassen på flådestation Grønnedal, Kangilinnguit.

Aftalen omfatter Forsvarets og kommunens bygninger i området ”Halv Tolv”, og er blevet til efter en aftale sidste år mellem formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, fortæller Forsvaret.dk.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hen over efteråret og vinteren fjernet en stor mængde ikke-farligt affald. I år skal bygningeri Kangilinnguits sydlige ende fjernes, da Forsvaret og kommunen ikke længere anvender dem. Bygningerne blev ryddet, da Grønlands Kommando blev nedlagt i 2012.

Arbejdet tilrettelægges og gennemføres af Kommuneqarfik Sermersooq i sammenhæng med kommunens øvrige oprydningsopgaver i bygder langs kysten. Kommunen vil samtidig indsamle jernskrot i Ivigtut.

Parallelt med bygningssaneringen vil Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse igangsætte et pilotprojekt vedrørende bekæmpelse af Arktisk Lupin, som er en invasiv art, der har bredt sig i store områder i Kangilinnguit.

Når Værnsfælles Forsvarskommando og Arktisk Kommando senere på året har fået klarhed over, hvilke bygninger i hele Kangilinnguit, der ikke længere skal anvendes, vil der blive lagt en plan for den resterende del af bygningssaneringen.

Grønnedals historie går tilbage til 1942, hvor basen blev anlagt af USA for at beskytte den nærligge kryolitmine i Ivigtut. Basen blev sidenhen overtaget af Danmark, hvor den var aktiv i perioden 1951 - 2012. Kangilinnguit tjener i dag som såkaldt operativt støttepunkt og er til daglig bemandet med tre mand.

8. juni 2018

Atter nationaldag i Zoo

Se programmet

Otto Albrechtsen taler på den grønlandske nationaldag.
Det er blevet en fast tradition i det grønlandske miljø i Aalborg, at Zoo lægger have til den grønlandske nationaldag - og traditionen fastholdes selvfølgelig også i år.

Her foregår festen om eftermiddagen og om aftenen, sådan som det er sket de seneste to år. Men som noget nyt, bliver der også en markering af nationaldagen i Det Grønlandske Hus i Aalborg om formiddagen.

Her bydes der på morgenkaffe, åbent hus, flaghejsning og tale af formand Otto Albrechtsen.

Hele programmet kan ses her.
Nationaldagshygge i Aalborg Zoo i 2017.

Gæld eftergivet

Ingen olie, ingen tilbagebetaling

Finansminister Kristian Jensen sletter den
færøske gæld efter bankkrisen. Foto: Nadia Fryd
Finansminister Kristian Jensen har eftergivet Færøerne en gæld på en halv milliard kroner, som de nordatlantiske øer pådrog sig efter landets store bankkrise i halvfemserne. Den halve milliard er forlængst udgiftsført i statsregnskabet, så i følge finansministeren belaster denne gestus ikke saldoen på nationalregnskabet.

De mange penge skulle have været tilbagebetalt, hvis der blev fundet olie i farvandene omkring Færøerne, men da der ikke er udsigt til, at det vil ske, har regeringen valgt at eftergive gælden.

Et aktstykke fra finansministeren til Folketingets finansudvalg fortæller om baggrunden for lånet:

"Den danske stat indgik i 1998 en aftale med den færøske regering omkring den færøske banksag. Færøerne blev i perioden 1989-1995 ramt af en dyb økonomisk krise som følge af faldende fiskepriser. Krisen blev forstærket og forlænget af en bølge af konkurser i banksektoren. 

I 1998 udgav undersøgelseskommissionen for den færøske banksag en rapport med en række anbefalinger til omstrukturering af Færøernes gæld og banksektoren. Rapporten vurderede, at Færøerne havde betalt en uforholdsmæssig andel af omkostningerne for oprydningen af banksektoren. Som følge heraf indgik staten en aftale om at omstrukturere 4.023 mio. kr. af det færøske landsstyres gæld til et 20-årigt annuitetslån, eftergive gæld for 900 mio. kr. og give et 20-årigt rente- og afdragsfrit lån på 500 mio. kr. til det færøske landsstyre. 

Det sidstnævnte lån indeholdt en option på, at lånet kunne eftergives, såfremt det færøske landsstyre efter 20 år ikke »har startet udvinding af rå- stoffer«. Baggrunden for dette var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne, og at evt. kommende økonomiske gevinster ved at udvikle en råstofsektor på Færøerne og diversificere økonomien fra fiskeriet kunne benyttes hertil. Imidlertid har Færøerne ikke udviklet en råstofsektor over perioden og vil i den forbindelse benytte sin optionsret til afviklingen af lånet."

Abelsen ny turistformand

Grønlandsk turisme i medvind

Maliina Abelsen erstatter Kenneth Høegh
som formand for Visit Greenland. Foto: Visit Greenland
Det går godt for den grønlandske turisme, fortalte formanden for Visit Greenland gennem de seneste fire år, Kenneth Høegh, på turistorganisationens generalforsamling forleden.

- Tallene fortæller, at der er grund til at se positivt på fremtiden for turismen i Grønland. Der er forventning om positiv vækst i 2018 udmeldt af branchen, indikationer som tyder på at væksten fra de seneste år fortsætter. Interessen for Grønland og Arktis viser sig også i antallet af henvendelser fra individuelle rejseskribenter og mediehuse med en stigning på 44 % fra 2016, sagde Kenneth Høegh og fortsatte:

- Markedsføring er det lange og seje træk, som Visit Greenland har stået for siden 1992 og styrket på forskellige medietyper og platforme de senere år især. Markedsføring er som at plante et træ i vores land, tingene tager en rum tid for at vokse til.

Kenneth Høegh blev i foråret departementschef i Naalakkersuisut og blev skiftet ud på formandsposten med Maliina Abelsen, der er kommerciel direktør i Air Greenland.

7. juni 2018

ACB satser på infrastruktur og turisme

Ny bestyrelse i Arctic Circle Business

Den ny bestyrelse i ACB vil kæmpe
 for lufthavnen i Kangerlussuaq. Foto: ACB
Arctic Circle Business tror på, at der er masser af vækstpotentiale i regionen, der blandt andet omfatter byerne Sisimiut, Maniitsoq og Kangerlussuaq. Det skriver erhvervsorganisationens formand Miki Brandt og næstformand Henrik Sachse i en pressemeddelelse, efter at ACB holdt generalforsamling den 24. maj.

- Vi skal have et solidt boligbyggeri i Qeqqata Kommunia, vi skal have flere uddannelsesinstitutioner og udbygge Qeqqata Kommunia som en uddannelseskommune og en attraktiv kommune som man vælger at bosætte sig i, hedder det i pressemeddelelsen, der slår fast, at an vil engagere sig dybt i den grønlandske lufthavnsdebat.

- Regionens detailhandel og fremme af lokale indkøb og et velfungerende butiksliv er noget vi også vil fokusere på. Væksten kommer dog ikke af sig selv. Vi skal som en driftig region have bedre muligheder. Derfor skal man forvente at ACB også fremadrettet engagerer sig i debatten om lufthavne.

- Set som en samlet region er det vores ambition, at politikerne vedtager en samlet infrastrukturpakke for Qeqqata Kommunia: Lufthavnen i Kangerlussuaq udvikles og bevares, vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq realiseres, havnen i Kangerlussuaq samt et nyt havneselskab i Sisimiut udgør en sammenhængende infrastruktur i regionen. Vi støtter kommunens beslutning om A/S Arctic Circle Traffic, hvor vi gerne vil være med til at sikre en brugbar og sikker infrastruktur for det eksisterende erhvervsliv. Denne samlede pakke vil udgøre fundamentet for vores turismeambitioner og gøre vores destination endnu mere attraktiv,  forklarer makkerparret Brandt og Sachse og fortsætter:

- Destination Arctic Circle skal udvikles og promoveres med de mange turismeaktører, der tilbyder turisterne unikke oplevelser. Vi vil igen kraftigt appellere til, at Kangerlussuaqs nuværende banelængde bevares og udvikles. Kangerlussuaq er en bygd med en driftig befolkning som servicerer lufthavnen, turister, forskere, forsvaret og amerikanerne. Kangerlussuaq er ikke kun en mellemdestination, det er en destination som byder på mange attraktioner hvor indlandsisen, nordlyset, dyrelivet med en velfungerende turismebranche som har en omsætning på over 70 millioner kroner.

ACB's nye bestyrelse består af  formand Miki Brandt, VVS-Service Sisimiut A/S, næstformand Henrik Sachse,  Arctic Star, Malene Christensen, Grønlandsbanken Sisimiut, Søren Olsen Damgaard, Royal Greenland A/S, Jesper Christensen, Led Solar Greenland samt Anette Lings, Hotel Sisimiut.

6. juni 2018

Protektionisme bekymrer

AEC går ind for frihandel

Formand for Arktisk Økonomisk Råd er
 bekymret over den stigende protektionisme.
Arctic Economic Council er bekymret over, hvad organisationen betegner som den stigende protektionisme i verden. Bekymringen kommer, efter at USA blandt andet har indført told på jern og aluminium fra EU.

- Adgang til markederne er en forudsætning for vækst og udvikling - og sikrer forudsigelighed for internationalt baserede virksomheder. Derfor arbejder AEC på at sikre stærke markedsforbindelser på tværs af grænser i Arktis, siger Tero Vauraste, formand for AEC.

 AEC tror på, at frihandel er en nødvendig forudsætning for en bæredygtig udvikling af de arktiske økonomier. De udfordrende klimatiske forhold kræver adgang til den bedste teknologi og knowhow - og det er derfor vigtigt at sikre et frit flow af varer og arbejdskraft over grænser.

- Med kun fire millioner indbyggere har det totale arktiske marked en begrænset størrelse, men et stort vækstpotentiale. Den øgede protektionisme har stor skade på udviklingen af disse potentialer, slutter Vauraste.

5. juni 2018

Færre uddannet

Flere grønlændere tager uddannelse i udlandet

Selv om der er sket et fald i antallet af grønlændere, der
 tager en videregående uddannelse, er tallet ikke
alarmerende. I sidste uge dimitterede 15 pædagoger
 fra den decentrale pædagoguddannelse.
Der er sket et fald i antallet af grønlændere, der tager en videregående uddannelse. Fra 2016 til 2017 faldt antallet med otte procent. Det viser tal fra Grønlands Statistik, der netop har offentliggjort en oversigt over gennemførte uddannelser blandt grønlændere.

Undersøgelsen viser, at i alt blev der gennemført 244 uddannelser. Heraf blev 46 procent gennemført uden for Grønland. Mens antallet af gennemførte uddannelser i udlandet steg, så faldt antallet i Grønland. Der var især færre nyuddannede folkeskolelærere i 2017 i forhold til året før. Derudover blev der ikke uddannet et hold socialpædagoger decentralt i 2017.

Der er imidlertid ikke grund til bekymring, siger Grønlands Statistik: - Set over en længere periode har der været en stor stigning i antallet af gennemførte forløb på de videregående uddannelser. Siden 2005 er antallet steget med 82 procent.

Blandt de videregående uddannelser bliver der uddannet flest fra professionsbacheloruddannelserne, mens færrest vælger en kandidatuddannelse. Udviklingen viser dog at flere og flere gennemfører en kandidatuddannelse. I 2017 blev der uddannet 38 kandidater. Langt de fleste bliver uddannet i udlandet.

I 2017 var der 1278 aktive studerende på videregående uddannelser. Heraf var 828 studerende aktive i Grønland, mens 450 studerende var aktive i udlandet. Antallet af aktive ligger på samme niveau som i 2016. Siden 2005 er antallet af aktive steget med 77 procent. Det er de videregående uddannelser i Grønland, som har oplevet den største vækst.

Antallet af påbegyndte forløb på videregående uddannelser toppede i 2015, men er sidenhen faldet med 18 procent frem til 2017. Det gælder både på uddannelser i Grønland og i udlandet. Antallet af påbegyndte forløb i 2017 ligger dermed på samme niveau som i 2010.

31. maj 2018

Succes med samarbejde

Samarbejde mellem skoler og virksomheder

Qaqisa er en succes, fastslog deltagerne i mini-seminaret.
 Nu søger man fondsmidler, så successen kan
videreudvikles. Foto: Michael Binzer.
- Tirsdag 29. maj kulminerede næsten 3 1/2 års frivillig indsats fra en bredt sammensat styregruppe bestående af deltagere fra Folkeskolens ledelser, Skoleforvaltning, IMAK (Lærernes organisation), NGO'er og virksomhedsledere med det klare formål at lave en værktøjskasse, Qaqisa, for de ældste klasser i den grønlandske folkeskole. Værktøjskassen giver praktiske anvisninger på spørgsmål som erhvervspraktik, CV-skrivning og forældreinvolvering, fortæller Michael Binzer fra konsulentvirksomheden Visiobox Consulting A/S.

- Arbejdet skal sikre en tættere dialog mellem alle interessenter i det grønlandske samfund, så flere unge får taget en videregående uddannelse - enten på en erhvervsskole, gennem en virksomhed eller en universitetsuddannelse.

På et mini-seminar tirsdag konstaterede deltagerne, at projektet er kommet godt fra land:

- I Aasiaat var det primært erhvervslivet, der var motoren. I Paamiut var det primært skoleledelsen , der var motoren i samarbejdet, mens i Sisimiut var det hele kæden som hang sammen  fra borgmesteren til skoledirektøren (Laust Løgstrup, der har siddet med i Styregruppen i hele perioden) og frem til skolelederne og virksomhedslederne, beretter Binzer.

Nu er tiden kommet til næste fase i projektet. Styregruppen søger derfor ekstra midler gennem Bikuben Fonden og andre fonde til at finansiere et tre-årigt projekt med ansættelse af en dedikeret projektleder, der skal ud på kysten og hjælpe til lokalt med at få konceptet til at virke.

Den omfattende værktøjskasse til skole-virksomhedssamarbejdet, Qaqisa, kan gratis downloades af alle på CSR-Greenlands hjemmeside.