9. november 2017

På vej mod en fødevareklynge

Ønsker om øget fødevareeksport

Grønlandske agurker fra Upernaviarsuk.
Grønland er godt i gang med at få en fødevareklynge. Det blev resultatet efter en workshop i slutningen af af oktober, hvor en lang række interesserede fra både det etablerede erhvervsliv, iværksættere og forskere mødtes for at diskutere udviklingen af den grønlandske fødevaresektor.

Folkene bag klyngen drømmer om, at Grønland om ti år har en øget eksport af vand, fisk og tang. Desuden er det visionen, at Grønland har et bæredygtigt landbrugserhverv, og at der er udviklet en stærk kobling mellem fødevareproduktionen og turismen.

-  Der er udviklet en stærk kobling mellem madtraditioner/forskning/gastroturisme (‘formidling’ og kommercialisering af oprindelig grønlandsk viden om mad og ernæring….), som det hedder i referatet af klyngeworkshoppen.

Klyngen har også planer om at udvikle produktionen af såkaldt convenience food, så der er skabt nemt tilgængelig hverdagsmad med udgangspunkt i sunde grønlandske kvalitets-råvarer.

Målet skal skabes gennem blandt andet et eksperimentielt køkken - et såkaldt innolab - i Nuuk, ligesom iværksætter-tankegangen skal styrkes. det er også planen at etablere en fælles kommunikationskanal, hvor de grønlandske produkter kan markedsføres.

Det er blevet besluttet at nedsætte fire arbejdsgrupper, der skal arbejde videre med klyngeplanen. Desuden er der nedsat en koordineringsgruppe med repræsentanter for Sermersooq Business Council, Greenland Perspective og Royal Greenland.

Bag klyngeworkshoppen stod Sermersooq Business Council. Klyngeworkshoppen er et resultat af konferencen ”The Greenland Label – Quality Food from the Arctic”, som foregik på Grønlands Universitet i Nuuk, Ilisimatusarfik, i marts. Konferencen blev til på initiativ af Arctic Business Network.

7. november 2017

Norge inviterer til konference

Invitation til ABN-medlemmerne

Arctic Frontiers er et af de væsentligste arktisk mødesteder.
Norge har i en årrække søgt øget indflydelse i Arktis. Et af værktøjerne er den årlige konference Arctic Frontiers, der finder sted i Tromsø - og nu kan man opleve en flig af Arctic Frontiers i Danmark...

Nu inviterer den norske ambassade i København i samarbejde med Arctic Frontiers til en konference med titlen: "Norge og Danmark - samarbeid for kunnskabsstyrt utvikling i Arktis".

Konferencen har Martin Breum som moderator og finder sted på den norske ambassade, Veleursvej 6 i Hellerup den 28. november kl. 9.00 til 12.30.

Blandt oplægsholderne er Kongeriget Danmarks arktiske ambassadør Hanne Eskjær, Niels Christian Wang fra Forsvarsakademiet, professor Minik Rosing, der alle suppleres af tilsvarende norske kapaciteter.

Medlemmerne af Arctic Business Network er inviteret. Nærmere oplysninger hos redaktør Jesper Hansen ( Se e-mail til højre)

Protest gav mersalg

Ungdommen kunne lide "det forbudte rum"

Afskærmning øger interessen for vin og
spiritus, mener detailhandelen i Grønland.
I fredags valgte Pisiffik sammen med Brugseni at afskærme vinafdelingerne i Pisiffik Nuuk Center og Brugseni i Nuuk centrum. Status på denne dag er ifølge Heine Stilling Jensen, indkøbsdirektør i Pisiffik, at der var vækst i omsætningen i salget af alkohol.

- At afskærmning ikke reducerer alkoholsalget, kendes fra andre lande. Kunderne fik oplevelse af en vinbutik, brugte mere tid bag afskærmningen, end de normalt gør i vinafdelingen, og købte mere. Der var ligeledes væsentligt flere unge mennesker i afdelingen end normalt, da de syntes, at det var spændende at komme ind i det forbudte rum, lyder det fra indkøbsdirektøren.

- Desværre syntes Pisiffiks medarbejdere ikke, at dagen var lige så sjov, da de følte sig lukket inde. I mindre butikker, hvor vinafdelingen kun er på få kvadratmeter, vil denne følelse være stærkere, fortsætter Stilling Jensen, der dog ikke har de store forhåbninger om, at protestdemonstrationen vil påvirke politikerne:

-  At eventen ikke påvirker naalakkersuisoq er ingen overraskelse. Mange af høringssvarene påvirkede heller ikke departementet, ligesom der ikke er kommet noget ud af tilbud om dialog og samarbejde.

Heine Stilling Jensen understreger, at Pisiffik gerne vil være med til at løse et samfundsproblem som misbrug. Men på et grundigt analyse grundlag, hvor fakta og analyser identificerer, hvor der skal sættes ind. Det fremsatte lovforslag er et quick fix baseret på følelser, men med store omkostninger. Ikke bare for detailbranchen, men for Grønlands langsigtede økonomiske vækst.

- Vi er ikke bekymret for vores omsætning i forbindelse med loven. Men vi stiller os tvivlende overfor, at den fremsatte alkohollov vil hjælpe, når der ikke findes dokumentation for at disse tiltag har hjulpet andre steder. Til gengæld behøver vi blot at se til Island for at se, hvad der kan virke.

Islandsk forskning viser, at unge drikker eller misbruger grundet stress i skole og hjem. Island har derfor arbejdet målrettet arbejdet på at fjerne denne stress ved at give alternativer til misbrug. Det er længe bevist, at skræk og advarsler ikke virker, og i stedet har Island skabt rammerne for alternativer som fritidsaktiviteter, tid med forældre og en velfungerende skole som arbejder tæt sammen med myndighederne, oplyser Pisiffik i en pressemeddelelse.

Nyt færøsk havforskningsskib

Også Grønland har brug for nyt skib

Færøerne investerer stort i hav- og
fiskeriforskning. Foto: Wikipedia
Det færøske fiskeri- og havforsknings institut Havstovan får nyt havforskningsskib i 2020. Nybygningen til godt 215 millioner kroner bygges af MEST Shipyard, der har faciliteter flere steder på Færøerne. Det nye skib skal afløse Havstovans nuværende forskningsfartøj, Magnus Heinason, fra 1978, meddeler Søfart.

Dermed melder Færøerne sig ind i den række af lande, der i øjeblikket investerer stort i arktisk havforskning. I Norge er de ved at lægge sidste hånd på landets nye forskningsskib, Kronprins Haakon, til en byggesum på 1,4 milliard norske kroner, og Australien er godt i gang med en forskningsisbryder til 1,9 milliarder australdollars. U.S. Coast Guard forventer at påbegynde byggeriet af fem isbrydere, der både skal bruges til at hævde territorium og forskning i 2019.

Også Grønland ønsker et nyt forskningsskib. For nyligt oplyste direktøren i Grønlands Naturinstitut Klaus Nygaard til Sermitsiaq.AG, at instituttets 30 år gamle skib, Pâmiut, er klar til at gå på pension.

- Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi får finansieret et nyt skib. Det bliver næppe via fonde, men der er flere andre muligheder, som vi nu skal have lavet en økonomisk redegørelse for, sagde Klaus Nygaard til Sermitsiaq.AG.

Støtte til ny vej

Infrastrukturudviklingen er gået i stå i Qeqqata Kommunia

Qeqqata Kommunia drømmer om et ATV-spor
eller grusvej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq
.
Qeqqata kommunalbestyrelse finder det dybt bekymrende, at infrastrukturudviklingen er gået i stå i Qeqqata Kommunia. Udviklingen af erhvervslivet bremses, og turistaktører kan ikke få igangsat deres udviklingsplaner, mener kommunen, og derfor har borgmester Malik Berthelsen rykket Naalakkersuisut for en afklaring:

 - Der skal findes en afklaring på Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM), så anlæggelse af vej mellem Kangerlussuaq og Kangerluarsuk Tulleq kan finde sted til sommer, uden at det blokerer for det fortsatte arbejde med at finde en løsning for passagen gennem Sisimiut vandspærrezone og dermed strækningen mellem Kangerluarsuk Tulleq og Sisimiut, hedder det i henvendelsen.

I Arctic Circle Business (erhvervsrådet for Qeqqata) er formand Jens Christian Eldevig klar med støtte til borgmesteren:

- Naturvejen vil ikke kun være gavn for erhvervslivet men også for den lokale befolkning, der kan benytte vejen for at komme sikkert og nemt ind i baglandet. Vi håber derfor, at partierne i Inatsisartut og Naalakkersuisut vil være med til at løfte Qeqqata Kommunia's ambitioner om at skabe bæredygtig udvikling som fremmer turismen samt styrker erhvervslivets muligheder for yderligere vækst, hedder det i erhvervsrådets støttebrev, der fortsætter:

"Derfor vil erhvervsrådet, der har 80 medlemsvirksomheder bag sig, gerne bakke op om borgmesterens krav om at Naalakkersuisut udviser reel engagement i forbindelse med realisering af naturvejen. Det vil bestemt hænge sammen med Naalakkersuisuts mål om en balanceret udvikling, så også Qeqqata Kommunia kan videreudvikle regionen til gavn for den økonomiske udvikling.

Med den kommende Aasivissuit - Nipisats UNESCO optagelse forventer vi her i regionen at opleve en stig-ning af turistbesøg. Destination Arctic Circle vil derfor være klar til at tiltrække turister på baggrund af kom-binerede natur- og kulturtilbud som hundeslæde, outfitting, vandring, sejlture, lystfiskeri, trofæjagt og meget mere.

Det er en kendsgerning at Qeqqata Kommunia og i særdeleshed Kangerlussuaq er Grønlands 2. mest besøgte destination med et stigende antal turister. Der ligger uanede muligheder for at udnytte naturen bedre end før."

3. november 2017

Julehilsen fra Aalborg

DR's julehilsen til Grønland sendes igen i år fra Musikkens Hus i Aalborg

Musikkens Hus i Aalborg danner atter
rammen om Julehilsen til Grønland.
Timm Vladimir og Maria Motzfeldt er værter, og Musikkens Hus danner rammen, når DR igen i år sender ’Julehilsen til Grønland’ fra Aalborg.

Optagelserne finder sted onsdag den 6. december i Musikkens Hus på Aalborgs havnefront.

I 2017 er det præcis 85 år siden, at DR sendte julehilsner nordpå for første gang – først på radio fra 1932, og siden 1983 også på TV.

- Julehilsner til Grønland er et af DRs ældste programmer, og jeg ved, at det for rigtig mange mennesker er blevet en vigtig tradition. Jeg er glad for, at vi igen i år skaber programmet med samarbejdspartnere i Aalborg, og jeg glæder mig til at opleve den følelse af fællesskab og fest, som jo stråler ud af netop ’Julehilsner til Grønland’, siger DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen.

Administrerende direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen er glad for igen i år at lægge lokaler til julefesten:

- Julehilsner til Grønland i 2016 er en af de bedste og flotteste TV-produktioner, der er lavet i Musikkens Hus. Derfor har vi lagt os i selen for at kunne gentage værtskabet her i 2017, siger han.

Musikkens Hus i Aalborg kan også allerede nu en måned før optagelserne melde totalt udsolgt til det traditionsrige arrangement, men det er muligt at komme på venteliste til optagelserne. Det kan ske med dette link.

Protest mod spritlov

Detailhandelen demonstrerer fredag

Politikerne i Grønland ønsker
at stramme spirituslovgivningen.
Bølgerne går højt i Grønland, hvor man i øjeblikket diskuterer en ny og strammere alkohol-lovgivning, der blandt andet vil begrænse markedsføringen af alkohol.

Derfor har Brugseni og Pissifik besluttet, at fredag den 3. november 2017 kan kunderne kun købe alkohol inden for et afskærmet områdefor at vise, hvordan det bliver i fremtiden, hvis den nye alkohollov godkendes i Inatsisartut.

- Vi håber at Inatsisartut dropper lovforslaget ved 2. behandlingen mandag den 6. november, og i stedet går i dialog og samarbejde på tværs af brancher, organisationer og myndigheder, så alkoholmisbrug kan reduceres, siger marketings- og indkøbsdirektør i Pisiffik, Heine Stilling Jensen og salgschef i Brugseni, Jes Nyborg.

Hvis alkoholloven vedtages i sin nuværende form vil alle detailkæder i Grønland fra 1. marts 2018 være tvunget til selv at skulle betale de ombygninger og afskærmninger, der kræves i butikkerne.

- Regningen for dette vil blive lagt oveni prisen på øvrige varer. Dertil kommer øgede personaleomkostninger, da afskærmede områder vil kræve konstant bemanding for at undgå tyveri, siger Heine Stilling Jensen og Jes Nyborg.

Alkoholloven kan også få store konsekvenser for detailkædernes mulighed for at ansætte unge under 18 år i en fast stilling, et studiejob eller i en læreplads. Det vil betyde større ungdomsarbejdsløshed og færre lærlinge i denne aldersgruppe. En aldersgruppe, som er vigtigt at få i gang, og motivere til at tage en uddannelse eller få fast job. Mange unge bruger detailbranchen til at få erfaring og den første kontakt med arbejdsmarkedet, og efter nogle år starter de uddannelse. Denne mulighed vil ikke eksistere i samme omfang.

- Vi vil meget gerne i dialog med politikerne og vi deltager også gerne aktivt i forebyggelsesarbejdet, slutter Heine Stilling Jensen og Jes Nyborg. Pisiffik og Brugseni viser deres protest ved at afskærme vinafdelingerne på fredag i Brugseni Nuuk centrum og Pisiffik Nuuk, og kunderne vil kun kunne købe alkohol inden for afskærmningen.

I perioden 1979 til 1982 var der spiritusrationering i Grønland. Da rationeringen ophørte, steg salget af alkohol eksplosivt, men er siden dalet jævnt, så niveauet nu ligger langt under det danske spiritusforbrug. Den udvikling er sket, selv om lovgivningen løbende er blevet lettet med blandt andet længere åbningstider. På trods af den positive udvikling har Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, ønsket at stramme lovgivningen. Det vil i følge Pisiffik og Brugseni have en række konsekvenser:

- Al alkohol sælges kun fra afskærmet område, det gælder både vin, øl og spiritus
- Længere kassekøer – kun én kasse åben for alkoholsalg
- Ingen markedsføring af alkohol i tilbudsaviser, da annoncering i det offentlige rum er forbudt
- Stigende detailpriser, da flere omkostninger til ombygning af butikker og fast personale i det afskærmede område

2. november 2017

SBC får ny direktør

Ulla Lynges afløser fundet

Rune Krogh Fridorff-Hansen er ny direktør i SBC.
Sermersooq Business Council har med virkning fra den 1. december ansat Rune Krogh Fridorff-Hansen. Han kommer fra en stilling som landedirektør i den internationale it-virksomhed EG A/S. Med sig bringer han flere end 15 års erfaring med ledelse, forretningsudvikling, IT og iværksætteri i Grønland, oplyser SBC i en pressemeddelelse.

Den nye direktør er opvokset i Grønland, uddannet i Danmark og har boet de sidste 15 år i Nuuk.

Rune Krogh Fridorff-Hansen overtager direktørposten efter Ulla Lynge, som har arbejdet målrettet med at udvikle Sermersooq Business Council fra en nystartet organisation til etableret erhvervsudviklingsinstitution.

- Min passion er at skabe resultatorienteret udvikling og ikke mindst vækst. Jeg glæder mig til at bringe min erfaring med forretningsudvikling i Grønland i spil og være med til at underbygge nye vækstmuligheder i Kommuneqarfik Sermersooq, fortæller Rune Krogh Fridorff-Hansen.

Ny hjemmeside

Hvad betyder klimaændringerne for Grønland?

Klimaforandringerne giver nye muligheder for landbrug
 og skovbrug i Grønland, fortæller ny hjemmeside.
Det grønlandske departement for Natur og Miljø lancerede 1. november en opdateret, moderniseret og mere brugervenlig version af portalen ”Climate Greenland” på grønlandsk, dansk og engelsk.

Klimaportalen giver et overblik over de områder, hvor landet berøres af et forandret klima. Ligesom man kan følge, hvad forskellige sektorer gør for at tilpasse sig forandringerne.

Portalen består af fire indgangsveje: borger, kommune, erhverv, undervisning. Herudover findes information om fremtidsscenarier for klimaet i Grønland, faktuelle oplysninger om Grønlands udledning af drivhusgasser og Grønlands internationale klimasamarbejde.

Man kan blandt andet læse, at vandstanden omkring Grønland i fremtiden forventes at falde selvom den globalt set vil stige. Det betyder, at Grønland bliver større, mens nogle stillehavsøer vil forsvinde.
Endvidere indeholder klimaportalen kontaktoplysninger til relevante personer og organisationer og andre relevante klimarelaterede hjemmesider.

Læs mere på Climate Greenland.

Grønland bejler til Kina

Officielt besøg i Kina

Naalakkersuisoq Hans Enoksen ser gerne
kinesisk deltagelse, når de nye grønlandske
 lufthavne skal bygges.
En større grønlandsk delegation er i øjeblikket i Kina for at øge interessen for investeringer i Grønland. Delegationen har en god del af Naalakkersuisut i spidsen: Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi Hans Enoksen, Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Karl Kristian Kruse og Naalakkersuisoq Múte B. Egede.

Delegationen har blandt andet sammen med Kalaallit Airports holdt møder med med en række kinesiske entreprenørselskaber og banker, blandt andet de kinesiske entreprenørselskaber China Communications Construction Company Ltd. (CCCC) og Beijing Construction Engineering Group (BCEG). Begge selskaber har stor erfaring med anlæg af lufthavnsprojekter og er blandt de største entreprenørselskaber ikke kun i Kina, men på verdensplan. Her blev de grønlandske lufthavnsprojekter i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq drøftet, med henblik på muligheden for de kinesiske virksomheder til at byde ind på anlægsarbejdet, som forventes udbudt i første halvdel af 2018.

Desuden mødtes delegationen med den kinesiske eksport-import bank (EXIM), hvor en mulig kinesisk deltagelse i finansieringen af lufthavnsprojekterne blev drøftet.

Efter møderne sagde Hans Enoksen blandt andet:

- Jeg er særdeles glad for de positive tilbagemeldinger på møderne, og det er mit håb, at vi modtager konkurrencedygtige bud i forbindelse med gennemførelsen af de kommende licitationer. Målet er at nedbringe anlægs- og finansieringsomkostninger mest muligt.

Søndag var delegationen vært for en såkaldt Greenland Day på den danske ambassade i Beijing. I en fyldt sal præsenterede Grønlands Selvstyre, Kalaallit Airports A/S, Nukissiorfiit, Airgreenland, Visit Greenland og Albatros Travel (Kina) de grønlandske projekter og potentialer indenfor blandt andet erhvervsområdet, lufthavne, vandkraft, turisme, rubiner, drikkevand i Grønland.

På turismeområdet blev der meldt om stor interesse for Grønland, og det forventes, at væksten fortsætter i de kommende år.

Grønlandsdagen blev afsluttet med en præsentation fra Great Greenland og en modeopvisning med fremvisning af eksklusive sælskindspelse. Polar Seafood sørgede for, at alle de kinesiske gæster kunne smage en række grønlandske råvarer.

På et efterfølgende pressemøde for den kinesiske presse, blev der spurgt ind til en række af dagens temaer, herunder vandkraft, forskning, turisme samt olie- og/gasefterforskning i Grønland.