3. september 2015

Obama måske til Grønland

Klima-topmøde i Alaska

Udenrigsminister Kristian Jensen hilser på
 præsident Obama. Vittus Qujaukitsoq kan lige
 anes til venstre for præsidenten. Foto: U.S. Department
of State
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry var i begyndelsen af ugen vært for en stort anlagt klimakonference i Alaska, der blandt andet havde deltagelse af den amerikanske præsident Barack Obama.

Fra Rigsfællesskabet deltog udenrigsminister Kristian Jensen og naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, der begge fik lejlighed til at hilse på præsidenten. De benyttede også lejligheden til at invitere Obama til Grønland. Præsidenten svarede venligt, at det lød som en god ide, men noget endeligt blev ikke aftalt, skriver Sermitsiaq.

Qujaukitsoq holdt under mødet indlæg for de inviterede udenrigsministre om klimaforandringerne i Arktis, og hvordan de påvirker Grønland. I sit indlæg fortalte Vittus Qujaukitsoq om, hvordan klimaforandringerne i disse år ændrer betingelserne for fangere og fiskere i Grønland og understregede endvidere betydningen af, at forskningsprojekter foretaget i Grønland kan bidrage til bedre viden og forståelse af klimaforandringerne og de udfordringer, som verden kommer til at stå over for i fremtiden.

John Kerry taler til udenrigsministrene. Yderst til venstre
Vittus Qujaukitsoq og Kristian Jensen.
Foto: U.S. Department of State.
 I forbindelse med klimamødet i Alaska, benyttede Kristian Jensen og Vittus Qujaukitsoq også lejligheden til at mødes med den sydkoreanske udenrigsminister.

- På mødet fik vi blandt andet drøftet forbedret markedsadgang for grønlandske fiskeriprodukter til Sydkoreas vigtige marked, afholdelsen af et erhvervsfremstød i Sydkorea i 2016, samt intensivering af samarbejdet imellem Sydkoreas ”Korea Polar Research Institute” og Grønland, siger Qujaukitsoq i en pressemeddelelse efter turen til Alaska.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar