24. september 2015

Ny mine på vej

Ironbark søger om udvindingstilladelse i Citronen Fjord

Citronen Fjord ligger meget isoleret
allerøverst i Nordøstgrønland
.
Ironbark har indgivet en ansøgning om tilladelse til udnyttelse af en zink- og blyforekomst ved Citronen Fjord i Nordøstgrønland. Selskabet har i den forbindelse indsendt de lovpligtige forslag til en vurdering af samfundsmæssig bæredygtighed (VSB) og til en vurdering af virkninger på miljøet (VVM) samt et udkast til en undersøgelse af sejladsmæssig sikkerhed. Dokumenterne er nu sendt ud til offentlig høring.

Høringsperioden løber fra 23. september til den 1. december. I høringsperioden vil Naalakkersuisut invitere til offentlige høringsmøder i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Kangerlussuaq. Derudover vil der i januar 2016 blive afholdt særlige borgermøder om projektet i Qaanaaq og Tasiilaq. Datoerne for møderne er endnu ikke fastlagt.

Høringsmøderne og borgermøderne skal gerne give de fremmødte borgere mulighed for at blive informeret og få besvaret deres spørgsmål til projektet, skriver Naalakkersuisut forhåbningsfuldt i en pressemeddelelse.

Læs materialet om den kommende bly- og zinkmine ved Citronen Fjord.

Citronen Fjord er opkaldt efter den danske modstandsmand under anden verdenskrig, Jørgen Haagen Schmith, der blev dræbt af tyskerne i 1944. Schmith havde dæknavnet Citronen, fordi han i 1943 var manden bag en aktion mod Citroëns danske afdeling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar