Planer om erhvervsråd
Erhvervslivet i Sydgrønland taler om et regionalt samarbejde og måske et erhvervsråd. |
- Netværket har til formål at fungere som forum for dialog om temaer som økonomi, erhvervsudvikling, arbejdsmarkedsforhold og opkvalificering- og uddannelse, forklarer en af initiativtagerne, Alex Nørskov fra Nørskov Gruppen.
- Vi har længe savnet et fælles forum, der kan skabe de nødvendige rammebetingelser for professionelt at varetage regionens interesser over for lokale og udenlandske investorer. Vi vil være ambitiøse, og jeg er glad for, at initiativet er blevet vel mødt i regionen, siger Alex Nørskov.
Klyngesamarbejdet er muligvis begyndelsen til flere klynger – for eksempel inden for uddannelse, fødevarer, fiskeri og turisme. Samtidig er der planer om at etablere et regionalt erhvervsråd, der skal fungere som paraplyorganisation for de forskellige kompetenceklynger, oplyser Alex Nørskov.
Borgmester Jørgen Wæver Johansen (Siumut) vurderer, at samarbejdet bliver et vigtigt redskab til at fortsætte samarbejdet mellem alle bosteder i kommunen, når det gælder bygge- og anlægsområdet og råstofsektoren.
-Vi vil som region og som kommune stå stærkere, når vi er i dialog og forhandlinger med eksterne parter, siger Jørgen Wæver Johansen. Bestyrelsen for den nye klynge for bygge, anlægs- og råstofkompetencer er udover borgmesteren Alex Nørskov, Jim Riis og Rasmus Chr. Rasmussen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar