Iværksætter leverer thai-inspireret grønlandsk mad til Kongehuset
Allan Chemnitz fra Greenland Food på vej om bord på Dannebrog med den første ordre fra Kongehuset. Foto: Greenland Food |
På Food Festival delte Greenland Food smagsprøver ud på gung-go-kugler. Det blev en så stor succes, at man i stedet for de planlagte 6.000 i al hast måtte producere yderligere 5.000, så der blev i alt delt flere end 10.000 smagsprøver ud.
Blandt de besøgende var også Prins Henrik med følge - og rygtet om de velsmagende kugler nåede Kongeskibet Dannebrog på Holmen i København.
- Det skal vi også prøve, tænkte hovmesteren og afgav en ordre på 300 gung-go-kugler til en reception i fredags. Greenland Food havde tre dage til at producere kuglerne, og det var en stor udfordring for den lille virksomhed, der netop i øjeblikket er i gang med at flytte fra Hedensted til Korsør.
Men operationen lykkedes i lånte køkkenfaciliteter i Korsør, og en stolt Allan Chemnitz kunne fredag køre til Holmen for at aflevere ordren.
- Det er da lidt spændende, at vores allerførste rigtige bestilling og kunde er Kongehuset. Vi ved ikke engang, hvad det er for en reception, de skal bruges til, fortæller Allan Chemnitz til TV Øst.
Greenland Food er en nystartet virksomhed, der satser på at levere grønlandske råvarer direkte til danske forbrugere. Læs mere på Greenland Foods hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar