Optimisme i Sisimiut
Erik Møller, Marcod: Det giver store konkurrencefordele at dele viden i netværk. |
Arctic Business Network benyttede anledningen og holdt onsdag aften netværksmøde i Aalborg. Mødets tema var Maritim Erhvervsudvikling.
Netop den maritime erhvervsudvikling er hjerteblod i den Frederikshavn-baserede virksomhed Marcod, der blandt andet beskæftiger sig med projektledelse og netværksudvikling i de maritime erhverv.
- Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, fortalte erhvervskonsulent og projektleder Erik Møller og tilføjede, at det giver en masse jobs på landjorden. Her er Nordjylland stærk på blandt andet service og reparation.
- Vi organiserer virksomhederne i forskellige netværk - blandt andet lokalt funderet - fordi det giver stor mening at udveksle viden og ideer. De enkelte virksomheder er specialister på hver deres felt, og når de samarbejder har vi en klynge af virksomheder, der kan markere sig på verdensplan.
- Men det vigtigste er at forstå, at udvikling ikke kan ske lokalt. Kun ved at nedbryde grænserne mellem byerne, kommunerne og regionerne får man de store fordele.
Marcod har blandt andet været involveret i projekter om færger med eldrevne motorer og skrog af kulfiber. Udviklingen på det område mangler endnu det afgørende gennembrud, fordi der ikke findes godkendte standarder, så arbejdet med at udvikle standarder har også Marcods interesse.
Som eksempel på den maritime branches betydning i Danmark, nævnte Møller, at landet mangler skibsingeniører på trods af, at alle de store skibsværfter er lukket.
Direktør Bjarne Elgaard kunne fortælle om stor vækst og optimisme i Qeqqata Kommunia i Vestgrønland. |
- Der er optimisme over hele linien, fortalte Elgaard.
Kommunalbestyrelsen har netop besluttet at anlægge et ATV-spor mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Sporet skal stå færdigt i 2017 og vil få uvurderlig betydning for Sisimiut, spåede Bjarne Elgaard og tilføjede, at netop turismen er inde i en positiv udvikling i området - ikke mindst på krydstogtmarkedet, hvor han har planer om at udvikle modtageapparatet.
På plussiden noterede Bjarne Elgaard også, at der nu er blevet etableret et havneråd i Sisimiut, så man blandt andet får en bedre udnyttelse af havnen i Grønlands næststørste by.
Sisimiut har også netop iværksat et stort recycling-projekt, og byen er også hjemsted for virksomheden Maki Seaweed, der producerer produkter lavet af de enorme tangmængder i de grønlandske farvande.
- Oven i købet forventer alle, at vi står over for et fiskeriboom, så vi har al mulig grund til optimisme, sluttede direktøren for Arctic Circle Business, der i øvrigt har en stand på Danfish International, hvor Bjarne Elgaard i dag og i morgen vil fortælle alle interesserede om Qeqqatas bestræbelser på at blive Grønlands bedste erhvervskommune.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar