Fond vil bruge 10 millioner kroner på grønlandsk idræt
Lokale- og Anlægsfonden vil støtte nye grønlandske idrætsfaciliteter. |
Beslutningen kommer, efter at fonden har modtaget en stribe konkrete henvendelser om udvikling af nye projektet.
Direktør Esben Danielsen fra Lokale- og Anlægsfonden vil endnu ikke løfte sløret for de kommende projekter:
- Det drejer sig om fem til seks projekter spredt over hele Grønland - og det er projekter for stadion, idræts- og svømmehaller samt et kulturhus. I løbet af foråret vil vi tage stilling til, hvilke projekter der skal støttes.
Svømmehallen Malik i Nuuk er Grønlands første kommunale svømmehal og blev i sin tid til i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. |
Lokale- og Anlægsfonden er ikke ukendt med grønlandske forhold. En af fondens største successer er svømmehallen "Malik" i Nuuk, der er betegnet som et af verdens smukkeste vandkulturhuse. Malik blev i 2005 belønnet med en sjælden olympisk guldmedalje for arkitektur. Lokale- og Anlægsfonden støttede i sin tid Malik med 12,5 millioner kroner. Siden har fonden været med i etableringen af et ungdomskulturhus i Narsaq, som blev støttet med 2 mio. kr. I de efterfølgende ti år har fokus i højere grad været på mindre aktivitetspladser, multibaner og klublokaler.
Lokale- og Anlægsfondens formål er at udvikle og støtte byggeri inden for idræts- og kulturområdet. Fonden støtter således anlæg inden for idræt, ungdomsformål, teater, musik, film, dans, friluftsliv mv. Støtten kan være i form af direkte støtte, lån eller ydelsesgaranti. Fonden finansieres via tipsmidlerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar