Erfalasorput fejret på den grønlandske nationaldag
Den grønlandske nationaldag samlede små 500 deltagere i Det Grønlandske Hus i Aalborg. |
Thue Christiansen med Erfalasorput, som han tegnede de første udkast til i begyndelsen af 70'erne, og som siden 21. juni 1985 har været det grønlandske nationalflag. |
Udover at være næstformand i DGH-Aalborg er Christiansen nemlig også designeren bag det grønlandske flag, der i år fejrede 30 års fødselsdag. Flaget blev officielt indført på nationaldagen den 21. juni 1985.
Det første udkast til flaget blev lavet allerede i midten af 70'erne på bagsiden af en serviet, der fortsat er i Thue Christiansens eje. Forud for indførelsen var der en del diskussioner om udformningen, men debatten er forstummet. I dag har alle taget Erfalasorput, som flaget kaldes på grønlandsk, til sig.
Både det grønlanske flag og nationaldagen er børn af det hjemmestyre, som blev indført i Grønlands den 1. maj 1979. Nationaldagen fandt sted første gang den 21. juni 1983. Datoen er valgt, fordi det er årets længste dag - og den slags er værd at fejre i et land, hvor vinteren kan være både lang og mørk.
Thue Christiansen fortæller, at Erfalasorput er fyldt med symbolik. De rød-hvide farver understreger den grønlandske tilknytning til Danmark. Cirklen i midten er delt i et hvidt felt, der symboliserer indlandsisen og det røde felt, der symboliserer midnatssolen.
Ingen nationaldag uden korsang. |
Den grønlandske nationaldag havde samlet knap 500 deltagere til DGH-Aalborgs traditionelle fest. De fleste selvfølgelig fra det store grønlandske miljø i Nordjylland, men også mange danskere med tilknytning til den store ø. DGH-Aalborgs informationsmedarbejder Anne Bang fortalte til Nordjyske Stiftstidende, at festen var den hidtil bedst besøgte i husets historie.
Festlighederne, der udover flaghejsning og taler bød på brunch, korsang, optræden af Ivalu Judithelu og kagekonkurrence, foregik i god stemning både inde i huset og på pladsen foran på en dag, hvor vejret var på arrangørernes side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar