19. marts 2015

Slut med korruption

Råstofdepartementet indfører anti-korruptionspolitik

Naalakkersuisoq Anda Uldum går til kamp mod
 korruptionen. Foto: Else Olsvig, Tusagassiivik
Råstofsektoren er en branche, hvor muligheden for korruption er større end i andre brancher. Det mener Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, Anda Uldum, og det er baggrunden for, at Råstofdepartement nu har udarbejdet en række retningslinjer, der hindrer korruption ved administrationen af landets råstoffer.

De nye regler slår blandt andet fast, at medarbejderne i Råstofdepartementet ikke må have personlige eller økonomiske interesser i en sagsbehandling. Det gælder også aktieposter i selskaber, som ligger under Råstofdepartementets portefølje. Medarbejderne må heller ikke deltage i ledelsen eller have nær tilknytning til et selskab. Reglerne præciserer desuden, at retningslinjerne også omfatter ægtefæller og andre nærtstående.

Det er planen, at gaver og lignende til departementet og dets medarbejdere fremover skal listes på Råstofdepartementets hjemmeside.

 - Jeg ønsker, at der skal skabes så meget åbenhed og transparens om Råstofdepartementets arbejde som muligt, siger Anda Uldum,og fortsætter:

- Det er alfa omega, at offentligheden har tillid til den sagsbehandling, der foregår i departementet.

Uldum understreger, at der ikke er nogen sager, hvor departementets medarbejdere er under anklage for korruption.

Reglerne gælder foreløbigt kun for Råstofdepartementet, men Naalakkersuisuts hjemmeside meddeler, at det er planen at indføre lignende retningslinier for hele den grønlandske centraladministration.

Retningslinjerne har været i høring hos Transparency Greenland, der på Facebook skriver:

- Vi vil gerne rose for initiativet, resultatet og for at have inddraget vores viden/materiale i arbejdet. Nu begynder imidlertidig den svære del med at få implementeret antikorruptionspolitiken.

Takket være Transparency Greenland har der de seneste år været en del fokus på mulig korruption i Grønland. Sidste år gennemførte Arctic Business Network blandt andet medlemsmøder om problemet, som tog udgangspunkt i Transparency Greenlands materialer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar