Kulde og billig energi gør Arktis attraktiv
Kulde og billig vandkraft er det rene guld for IT-giganterne. |
Facebook er blot en af de mange IT-giganter, der efterhånden har fået øjnene op for Arktis. Store netværk og systemer kræver masser af energi og i øvrigt også masser af køling - og begge dele findes i rigt mål i nærarktiske områder.
Kulden giver sig selv - og energien i Arktis kommer ofte fra vandkraft. Det giver store driftsbesparelser, og det er kan bruges, når IT-selskaberne vil understrege en grøn profil over for kunderne.
Det er nemlig ikke små mængder energi, der er tale om. Hvis den internationale IT-branche var et land, ville det være verdens sjette mest energiforbrugende land, så det er masser af kilowatttimer, der er i spil.
Både Island og de arktiske dele af Sverige og Finland satser i øjeblikket på at tiltrække IT-giganternes servere.
Facebook holder til i Luleå, Google har brugt over 200 millioner euro på et gigantisk 16.000 kvadratmeter stort servercenter i den finske by Hamina nær den russiske grænse. Den norske browservirksomhed Opera er flyttet ind i Thor Data Center i den islandske by Hafnafjordur.
Også store industrigrupper vælger at placere deres servere i Arktis - blandt andre BMW. I forrige uge meddelte Danmarks Meteorologiske Institut, at vejrtjenestens nye supercomputer skal placeres i Island.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar