DMI installerer supercomputer på Island
DMI sparer den dyre, danske strøm og flytter computeren til Island. |
Som noget nyt bliver den næste supercomputer ikke installeret på DMI, men ved det islandske meteorologiske institut Veðurstofa Íslands i Reykjavík. Den løsning tilbyder flere fordele, forklarer chefkonsulent Jens Havskov Sørensen fra DMI's center for meteorologiske modeller:
- Vi har længe samarbejdet med vores islandske kolleger om prognoser. Nu udvider vi samarbejdet, så de kommer til at deltage i den daglige drift af den kommende supercomputer. Samtidig leverer Island øens billige og 100% grønne strøm, der stammer fra vandkraft og geotermisk energi.
I dette område bliver vejrudsigterne mere præcise. |
- En af de nye modeller, vi kommer til at køre, vil have stor opløsning i tid og rum over det sydlige Grønland og Island. Det vil give islændingene mere detaljerede vejrudsigter, end de har adgang til i dag. Dette er en del af aftalen med Veðurstofa Íslands. Modellen giver også mere præcise prognoser til de tættest befolkede sydlige dele af Grønland, hvor særlig de kritiske forudsigelser af kraftig vind i fjordene vil blive markant bedre, fortæller Jens Havskov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar