6. november 2015

Ny fokusgruppe

Fokusgruppe planlægger konference om arktisk byggeskik

Klimaet er hårdt ved det grønlandske byggeri. I disse
 år bliver store dele af Nuuks midtby fra tresserne
 kondemneret.
Der bliver bygget i Grønland - i perioder endda ganske meget. Landets entreprenører og håndværkere er dygtige og gør det godt. Alligevel går det ofte galt og ender med byggeri, der forældes alt for hurtigt og måske rammes af skimmelsvamp, fordi byggematerialerne ikke er de rigtige til det hårde, arktiske klima - eller fordi de skal håndteres på en helt anden måde end for eksempel i Danmark.

Derfor vil Arctic Business Network sætte den arktiske byggeskik under en kritisk, men konstruktiv lup på en konference i Aalborg den 4. februar 2016.

Netværksleder Ellen Arnskjold fortalte
 om ABN's konferenceplaner.
Det fortalte netværksleder Ellen Arnskjold,  da Arctic Business Network torsdag eftermiddag holdt medlemsmøde hos COWI i Aalborg.

Arbejdet med at forberede konferencen er i fuld gang. Ellen Arnskjold har netop været i Grønland, hvor Naalakkersuisoq for byggeri Knud Kristensen har vist stor interesse for konferencen og har lovet at deltage. Naalakkersuisot har bedre og billigere grønlandsk byggeri som en af sine mærkesager, meddelte Kristensen ved sin tiltræden sidste år.

- Konferencen skal sætte fokus på blandt andet byggematerialerne og det grønlandske bygningsreglement, og vi har allerede nu tilsagn fra Rockwool, Velux og Logstor, der vil fortælle om deres arbejde og produkter specielt udviklet til det arktiske klima, ligesom DTU og Statens Byggeforskningsinstitut vil stille op, fortalte Ellen Arnskjold.

Majbritt Raal er en af deltagerne i den nye fokusgruppe.
Arbejdet med at finpudse programmet går nu ind i den afgørende fase, og der blev nedsat en fokusgruppe bestående af Jan Bager, DC Supply, Svend Erik Pedersen, Rambøll, Poul Erik Nørnberg, Stark, Emil Skjervedal, Arctic Consensus og Majbritt Didrichsen Raal fra Greenland Consulting Service. Fokusgruppen skal sammensætte det endelige program for konferencen og analysere fremtidsperspektiverne, så konferencen måske i fremtiden kan blive et fast tilbagevendende element i ABN's medlemstilbud.

- Fokusgruppen mødes snarest. Hvis der flere medlemmer, som ønsker at være med i arbejdet, er de meget velkomne, understreger Ellen Arnskjold.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar