Holstein tror på fortsat samarbejde
Drøftelserne bliver nu konkrete, og parterne nærmer sig hinanden, fortæller Claus Holstein. |
- Vi har haft et – efter min mening – positivt og frugtbart møde i en respektfuld og imødekommende atmosfære. Vi havde denne gang en relativ teknisk dagsorden, der tog udgangspunkt i de konkrete forventninger, som RAL har til en terminal i Danmark efter basishavnaftalens udløb i 2022, siger han og fortsætter:
- Derudover orienterede Verner Hammeken mig om samarbejdet med islandske Eimskip og om afgivelse af ordre på et stort containerskib til forventet levering i 2019. Fra Aalborg Havns side blev der på mødet præsenteret forskellige skitseforslag til udvidelse af den nuværende kapacitet af containerterminalen i Aalborg, så den kan håndtere den øgede mængde gods, der forventes efter indgåelse af samarbejdet mellem Eimskip og RAL.
Aalborg Havn arbejder med planer om en udbygning af containerkapaciteten i Aalborg, da 2016 endnu engang blev et rekordår for den nordjyske havn:
- Aalborg Havn er inde i en særdeles positiv udvikling, og vi har i dag flere feederforbindelser end nogensinde. Væksten indebærer, at vi forventer at nå vores kapacitetsgrænse på ca. 100.000 TEU allerede i 2022, siger han og fortsætter:
- Fremtiden for danske containerhavne styres netop af udviklingen af feederforbindelser til og fra hovedhavnene Hamburg, Bremerhaven, Antwerpen, Rotterdam og Amsterdam, og her står vi særdeles godt.
På den korte bane arbejder Aalborg Havn med planer for at udbygge krankapaciteten med to nye og større kraner, der blandt andet skal kunne servicere RALs nye containerskib:
- Efter mødet med RAL i går mener jeg ikke, at der er udfordringer, der ikke kan overkommes med en tidsramme frem til udgangen af 2022. På kort sigt skal vi arbejde på at klargøre vores nuværende terminal til modtagelse af RALs nye containerskib i 2019, fortsætter Claus Holstein. Han siger supplerende, at næste møde mellem RAL og Aalborg Havn er datosat i maj, og at Aalborg Havn her netop skal fremlægge et samlet terminalkoncept med tilhørende afregningssystem efter de krav RAL har opstillet.
I forlængelse af sit besøg i Nuuk, foretog Claus Holstein og direktør John Rasmussen, Sikuki Nuuk Harbour også en fælles besigtigelse af den nye havn i Nuuk:
- Det er et særdeles spændende setup, og jeg er sikker på, at den nye terminal vil kunne give forbedringer på alle parametre, fortsætter Claus Holstein.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar