Da kulturen kom til Nuuk

Katuaq ændrede livet i Nuuk

Af Jesper Hansen

Jim Milne og Ida Heinrich på scenen i
Katuaq, da huset fejrede sin 10 års fødselsdag.

Sidste uges 20-års-jubilæum i Grønlands Kulturhus Katuaq sendte redaktøren af denne blog ned ad Memory Lane. Åbningsfesten i 1997 var nemlig en af de største begivenheder i de mange år, jeg var informationschef i Nuup Kommunea.

Kulturhuset var en gave fra Nordisk Ministerråd og forud for beslutningen om at bygge og også under selve byggeprocessen gik der mange diskussioner om, hvorvidt det nu var en fornuftig diskussion. Kulturhuset var med sit tydelige arkitektpræg og dyre materialevalg en torn i øjet på mange - og selv om selve huset var en gave, ville byggeriet medfører driftsomkostninger, der skulle dækkes af den daværende Nuup Kommunea og det daværende Hjemmestyre.

Men det er også værd at notere, at debatten forstummede i samme sekund, Katuaq åbnede. For med bygningen fik Nuuk et mødested i en helt anden klasse end forsamlingshuset. Kulturhuset havde noget helt særligt at møde på i den henseende - og især om formiddagen var der fyldt med barnevogne uden for Cafetuaq, som cafeen i kulturhuset med stor lune blev døbt. Cafeen blev nemlig hurtigt et uforpligtende barsels-mødested.

Tidligere borgmester i Nuuk, nu afdøde Agnethe
Davidsen, var en glødende forkæmper for Katuaq. Her
ses hun på Katuaqs imposante og meget massive
talerstol, der angiveligt forestiller en konebåd.

Livet i Nuuk blev også ændret, fordi biografen i Katuaq opnåede premierestatus, og man her kunne se de samme film, som man talte om i Danmark. Det var stort og nyt og bragte på mange måder Grønland tættere på resten af verden. I 1997 var Grønland nemlig stadig en fjern afkrog i verden, hvor det ikke var muligt at se satellit-TV, og hvor samtidigheds-TV, som det kaldtes, først var blevet rigtig muligt i begyndelsen af halvfemserne, hvor det danske fodboldlandshold fejrede store triumfer - også på de grønlandske TV-skærme.

En god del af skylden for Katuaqs succes lå hos den første direktør, norske Jan Kløvstad, der så med en vis dødsforagt på budgetter og lignende bagateller. Det gik selvfølgelig galt, og skeptikerne rystede på hovedet, mens de følte sig bekræftet i den nagende tvivl. Men sidenhen er der kommet styr på forretningen, og man slår ikke længere større brød op, end der er råd til.

I dag er debatten forstummet, og der er næppe nogen, der længere stiller spørgsmål ved eksistensen af Katuaq. For på trods af de arkitektegnede rammer er det i høj grad blevet folkets hus.

Forud for åbningen for tyve år siden var alle sejl sat til, og det foregik med pomp og pragt. Den islandske stats gave til åbningen var et besøg af det islandske symfoniorkester til begivenheden, og det satte sit præg på åbningsfesten.

Første nummer på programmet var den grønlandske nationalsang Nunarput - Vort Land - der blev fremført af symfoniorkestret sammen med et til lejligheden sammensat grønlandsk kor med godt 100 sangere fra hele landet. Det var overvældende og pressede tårerne frem i øjenkrogen. Det inviterede publikum sad simpelthen med åben mund og polypper.

"Kaaa - sådan har vi aldrig hørt den før..." Folk var tydeligt imponerede og glemte rent at rejse sig i bar forbløffelse, selv om det var nationalsangen, og vi var langt henne i første vers, før publikum kom i tanke om forglemmelsen.

Programmet, der strakte sig over det meste af eftermiddagen, gik i øvrigt over al forventning. Alle var glade og bagefter gik det livligt til på Hotel Godthåb. Det var der nu ikke noget nyt i, for dengang var Hotel Godthåb simpelthen stedet, hvor man lørdag aften mødtes - høj som lav - i Nuuk, og specielt denne aften, hvor der jo var masser at snakke om.

Siden er Hotel Godthåbs rolle i Nuuks natteliv blevet mindre dominerende. Måske fordi man ikke længere har det samme behov for at mødes om lørdagen - og det er måske Katuaqs skyld. Katuaq er helt sikkert en institution, der er kommet for at blive - og nu er nyskabelsen altså blevet tyve år. Voksen og følsom, som man siger...