Ny byudviklingstrategi sikrer plads til1.600 nye boliger
Den grønlandske hovedstad skal udvikles syd for Qinngorput med en helt ny bydel Siorarsiorfik. |
Baggrunden for den stort anlagte byudviklingsstrategi er den grønlandske hovedstads kroniske boligmangel og samtidig store forventninger til, at befolkningstallet vil stige yderligere.
Det er kommunens forventning, at man allerede til næste år kan tage de første spadestik til det, der ender med en helt ny bydel på næsset mellem Qinngorput og Kobbefjorden.
Det er planen, at det store projekt skal finansieres af pensionskasserne. Til Sermitsiaq fortæller kommunens konstituerede administrende direktør, Lars Møller-Sørensen, at man regner med at have de endelige aftaler klar til efteråret.
Den nye bydel, der vil få 5.000 indbyggere og er døbt Siorarsiorfik, vil bestå af 400 boliger ved det nye sprængstofdepot syd for Qinngorput og yderligere 1200 på den anden side af en tunnel, der skal binde det hele sammen. Tunnellens linieføring er endnu ikke fastlagt, men man regner med, at den bliver på mellem 900 og 1.400 meter og skal have to spor.
I byudviklingsplanerne indgår også en række nye kommunale institutioner og et nationalstadion, der skal placeres i området ved svømmehallen. Det er også planen, at det kommende nationalgalleri skal ligge ved Malik. Hidtil har det været målet, at nationalgalleriet skulle bygges nedenfor Radiofjeldet i Nuuk.
Den nye byudviklingsplan er vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Planen har fået sin egen hjemmeside- Siorarsiorfik - Nuuk City Development - , hvor man kan læse meget mere om ideerne bag planen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar