Drømmen blev til virkelighed, mener Asii Chemnitz Narup
Grønlands kulturhus Katuaq har netop fejret sin 20-års fødseldag. |
I løbet af dagen var der masser af musik, sang, leg, teater og taler, og blandt andet ’Åh Abe-koncerterne’ fik sat gang i festens mindre gæster, mens Ulf Fleischer og Eigil Petersen satte liv i de lidt større.
Borgmester Asii Chemnitz Narup lagde i sin tale vægt på Katuaqs betydning for livet i den grønlandske hovedstad:
- Når jeg står her i dag, 20 år efter at dette vidunderligt smukke hus åbnede, kan jeg se tilbage på en årrække, hvor Katuaq har spillet en stor rolle i forhold til det at sætte fokus på kulturen i Nuuk og Grønland. Huset har udviklet sig til at være præcis det samlingssted, man drømte om, og jeg bliver altid så glad, når jeg kommer her, fordi jeg mærker, hvordan livet pulser her: De løbende udstillinger af kunst og kultur, de mange foredrag og konferencer, sociale arrangementer, koncerter, messer – biografen og cafeen. Ja, selv husets arkitektur er en rejse i sig selv, hver eneste gang, man kigger lidt op ude i foyeren eller går langs med bygningen.
Også Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Doris Jakobsen kiggede forbi for at ønske kulturhuset tillykke med fødselsdagen.
- I de 20 år vi har haft Grønlands Kulturhus er her sket en hel masse sjove og dejlige aktiviteter - som har gjort mange mennesker glade, sagde Doris Jakobsen blandt andet og understregede, at de mange brugere har indflydelse på Katuaqs program.
- Alle børn og voksne kan være med til at komme med forslag til hvad her skal ske – i år eller de næste mange år, inde i huset eller udenfor. Og der er altid brug for gode idéer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar