Martin Breum forudser mindre amerikansk engagement i Arktisk Råd
Den amerikanske støtte til Arktisk Råd vil formindskes. |
Martin Breum advarer mod mindre amerikansk interesse for Arktisk Råd, hvor USA i øjeblikket har formandsskabet:
"Trumps hang til det unilaterale – ”America first” – har allerede vakt bekymring. Som den canadiske Arktis-ekspert, Rob Huebert fra University of Calgary, påpeger ifølge netmediet ArcticDeeply, betyder Trumps tilbagerulning af USA internationale engagement givetvis “at støtten til Arktisk Råd, som har været et af de afgørende elementer i Obama-administrationen, vil formindskes”.
Det kan lyde udramatisk, men det er Arktisk Råd som i høj grad sikrer Danmark og Grønland indflydelse på den arktiske udvikling og som sikre samarbejdet mellem de vestlige arktiske stater og Rusland. I Arktisk Råd har små som store stater formelt samme stemme, og ingen beslutninger træffes uden Grønland og de øvrige arktiske folk – men det har i hele Rådets 20-årige liv været en kamp at få USA til for alvor at involvere sig."
Martin Breum forudser, at den amerikanske interesse for Thulebasen vil øges med den kommende præsident:
"Thulebasen kan få helt ny betydning. Grønlands enorme landmasse ligger som bekendt som et arktisk låg på Nordamerika, hvor det for USA udgør en strategisk buffer mod Kina, Nordkorea, Rusland og Mellemøsten. Radaren i Thule indgår centralt i forsvaret mod de interkontinentale nukleare missiler, USA frygter. Donald Trump ønsker et markant stærkere amerikansk missilforsvar, så interessen for Thule-basen vil givetvis vokse markant."
Breum mener dog ikke, at der udsigt til, at den øgede amerikanske interesse for Thule kan omsættes til hård valuta for Naalakkersuisut i Nuuk:
"Det er for tidligt at spå om nogen konkret Trump-effekt på dette punkt, men som magasinet Foreign Policy har rapporteret i de seneste dage, har Trump sat en række tidligere spidser fra den amerikanske forsvarsindustri til at lede republikanernes overtagelse af Pentagon. Her har man i forvejen svært ved at forstå Nuuks tabs-estimat, og der er ingen grund til at tro, at et republikansk Pentagon vil lægge en blidere kurs overfor Grønland, eller at Grønlands særlige karakter i sig selv vil afføde den Trump-administrationens forståelse."
Martin Breums analyse i sin helhed kan læses i dagens trykte udgave af Sermitsiaq. Adgang til avisen kan købes her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar