Stort dansk islæt i australsk isbryderprojekt
Sådan kommer den australske isbryder til at se ud. Foto: Damen, DMS Maritime, Knud E. Hansen A/S |
Isbryderen står for logistikken mellem Australien og Antarktis, hvor australierne har store forskningsinteresser og vil desuden være en del af den australske tilstedeværelse i de kolde farvande syd for kontinentet.
Den nye isbryder, der endnu ikke er navngivet, forventes at få en levetid på 30 år og kommer til at koste 1,9 milliarder australske dollars. Den skal afløse en anden isbryder, Borealis Australis.
Virksomheden MAN Diesel & Turbo har netop fået ordren på maskinerne til den ny isbryder, fortæller fagbladet Søfart. MAN Diesel og Turbo holder til i Frederikshavn, hvor også de danske statsisbrydere indtil for nylig havde base.
Stregerne til det nye skib er blevet slået i Helsingør hos de rådgivende skibsingeniører hos Knud E. Hansen. Firmaets administrerende direktør, Finn Wollesen, siger til Søfart, at Knud E. Hansen har udført designet af den store, avancerede isbryder for det australske selskab DMS Maritime, der er blevet valgt af den australske stat til at forestå tender-, design- og byggeprocessen af isbryderen. Det er Knud E. Hansens ejer, den hollandske værftsgruppe Damen, der skal bygge skibet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar