19. september 2014

Nyt kollegium på Svalbard

Fine forhold for studerende i Longyearbyen

Det nye kollegium ligger umiddelbart over
for UNIS. Foto: Eva Theresa Jensen/UNIS
Ved semesterstart forleden åbnede et nyt kollegium ved UNIS i Longyearbyen på Svalbard.

Kollegiet har 88 værelser af høj standard - oven i købet beliggende kun to minutters gang fra UNIS, som er de norske universiteters fælles afdeling på Svalbard. Med det nye kollegium fordobler den norske studenterorganisation, Samskipnaden, sin kapacitet ved det eftertragtede universitet.

I forvejen råder organisationen over næsten 100 værelser i seks ombyggede minearbejder-barakker i Nybyen i udkanten af Longyearbyen tre kvarters gang fra UNIS.

Kollegierne i Longyearbyen er specielle, blandt andet fordi de er udstyret med våbenskab. På Svalbard er det påbudt at bære våben på grund af isbjørnfaren uden for bymæssig bebyggelse. I øvrigt skal alle studerende ved UNIS ved semesterstart gennemgå et sikkerhedskursus - og herunder blandt andet lære at bruge skydevåben.

Kollegieværelser på Svalbard er blandt andet udstyret
 med våbenskab. Foto: Evar Theresa Jensen/UNIS
UNIS blev etableret i 1993 af de norske universiteter og øvrige højere læreanstalter i Norge og giver de studerende fra læreanstalterne mulighed for i et semester - i det omfang det er relevant, men uanset studieretning - at fordybe sig i særlige arktiske vinkler på deres uddannelse. UNIS har i øjeblikket 500 studerende inklusive PhD-studerende.

Det nye kollegium i Longyearbyen ligger umiddelbart over det markante UNIS-byggeri.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar