20. maj 2014

Litauisk interesse for Arktisk Råd

Frygter at blive koblet af udviklingen
Litauen overvejer mulighederne for
observatør-status i Arktisk Råd.
I øjeblikket diskuteres det i Litauen, om landet skal søge observatørstatus i Arktisk Råd. Hvis Singapore kan være med, så kan Litauen vel også, lyder ræsonnementet - og nu frygter man, at Litauen er ved at komme for sent til toget.

Lithuania Tribune interviewede forleden professor Lassi Heininen fra Laplands Universitet og blandt andet tilknyttet UArctic for at få Litauens muligheder belyst.

Professoren ridser de storpolitiske aspekter for Litauen som baltisk stat op - set i lyset af krisen i Ukraine. Konklusionen er blandt andet, at USA's og Ruslands overlappende interesser i Arktis kan virke stabiliserende - og at Litauen ikke skal forvente, at EU nødvendigvis kan varetage Litauens interesser gennem sin ad hoc-observatørstatus.

Fælles interesser i Arktis kan stabilisere
konflikterne med Rusland.
Heininen mener, at den udbredte modvilje blandt USA, Rusland og Canada mod at give EU fuld observatørstatus, svækker EU's position i Arktis - og at EU skal gøre sine mål og prioriteter tydelige, inden man igen søger om fuld observatørstatus.

Lassi Heininen gør i øvrigt opmærksom på betydningen af den arktiske forskning. Litauen har i modsætning til de to andre baltiske stater Estland og Letland ikke decideret arktisk forskning.

Professer Lassi Heininen analyserer forholdet
mellem de baltiske stater og Arktis. Foto: UArctic
Lithuania Observer slår til lyd for, at når selv fjerne lande som Singapore er interesseret i Arktis, så er Litauen nødt til også at gøre sin indflydelse gældende. Jo hurtigere man kommer med, jo mere indflydelse.

Professor Heininen forklarer, at netop Singapore har en stor interesse i at vide, hvad der sker i Arktis. På grund af landets placering ved Malakka-strædet kan fremtidige sejlruter via Arktis få stor indflydelse på Singapores strategiske betydning.

I den forbindelse fremhæver professoren, at han betragter nordkalotten som en sammenhængende region, hvor Østersø-regionen er en naturlig del. Derfor er en observatørstatus i Arktisk Råd en god position for at være med. Heininen henviser i øvrigt til Polen, der efter hans opfattelse har opnået stor indflydelse gennem sin mangeårige observatør-status i Arktisk Råd.

Interveiwet med Lassi Heininen kan læses her.

Arktisk Råds regler for observatører kan ses her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar