38 danske brandfolk til Sisimiut
Beredskabsstyrelsen har offentliggjort dette satellitfoto af brandstedet. Sisimiut ligger cirka 10 km vest for området. Foto: Sentinel2 |
Branden har stået på siden begyndelsen af juli - og i første omgang troede det lokale beredskab, at det var lykkedes at slukke ilden. Men ilden har gravet sig ned - og nu er branden blusset op i så voldsomt omfang, at røgen har bredt sig de godt ti km fra brandstedet i bunden af Kangerluarsuk Tulleq til Sisimiut.
Det lokale beredskab arbejder på at undgå, at branden breder sig til mange hytter i området, men mandag måtte man se i øjnene, at flammerne havde taget to hytter, der var under opførelse.
Branden foregår højt oppe i fjeldet. Foto: Basse Vængtoft, Beredskabsstyrelsen |
I øjeblikket deltager 15 brandfolk fra Qeqqata Kommunia, 10 fra Avannaata og yderligere op imod 20 frivillige fra Sisimiut i slukningsarbejdet. Den danske beredskabsstyrelse sendte i weekenden to eksperter til området.
Røgen ligger tæt omkring Sisimiut. Foto: Qeqqata Kommunia |
Indsatsen ventes at vare to uger og finansieres af Forsvarsministeriet.
Efter at røgen i weekenden nåede ud til kysten og Sisimiut har den grønlandske landslæge udsendt følgende meddelelse:
Røgen fra naturbranden er ikke giftig, men den kan påvirke personer med astma og andre lungesygdomme. Kommer der større mængder røg ind over et beboet område anbefales det at søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse eventuel ventilation i bygningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar