21. september 2017

Skoleelever møder erhvervslivet

Samarbejde mellem virksomheder og skoler 

Forstander Cristel Lund Bøjler fortalte
om de grønlandske handelsuddannelser.
- Mange grønlandske virksomheder har uanset størrelse et tæt samarbejde med folkeskolerne. Det fortalte sekretariatschef Lotte Frank Kirkegaard fra CSR Greenland på et netværksmøde i Arctic Business Network i forbindelse med starten på Seashow 2017.

 - CSR Greenland ønsker at medvirke til, at flere grønlandske unge får en uddannelse - og i den forbindelse er det vigtigt, at de unge møder arbejdspladserne i gulvhøjde, sagde Lotte Frank Kirkegaard og fortalte om et projekt i Aasiaat, hvor stort set alle arbejdspladser havde deltaget.

- Projektet er en succes, der har givet de unge mod på arbejdsmarkedet, og mange unge ringer nu af sig selv for at få et fritidsjob. Det skete ikke tidligere.

 På mødet talte også Cristel Lund Bøjler fra Niuernermik Ilinniarfik, handelsskolen i Nuuk. Hun kunne fortælle om udfordringerne i det daglige, men også om en række uddannelser, der har en høj gennemførelsesprocent.

 Arrangementet foregik om bord på Sarfaq Itttuk og var blevet til i et samarbejde mellem Arctic Education Network og Arctic Business Network. Mødet samlede knap 50 deltagere fra både erhvervslivet og uddannelsessektoren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar