Arctic Import kalder sponsorstøtte for Greenlandic Social Responsibility
Uden sponsorer intet AWG. Foto: AWG 2016. |
- Den samlede støtte fra erhvervslivet er både i form af knowhow, varer og cool cash. Værdien af ydelserne svarer til en tredjedel af de samlede omkostninger, cirka 22 millioner kroner. Arctic Winter Games havde ikke været muligt uden bidrag fra det grønlandske erhvervsliv. Det sagde Aviâja Lyberth Lennert, den AWG-ansvarlige for sponsorater, tirsdag til den grønlandske avis Sermitsiaq.
Arctic Import er en af de virksomheder, der har været med helt fra begyndelsen:
- Vi har de seneste år haft en kaffeautomat opstillet i Frivillighuset, hvor vi har sponsoreret kaffe, te, mælk, kakao og forbrugsartikler til alle de frivillige, som har benyttet faciliteterne. Endvidere møblerer Arctic Import AWGs VIP lounge på Hotel Hans Egede med design-møbler, forklarer direktør Allan Frost fra Arctic Import.
- Ud over at vi gerne vil støtte AWG, håber vi også på, at vores kaffebrand og design-møbler bliver eksponeret over for potentielle kunder. Det er sådan en begivenhed velegnet til, for der er jo rigtig mange, som har benyttet Frivillighuset og som har fået glæde af vores kaffeløsning.
Men det er ikke bare markedsføring. Det er også CSR, understreger Allan Frost:
- Vi har ikke opsat konkrete mål i forhold til vores sponsorat, men opfatter det som en støtte til et godt projekt, der i samfundet skaber sammenhold og en fælles stolthed. I Arctic Import har vi stor fokus på vores ansvar over for vores medarbejdere, samarbejdspartnere samt det grønlandske samfund i bred forstand. Arctic Import finder det helt naturligt at involvere sig i et projekt som AWG.
-Vi løfter ikke blot en Corporate Social Responsibility, men en Greenlandic Social Responsibility, slutter Arctic Import-direktøren.
Arctic Import er medlem af Arctic Business Network.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar